Hun skriger for sit liv.
Michael Myers (Nick Castle) har trængt Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) op i en krog i bunden af et klædeskab. Han har allerede dræbt hendes to veninder og deres fyre i et hus på den anden side af gaden, og nu er turen kommet til hende. Men så finder hun en løsning. Snarrådigt tager den intelligente gymnasielev en metalbøjle, bøjer den spidse ende og stikker den igennem øjet på den hvide maske, morderen bærer. Han taber den lange kniv, han har fægtet med, hun samler den op og stikker den i ham, så han falder om på gulvet foran skabet.
Scenen i John Carpenters ’Halloween’ fra 1978 illustrerer elegant flere af de facetter, der kendetegner de kvindelige helte i horrorfilm. Den sidste overlevende, som skal tage kampen op mod den vanvittige morder, slasheren. Det er op til hende – hun er the final girl.
Udtrykket blev skabt af den amerikanske professor Carol J. Clover i forbindelse med hendes bog fra 1992, ’Men, Women and Chainsaws: Gender in the Modern Horror Film’, hvor hun blandt andet kigger på køn i slasher-genren.
Forsimplet karakteriserer hun final girl som den sidste overlevende i en gruppe, der er blevet jagtet af morder, og som ender i et showdown med dræberen. Enten slår hun selv det onde ihjel, eller også bliver hun reddet i sidste øjeblik. Hun er i øvrigt også den, der først lægger mærke til, at noget er i vejen og bliver dermed positioneret som klogere end de fleste omkring hende.
Grunden til, at hun undgår at ende som en fed splatter-effekt, skal findes i det amerikanske samfund. Slasheren fungerer nemlig som en nypuritansk hævner, der slagter alle, som viger fra dydens smalle sti. Knalder du, drikker, tager stoffer, bander, ryger eller er en dårlig elev i skolen, er du som regel fucked i disse film – og det samme hvis du er en minoritet, for kun gudfrygtige angelsaksiske individer overlever. I hvert fald indtil filmmagere blev træt af klichéen og begyndte at ændre på formularen.
Pionererne
Final girls gjorde for alvor deres indtog i 1970’erne.
Jess (Olivia Hussey) fra ’Black Christmas’ og Sally (Marilyn Burns) fra ’The Texas Chain Saw Massacre’ gav tidligere glimt på typens forskellige facetter. Hvor den første aktivt forsøger at finde ud af, hvad der foregår, er Sally mere et offer, der gør alt, hvad hun kan for at undgå at blive dræbt af den motorsavssvingende Leatherface (Gunnar Hansen).
Men det er Laurie fra ’Halloween’, der i manges øjne er at betragte som The O.G Final Girl. Og grunden til, at hun er mere interessant end så mange andre, er, at hun er med i mere end én film. Laurie er desværre ikke den mest proaktive i de to første film (1978 og 1981) – i toeren bruger hun faktisk det meste af tiden i en hospitalsseng.
To af de mest spændende filmkarakterer i 1980’erne er fra to af de største horror-franchises overhovedet. ’Fredag d. 13.’-filmene handler om den zombieagtige morder Jason, der har en forkærlighed for at nedslagte lejrskolemedhjælpere (på nær etteren, hvor det var hans mor).
I toeren, hvor den endnu ikke ishockeymaskeklædte morder bliver introduceret, møder vi også Ginny Field (Amy Steel), en børnepsykologistuderende, der i modsætning til alle de andre kvinder på Camp Crystal Lake formår at slippe derfra med livet i behold. Det gør hun ved hjælp af to ting: For det første lægger hun mærke til, at noget er i vejen, og da hun indfinder sig i Jasons hytte ude i skoven uden mulighed for at slippe væk, tager hun morens sweater fra det alter, han har lavet til hende.
Den knapt så kvikke morder tror i nogle dyrebare minutter, at hun er hans mor, og det giver tid til at hendes kæreste Paul (John Furey) kan nå frem. Anden gang er, da Paul og Jason har kæmpet og morderen er ved at få overtaget. Hun hakker ham i skulderen med en machete og dræber ham tilsyneladende. Filmen slutter dog så åbent, som slasherfilm foreskriver, hvor det ikke bliver helt klart, om faktisk lykkes at dræbe ham (knapt så stor spoiler: det gjorde det ikke).
Nancy Thompson (Heather Langenkamp) er endnu mere aktiv i bekæmpelsen end Laurie og Ginny. I ’A Nightmare on Elm Street’ plages en gruppe teenagere af gruopvækkende mareridt. Da de begynder at dø én efter én, opdager hun forbindelsen mellem drømmene og den døde pædofile morder Freddy Krueger (Robert Englund). Derfor forsøger Nancy at finde på en måde at stoppe ham, før hun selv ender som offer.
Hun tester systematisk forskellige metoder og lurer hurtigt, at så længe, man er ved bevidsthed, er man i sikkerhed. Nancy søger da også ind i drømmeverdenen for at trække Freddy ud af hans domæne, så hun kan dræbe ham. Hun nægter at give efter for sin frygt for ham.
»Jeg tager al den energi, jeg gav dig tilbage. Du er ingenting«, siger hun trodsigt og fjerner, hvad end magt han måtte have haft over hende. Filmens lidt tvetydige slutning til trods vender Nancy tilbage i den tredje film, ’A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warrios’.
Hun er nu college-wunderkind psykologistuderende (igen psykologi for at understrege heltindens intelligens) med speciale i mareridt. Derfor er hun den perfekte Obi-Wan-lignende mentor for den gruppe unge på et psykiatrisk hospital, der kæmper mod den vittighedsspyttende drømme-sadist. Nancy og Ginny kan ses som forløbere for den 90-er-badass, der skabte de næste store spring for final girl-tropen. Deres intelligens kombineret med deres overlevelsesinstinkt gør, at de nu aktivt begynder at gøre modstand og forsøge at eliminere truslen imod dem fremfor at stikke af eller vente på en mand skal redde dem.
Spøgelsesjæger
Manuskriptforfatter Kevin Williamson har altid haft et solidt greb om, hvordan young adult-problematikker skal formidles på en interessant måde. Tv-serien ’Dawson’s Creek’ havde noget dengang så sjældent som en filmnørd som hovedperson, og seerne fulgte ivrigt med i Dawson og vennernes liv igennem seks sæsoner.
Men det er hans samarbejde med mesteren Wes Craven (’A Nightmare on Elm Street’), som er meritgivende i den her kontekst.
For Sydney Prescott (Neve Campell) er den vigtigste bro mellem tidligere tiders final girls og dem, vi har nu. Over de fire film i ’Scream’-franchisen har hun udviklet sig fra at være en usikker highschooler til en badass-overlever. Hvem end der har båret Ghostface-masken i de forskellige film, har hun nedlagt de psykotiske mordere (treeren, som også er seriens svageste, er undtagelsen).
Da hun dræber morderen, kæresten Billy (Skeet Ulrich), i etteren, fortsætter hun i det spor, som Nancy og Ginny var startet – og distancerer sig fra de tidlige final girls, der ofte endte med at være jomfruer i nød, som blev reddet i allersidste øjeblik af en mand.
Samtidig er hun også bevidst om, at de ting, hun bliver udsat for, er så groteske, at de er som taget ud af en horrorfilm. Karakteren Randy Meeks (Jamie Kennedy) bruges til at italesætte de forskellige regler for at overleve en gyserfilm herunder, at sex er dybt forbudt og lig død. Tidligere final girls har haft kærester, men sjældent har det udmøntet sig i decideret sex, som Sydney har med Billy – at han så senere i filmen viser sig at være legemliggørelsen af sex lig død-tropen, er et fedt glimt i øjet på en kliché, som kraftigt nærmer sig sin udløbsdato.
Den nye (gamle) garde
Efter årtusindeskiftet bliver metaudforskningen fra ’Scream’-serien ført videre i film som Drew Goddards smågeniale ’The Cabin in the Woods’ og Todd Strauss-Schulsons finurlige ’The Final Girls’.
Adam Wingards ’You’re Next’ samt Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gilletts ’Ready or Not’ gør deres final girls til noget nær actionstjerner, hvor især Erin (Sharni Vinson) fra Wingards film eliminerer den ene efter den anden af de maskerede lejemordere, der er ude efter hende. Hendes opvækst på en militia-agtig gård giver hende færdigheder til ikke alene at overleve, men også bygge de mest kreative fælder, filmverden har set siden Macaulay Culkin huserede i ’Alene Hjemme’.
Tree Gelbman (Jessica Rothe) fra ’Happy Death Day’ og ‘Happy Death Day 2U’ er interessant, fordi hun bliver filmenes de facto final girl, da hun i et evindeligt tidsloop skal forsøge at undgå at blive myrdet. Det moraliserende aspekt ligger stadig og ulmer under overfladen, da hun ender som offer i den første film på grund af sine mange dårlige beslutninger. Sex lig død er en stædig satan.
Den mest interessante tilføjelse til final girl-tropen er dog videreudviklingen af Laurie Strode-karakteren.
I David Gordon Greens ’Halloween’ fra 2018 er hun nu en ældre kvinde, der er dybt mærket af mødet med Michael Myers 40 år tidligere. Alkoholisme og paranoia er blot et par af de følgevirkninger, som hendes PTSD har forårsaget, og forholdet til hendes nu voksne datter, Karen (Judy Greer), er fuldstændig smadret. Idéen var allerede brugt i forbindelse med 1998-filmen ’Halloween: H20’, hvor netop det posttraumatiske aspekt også var en essentiel del af plottet, om end udførslen var markant anderledes.
I den nyeste film i franchisen er det i stedet barnebarnet Allyson (Andi Matichak), der agerer final girl, hvor Laurie nærmere indtager den position, Nancy Thompson havde i ’Dream Warrios’, og så alligevel ikke. For det er stadig en videreførsel af den oplevelse, Laurie havde i 1978, og hvordan den har påvirket hendes liv.
Som Sydney i ’Scream 4’ er Laurie ikke længere en figur, der blot vil undgå at ende som offer igen. Hun får sin ultimative hævn, da de tre generationer af Strode-kvinder fanger Michael nede i Lauries kælder, som er bygget med ét formål: At fange og brænde psykopaten.
Men som genren foreskriver, slutter det ikke helt så enkelt.
De allerede planlagte fortsættelser ’Halloween Kills’ og ’Halloween Ends’ kommer henholdsvis i 2021 og 2022, og det bliver spændende at se, om de vil dykke dybere ned i Lauries traumer.
Det vil være første gang inden for slasher-genren og final girl-tropen, at vi over så lang en årrække har beskæftiget os med samme karakter, spillet af den samme skuespiller. Derfor er det måske ekstra passende, at hvis man her ved Halloween genbesøger Jamie Lee Curtis epokegørende figur. Ikke bare for uhyggens skyld, men også som et studie i en kvinde, der tager sin skæbne i egen hånd.