Den vigtigste forskel på ’The Haunting of Bly Manor’ og ’Hill House’ har intet at gøre med uhyggen

Med spøgelsesgenren som sit instrument dissekerer Mike Flanagan endnu en gang vores forhold til død og familie i den svære efterfølger til sit horrormesterværk ’The Haunting of Hill House’. Mange har kritiseret serien for at mangle gys, men bag tilforladelige køkkenselskaber og passive gengangere gemmer der sig en hjertevridende fortælling om kærlighed, besættelse og sorg.
Den vigtigste forskel på ’The Haunting of Bly Manor’ og ’Hill House’ har intet at gøre med uhyggen
'The Haunting of Bly Manor' (Foto: Eike Schroter/Netflix)
STREAMING TOGETHER

(Spoilers: Læs kun, hvis du har ’The Haunting of Bly Manor’ til ende).

Er ’The Haunting of Bly Manor’ lige så uhyggelig som forgængeren ,’The Haunting of Hill House’?

Det virker til at være på det spørgsmål, hvor onlinesamtalen om Mike Flanagans efterfølger til kæmpehittet fra forrige år hovedsageligt er landet. Fra anmeldelser på Indiewire over The Verge til The Guardian, og overalt i kommentarfelterne, er gud og hvermand ivrige efter at pointere, at det nyeste Netflix-gyserhit på godt og ondt ikke er rigtig horror.

’The Haunting of Bly Manor’ bruger Henry James’ bog ’The Turn of the Screw’ som udgangspunkt til at fortælle sin helt egen historie. Som i James’ roman ansættes den unge, amerikanske lærer Dani (Victoria Pedretti, der spillede Nell i ’Hill House’) som barnepige for de to forældreløse rigmandsbørn Miles og Flora af deres alkoholiserede onkel Henry Wingrave (en anden ’Hill House’ genganger, Henry Thomas).

På papiret er sammenligningen mellem de to serier altså mere end fair. De er baseret på hver deres klassiske gotiske spøgelsesroman (’Hill House’ på Shirley Jacksons bog af samme navn) og begge handler om et afsidesliggende gods, hjemsøgt af en forfærdelig tragedie, som mærker de påvirkede i nutiden såvel som fortiden.

Men ’The Haunting of Bly Manor’ har ingen chokerende jump-scares på højde med det tragiske spøgelse The Bent-Neck Lady, der angriber den hårdtprøvede Crain-familie ud af ingenting. De natlige konfrontationer med Hill Houses kolde, spøgelsesfyldte vinkælder, foyer og korridorer er skiftet ud med et til tider melassetungt tempo, hvor gengangerne i de første mange afsnit agerer passive observatører snarere end aktive aggressorer. Og der bruges mere tid på far-jokes fra kokken Owen (en uimodståelig Rahul Kohli) og vinhygge omkring bålet end skræk og død.

Som fan af den originale serie er det helt naturligt at føle sig bare en smule snydt… Og så alligevel ikke. For hvad gør det, at ’Bly Manor’ ikke er lige så uhyggelig som dens forgænger? Der er så meget mere i horror-genren end at sende gåsehud op ad armene på publikum. Og folk, der kritiserer ’Bly Manor’ for ikke at være en god gyser, virker til at være de samme genier, der bruger faux-komplimenter som eleveret horror til at beskrive genrens nye kritikerdarlings.

Tilmed er det meningsløst at fokusere på de skræmmende elementer som den primære styrke ved ’The Haunting of Hill House’, der i den afdeling så langt blev overgået af sidste års oversete Netflix-gyserserie ’Marianne’. Hvad med det intrikate familiedrama, de utrolige præstationer navnlig fra børneskuespillerne og den sobre samfundskritik af vores kollektive indifferens over for »hysteriske« kvinder, stofmisbrugere og mentalt sindslidende?

Tager man de briller på, bærer ’Bly Manor’ stolt arven fra ’Hill House’ videre. Men det mest interessante er nu alligevel, hvordan den nye sæson afviger fra den forrige.

Det handler om Familien

Mens Crain-familien bliver konfronteret med dens traumer i form af spøgelser i de mest udsatte og desperate øjeblikke, hænger de levende døde over Bly Manors beboere som en uvelkommen logerende.

Gennem refleksioner fra spejle og vinduer hjemsøgersilhuetten af Danis forlovede i seriens første halvdel hende konstant. Seeren bombarderes med hans lysende brilleglas til det punkt, hvor den gyselige skygge fuldkommen mister sin faretruende brod.

Og måske er det netop pointen.

‘The Haunting of Bly Manor’.

The Bent-Neck Lady fra ’Hill House’ ankommer i form af jump-scares, ikke blot på grund af effekten, men fordi det er tematisk passende for serien. Hun repræsenterer det yngste barn Nells paralyserende angstanfald i øjeblikke, hvor hun mister kontrollen fuldstændig. Danis afdøde forlovede er derimod som forstyrrende hvid støj, et konstant påmindelse om hendes fortsatte eksistens og den fortid, hun så desperat flygter fra.

I fjerde afsnit, ’The Way It Came’, finder vi ud af, at hun blev presset ud i giftermålet af en anmassende barndomsven og en konservativ, forbitret mor. Da hun slår op med sin forlovede kort før brylluppet, bliver han prompte kørt ned, og de skinnende brilleglas er vitterligt forlygtelyset fra lastbilen, som maser ham under køleren. Men det er ikke blot skyldfølelsen over hans død, som tynger Dani. Gartneren Jamie vækker noget i hende, og mindet om den forlovedes sidste øjeblikke reflekterer hendes iboende selvhad forbundet til hendes seksualitet. 

Serien foregår i slut-80’erne – midt under AIDS-krisen og Reagans glorificering af USA’s forstadskernefamilie – og selvom homofobiens grimme ansigt aldrig viser sig, er det afgørende for tematikken bag ’Bly Manor’, at Danis romance er queer, et segment af befolkningen, der især dengang måtte finde tryghed hos en funden familie.

Og som Dominic Toretto fra ’Fast and Furious’-filmene ville grynte: »It’s all about family«.

Mike Flanagan vender tilbage til emnet gang på gang i sine film. Flanagan er ganske vidst kun krediteret som manuskriptforfatter og instruktør på første afsnit, men som serieskaber mærker man straks, at ’Bly Manor er hans hjertebarn. Fra hans tidlige film ’Oculus’ om en bror og søster, der prøver at forstå deres forældres brutale skæbne, over hans ambitiøse adaptation af ’Doctor Sleep’, hvor Danny Torrance stadig lever i skyggen af sin alkoholiserede far Jack, til netop ’The Haunting of Hill House’.

‘Hill House’ handlede om vores forhold til vores biologiske familie, ’Bly Manor’ handler om at skabe sin egen.

Kærlighed over for manipulation

Outsiderne i ’Bly Manor’ er efterladte og alene. Landsbyens ungkarl nummer ét, Owen, lever for sin døende mor, som langsomt forsvinder til demens. Jamie blev som barn forladt af en mor, kendt som byens skøge, og en far, der forsvandt i sit arbejde som minearbejder. Og Hannah, der viser sig at have været død fra første scene, har levet for at tjene andre, siden hendes mand forlod hende for en anden kvinde.

Alle er tynget af tabets altomfavnende skygge, og alle tyer til håbløst midlertidige løsninger – Dani tildækker spejlene, mens Jamie har begravet hovedet i mulden og de pålidelige planter. Men da gruppen finder sammen over vin og delte traumer, kan de begynde at hele deres dybtliggende sår. Dani kan således først give slip på sin skyldfølelse og omfavne sin seksualitet, da hun brænder sin forlovedes brillestel. Og hun kan kun gøre det gennem den kærlighed og det bånd, hun opbygger med de andre.

På den anden side af mønten eksisterer to af seriens spøgelser, Peter og Rebecca. Et år inden Dani ankommer til Bly Manor, smigrer Henrys arrogante assistent Peter sig mellem benene på husets daværende barnepige Rebecca. Selvom han er inkarnationen af udtrykket ’giftig maskulinitet’, er hans behov og ønsker lige så basale som alle andre i serien. Han vil blot elskes og skabe den familie, som han aldrig selv havde – med en person, der er lige så snusfornuftig og viljestærk som ham selv.

‘The Haunting of Bly Manor’ (Foto: Eike Schroter/Netflix)

Men da han myrdes på Bly Manors grund, bliver hans manipulerende kærlighed til Rebecca i efterlivet til en besættelse om at eje hende. Som genganger narrer han Rebecca til at drukne sig selv i godsets sumpede sø. I Peters hoved er det den eneste måde, hvorpå de to elskende igen kan være sammen.

I stedet for at være sammen på lige fod som han lover hende, finder Rebecca sig opslugt i Peters minde, hvor han igen og igen tager poloraid-billeder af hende med det tomme ord »smuk« gentaget, indtil både handlingen og ordet står tilbage som en pervers, fornedrende straf snarere end en kærlighedserklæring mellem elskere.   

Sort-hvidt gys

Peter Quint er dog ikke det eneste sadistiske spøgelse, som hjemsøger godsets disede have og imponerende brystværn. I en metakommentar til bogen myrdes Peter, der også er antagonisten i Henry James’ roman, mere eller mindre tilfældigt af The Lady of the Lake, som slæber mudrede fodspor gennem huset og sine ofre ned i en vandgrav.

I løbet af hele serien bygges der op til hendes ankomst som en usagt trussel. Den lillefrueagtige pige Flora advarer Dani om, at hun ikke må forlade sit værelse om natten og har en dukke af det ansigtsløse spøgelse. Da Flora og Miles i ét af seriens mest forstyrrende øjeblikke lukker Dani inde i et klædeskab, prøver de simpelthen blot at skjule hende fra monstret. De har allerede set, hvilken grufuld skæbne der overgik Peter.

I seriens syvende afsnit, ’The Two Faces, Part Two’, konfronteres både Dani og seeren dog endelig med det mystiske spøgelse i et jump-scare, der er så voldsomt, at man kan mærke skelettet forlade ens krop af skræk (så meget for at serien ikke er uhyggelig).

Victoria Pedretti i ‘The Haunting of Bly Manor’.

Det efterfølgende afsnit, ’The Romance of Certain Old Clothes’ udspiller sig som en gammel sort-hvid gotisk gyser i en vidunderlig homage til Jack Claytons adaptation af James’ værk, ’The Innocents’ fra 1962. The Lady of the Lake viser sig at være en adelsfrue fra det 17. århundrede ved navn Viola, som nægtede at lade sig kue af en dødelig lungesygdom. Da hun efter sin død efterlades på søens bund med alle sine fine klæder og smykker, går hendes spøgelse igen og igen op til godsets soveværelse for at finde den datter, hun ikke længere kan huske, og dræber alle på sin vej i ren vrede og afsavn.

Her kan serien med rette anklages for at blive lige lovlig langhåret i forsøget på at forklare et så flyvsk koncept som efterlivet. Når Violas sorg i døden tvinger andre, der dør på Bly Manor, til at gå igen, og serien smider Nolan-lignende koncepter som drømmehopning i ansigtet på seeren, kan det hele hænge én ud ad halsen. Og med kalejdoskopet af tragedier snarere end den første series fokus på ét centralt mysterium som den røde dør, skal man da også holde tungen lige i munden for at følge med.

Kærligheds- eller spøgelseshistorie?

Alligevel formår Mike Flanagan og hans hold af kyndige instruktører og manuskriptforfattere at binde de centrale konflikter sammen. Hannah, der i seriens måske bedste afsnit ’The Altar of the Dead’, nægter at se sin død i øjnene, Flora og Miles’ bearbejdelse af deres forældres pludselige død, Violas vrede over at være blevet efterladt, Peter og Rebeccas makabre affære i efterlivet og ikke mindst Dani og Jamies spirende forhold: Alle handler om, hvordan vi mindes hinanden i livet som i døden.

I seriens sidste afsnit, ’The Beast In the Jungle’, ofrer Dani sig selv ved at tage Viola ind i sig og frigør dermed husets mange spøgelser og Flora, der befinder sig i hendes klamme favn på vej ned mod sin egen vandgrav. Men i stedet for at slutte her fortsætter afsnittet ufortrødent. Dani ved, at hun med årene vil ædes indefra af spøgelsets indflydelse. Alligevel vælger hun at starte et liv med Jaime – »en dag ad gangen«, som hun siger. Da hun mærker, det er tid, begår hun selvmord, for at Viola ikke længere kan skade nogen.

(Foto: Eike Schroter/Netflix)

Da Jaime først bejler til hende, viser hun Dani en helt speciel måneblomst, som er utroligt svær at dyrke, og hvis blomster dør efter blot én nat. Dani fastholder, at deres blændende skønhed retfærdiggør alt arbejdet. Hvor Peter og Viola insisterer på at holde fast i livet for deres egen skyld, gransker serien, at det ikke er livet i sig selv, så meget som det er minderne, vi skaber sammen med andre, som gør det værd at holde fast i og fejre.

Så meget desto mere er rammefortællingen, hvor en midaldrende Jaime fortæller den nygifte brud Flora sin historie, hjerteskærende. Flora, der for længst har glemt sit ophold i Bly Manor til tidens og hukommelsens nådige tand, bemærker, at historien ikke er en spøgelseshistorie, men en kærlighedshistorie. »Det har du måske ret i«, replicerer Jaime. »Men de to er ofte det samme«.

’The Haunting of Bly Manor’ kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af