Peter Jacksons ‘Ringenes Herre’-trilogi kan bryste sig af et af nyere tids mest elskede ensemble-casts, men stod det til James Corden, havde den britiske komiker og skuespiller indtaget en af filmens væsentligste roller.
I en ny episode af podcasten ‘Happy Sad Confused’ fortæller ‘The Late Late Show’-værten nemlig, at han for mere end 20 år siden gik til audition til rollen som den loyale, hjertevarme hobbit Samwise Gamgee.
»Hver eneste person i London gik til audition til ‘Ringenes Herre’. Alle. Jeg gik til audition til rollen som Samwise. Jeg lavede endda accenten og det hele!«, mindes Corden i podcasten.
»To af mine venner var med, og vi blev alle kaldt tilbage dagen efter, og så blev vi kaldt tilbage dagen efter igen. Og så blev ingen af os kaldt tilbage efter det«.
Corden fortæller desuden, at det efterfølgende gjorde en smule ondt at se ‘The Return of the King’, fordi den tredje film i rækken inkluderer de scener, han i sin tid fremførte til sin audition.
»Jeg nød filmene lige indtil den sidste, og så var jeg sådan: Ok, jeg tror, jeg har set den her – jeg burde have set ‘Love Actually’ i stedet for«.
Rollen som Frodos tro følgesvend gik som bekendt til Sean Astin, der siden har gjort sig bemærket som blandt andet et af højdepunkterne i anden sæson af ‘Stranger Things’.
Corden annoncerede tidligere i år, at han i sommeren 2023 trækker sig som vært på ‘The Late Late Show’ efter otte et halvt år på posten.