’Bodies Bodies Bodies’: Gen Z-gyser med Amandla Stenberg og Pete Davidson er et friskt spin på whodunit-filmen
Horrorfilm har altid fungeret som et spejl af den tid, de er lavet i. Den nypuritanske hævner i 80’ernes slasherfilm var en direkte afspejling af Reagan-æraens konservatisme, og tortur-pornoen med nærmest nihilistisk destruktion og massakrering af menneskekroppen i 00’erne var topmålet af den eskalerende kropsfiksering.
10’erne sendte os tilbage til rødderne. Nørderne, der havde set klassikerne, havde nu deres eget bud på, hvordan gruen skulle serveres. Ofrene blev mere proaktive og ventede ikke til sidst med at slå tilbage.
Tværtimod skulle monsteret kappes ned, inden det var for sent eller, som i David Gordon Greens mesterlige ’Halloween’ fra 2018, hvor traumet blev bearbejdet, så man endelig kunne komme videre fra det PTSD-mareridt, en overlever ellers kunne blive hensat i efter mødet med legemliggjort ondskab.
Med ’Bodies Bodies Bodies’ får vi nu en rendyrket gyser til og over Gen Z, hvor TikTok-trends og online snefnug-filosofi møder en ukendt morder.
Kæresteparret Sophie (Amandla Stenberg) og Bee (Maria Bakalova) er på vej til at møde førstnævntes rige venner til en orkanfest i et fashionabelt hus, godt isoleret fra omverden. Den eklektiske samling består af podcasteren Alice (Rachel Sennott), skuespilleren Emma (Chase Sui Wonders), den dragende Jordan (Myha’la Herrold), Sophies bedste ven David (Pete Davidson) og Alices Tinder-flirt, adonissen Greg (Lee Pace), der muligvis er krigsveteran.
Hvad der skulle være en weekend i hedonismens tegn med alkohol, stoffer og sex, får hurtigt en skæv start.
Gruppen er overrasket over at se Sophie, da hun tilsyneladende ikke har givet lyd fra sig, siden hun blev indlagt på en afvænningsklinik, så modtagelsen er til den passiv-aggressive side, med små stikpiller og blikke, der kan dræbe.
Alt den latente afsky og vrede, som eksisterer de syv personer imellem, blusser heftigt op under den titulære leg ’Bodies Bodies Bodies’. Det er i bund og grund en version af ’Varulv’ eller en myriade af de lege, hvor en person udpeges som morder, og de andre deltagere så skal opklare, hvem det er.
På papiret en ret ligefrem whodunit-film, hvor en ukendt morder dræber den ene efter den anden. Der er sågar en ottende, men uset ven, der tilsyneladende skred, før Sophie og Bee ankom, fordi han var blevet vred. Er det mon ham, der er gået bersærk?
I stedet for at dvæle ved, hvordan mordene bliver begået, ligger fokusset fra instruktør Halina Reijn og manuskriptforfatter Sarah DeLappe på, hvordan de ekstraordinære omstændigheder forværrer de latente problemer i vennegruppen.
For alle har hemmeligheder, og med truslen om snarlig død og en morder i deres midte skal der ikke mange forkerte ord til, før det hele eksploderer Krakatoa-syle.
Og findes der noget værre, end når ens ven, som man har betroet alle sine hemmeligheder til, vender 180 grader og bruger al sin viden som ammunition mod én?
Ambitionen fra Reijn og DeLappe fejler i hvert fald ikke noget. Karaktererne er lige på grænsen til karikaturer, men skuespillerne får det maksimale ud af manuskriptet og replikkerne.
Især er Rachel Sennott en veritabel urkraft hele filmen igennem, præcis som hun var det i gennembruddet ’Shiva Baby’. En replik som »He’s a Libra Moon, that says a lot«, kunne nemt ende som halvfesen joke, men med Sennotts højdramatiske levering bliver det en effektfuld punchline og kommentar til Gen Z’s forhold til relationer og de parametre, man vægter troværdighed hos sine medmennesker.
Omdrejningspunktet – udover, hvem der er morderen – er Sophie og Bees forhold. Stadig forholdsvis nyt efter blot seks uger vil de fleste kærestepar kunne nikke genkendende til det mareridtsagtige scenarie, hvor man skal møde den andens vennegruppe for første gang.
Bakalova nailer den usikkerhed perfekt og er helt i tidens ånd for, hvordan en moderne final girl skal være.
Stenberg – vi venter bare på, at resten af verden forstår, hvor god hun er – Davidson og alle de andre gør det også godt.
Filmen træder dog lovlig meget vande. Efter den første eskalation stagnerer filmen på et niveau, hvor man er underholdt, men også føler, der bliver trådt på bremsen.
Alligevel er det svært ikke at være glad for, at der er nogen, som tør forsøge noget nyt i en genre, hvor næsten alt er blevet prøvet af.
Kort sagt:
Friskt spin på en klassisk whodunit-film underholder med gode skuespilpræstationer og sjove satiriske observationer om gen-z.