’House of the Dragon’ vs. ’Ringenes herre’: Fantasykampens første runde har en meget klar vinder

Ud fra kriterier som seertal, online-buzz og kvalitet undersøger vi, hvem der trak sig sejrrigt ud af årtiets streamingduel: Mellem HBO’s ’House of the Dragon’ og Amazons ’Ringenes herre: Magtringene’.
’House of the Dragon’ vs. ’Ringenes herre’: Fantasykampens første runde har en meget klar vinder
'Ringenes herre: Magtringene'. (Foto: Matt Grace/Prime Video)

Der var lagt i ovnen til det helt store fantasyopgør, da to af de største og dyreste seriesatsninger nogensinde fik premiere med få dages mellemrum: ’House of the Dragon’ og ’Ringenes herre: Magtringene’.

Begge serier har kostet en formue og er tiltænkt som monumentale søjler i deres respektive tjenesters ambition om at stå stærkt i den verserende streamingkrig, med adskillige sæsoner på tegnebrættet og muligheden for yderligere spinoffs og franchiseekspansion.

I oktober sluttede første sæson af både HBO’s ’Game of Thrones’-prequel og Amazon Prime Videos Tolkien-spinoff så. Og det vil måske være en tilsnigelse at sige, at vi nu har 100 procent klarhed over, hvilken af serierne der klarede sig bedst, men vi har i hvert fald et slags billede af konklusionerne.

Her kigger vi på, hvordan det gik de to fantasyeposser ud fra kriterierne seertal, buzz, kvalitet og fremtidsperspektiv.

Seertal

Som mange nok vil vide, er seertal en uigennemsigtig størrelse i disse streamingtider, hvor tjenesterne er temmelig lunkne over for at dele ud af de konkrete tal – og som hovedregel kun gør det, når de har noget positivt at berette.

Efter premiererne brystede HBO og Amazon sig begge af rekorder. Prime Video fortalte, at 25 millioner mennesker havde set ’Ringenes herre’ (hvor meget af den er uklart) internationalt, hvilket gjorde den til tjenestens største premiere nogensinde.

HBO Max kunne melde ud, at 10 millioner så første afsnit på premieredagen alene i USA, den bedste premiere for en ny serie nogensinde. Seertallene overgik også alle hidtidige tal for en ny premiere i Danmark og Norden, lød det herhjemme.

USA’s svar på Gallup, Nielsen, anslog, at drageserien blev set af 14,5 mio. mennesker de første fire dage efter premieren i USA, mens ringene opnåede 12,6 millioner de første fire dage.

Altså en stærk start for begge serier, men efterhånden virker det til, at ’House of the Dragon’ har trukket fra. I anden halvdel af sæsonen har HBO meddelt, at 29 millioner i snit så med på hvert afsnit alene i USA (til sammenligning så 19 millioner med på ’Euphoria’ sæson 2), og interessen er vokset tre til fem procent fra uge til uge – usædvanligt.

‘Ringenes herre: Magtringene’ afsnit 8. (Foto: Prime Video)

’Ringene’ overgik i starten ’Dragon’ i Nielsens opgørelse af streamingforbrug, hvor de tæller antal af minutter set. Første afsnit blev set 1,25 milliarder minutter mod ’Dragon’s 781 minutter (vel at mærke uden dem, der ser HBO på kabel/flow-tv, og det gør en del i USA). Men billedet skulle vende. Ifølge Parrot Analytics slog ’Dragon’ faktisk ’Ringene’ allerede midt i sæsonen, når man kigger på completed views, altså hvor mange der rent faktisk ser et helt afsnit. Her havde dragen 9,9 millioner mod ringenes 9,5 – og det var altså uden kabel/flow-tallene!

’Dragon’ rundede i løbet af september en milliard minutter per afsnit og slog her for første gang tallet for ’Ringene’, der faldt let fra uge til uge. HBO har tilmed annonceret, at i 63 lande i Europa, Latinamerika og Asien er ’Dragon’ større, end ’Game of Thrones var’. De har dog ikke løftet sløret for konkrete tal i disse regioner.

Det allermest interessante er måske, at Amazon har været forbløffende tavs i forbindelse med afslutningen på sæson 1 af ’Ringenes herre’. Når man ved, hvordan tjenesterne gerne offentliggør deres rekorder og understreger deres succeser, er det slående, at de ikke har fulgt op på den begejstrede rekordannoncering fra premieren. Et tegn på, at interessen for serien er dalet så meget undervejs, at der ikke er det store at prale med?

Det kan man jo i hvert fald mistænke – og finde opbakning til formodningen i næste punkt:

Buzz

Mens seertallene er komplicerede, er det langt enklere at kåre en vinder, når det kommer til den generelle buzz omkring serierne, som selvfølgelig især måles på engagement på internettet og sociale medier.

De fleste med en tilstedeværelse på TikTok eller Twitter vil nok have en fornemmelse af, at ’House of the Dragon’ har domineret over ’Ringene’, og det understøtter analysebureauernes undersøgelser.

Parrot Analytics bruger en demand metric, hvor de måler efterspørgslen på serierne ud fra flere kriterier, som forbrug (jf. seertallene ovenfor), SoMe-omtale og Google-søgninger. Her stod ’House of the Dragon’ allerede midt på sæsonen dobbelt så stærkt som ’Ringenes herre’ både i USA og internationalt, fortæller analysebureauets Julia Alexander i podcasten The Town.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
@e1e4n0r5

#stitch with @hbomax Emma, please! You’re ☠️ us!! #emmadarcy #hotd #houseofthedragon

♬ original sound – e1e4n0r5

På Google har ’Dragon’ ramt en faktor 70 på Parrots skala, mens ’Ringene’ kun rammer en faktor 7-8 – et væsentligt kriterie i analysebranchen i streamingalderen. ’Dragon’ har også markant flere Twitter-følgere end ’Ringene’.

HBO har desuden fortalt, at den globale aktivitet på sociale medier omkring sæsonfinalen var 30 procent større end ved premieren, og finalen trendede på Twitter i 10 timer i streg på premieredagen.

Begge serier har trended langt mere på sociale medier end de fleste andre serier: ’Rings of Power’ havde i løbet af sæsonen ifølge Parrot 30,6 gange mere SoMe-aktivitet end gennemsnittet, ’House of the Dragon’ 54 gange mere.

Har man brug for en mere simpel bevisførelse for, at ’Dragon’ har smadret ’Ringene’ på online-buzz-faktoren, har jeg ét ord: Negroni.

Kvalitet

Kvalitet er naturligvis en subjektiv størrelse. Og selv de steder, hvor man kan få en objektiv fornemmelse af seernes vurderinger, kan være svære at stole på – der var således en del diskussion af, om ’Rings of Power’ blev review bombed som følge af kritikken af seriens casting af brune skuespillere til elver- og trolde-roller.

På Rotten Tomatoes har ’Ringene’ en publikumsscore på magre 39 procent, mens ’Dragon’ har 85 procent. På IMDb fører ’Dragon’ også stort med en score på 8,6 ud fra 235.000 stemmer, mens ’Ringene’ ligger på middelmådige 6,9 med 272.000 stemmer.

For begge serier gælder det, at de var sløve i optrækket. Med alle de forventninger, der gik forud, føltes de første afsnit af begge noget antiklimatiske.

De har begge kæmpet med, at de spiller the long game: De bygger universer og fortællinger op, som skal køre over måske fire-fem-seks sæsoner – mens mange seere måske har håbet på smæk for skillingen fra første færd.

‘Ringenes herre: Magtringene’ afsnit 8. (Foto: Prime Video)

’Ringene’ har især kæmpet med mange løsrevne fortællespor, som det var svært at fatte lige stor interesse for, mens ’Dragon’ har spillet højt spil med mange store tidsspring og udskiftning i karaktergalleriet.

Begge serier fik bedre fat mod slutningen, men ’Dragon’ dog temmelig meget stærkere end ’Ringene’. Tolkien-serien virkede til at gå fra ’uinteressant’ til ’måske kan det blive godt’, mens ’Dragon’ gik fra ’kæft hvor de snakker, og hvem er de egentlig’ til ’ooookay, nu begynder det jo at være ’Game of Thrones’-level fedt’.

Fremtidsperspektiv

Det behøver altså langt fra at være for sent for ’Ringene’ at blive et populærkulturelt must-see. Med afsløringen af Sauron i slutningen af sæson 1 vil plottet strammes til i de kommende sæsoner. Men der er noget at indhente – og det skal virkelig være det værd, hvis de, der er hoppet fra, skal indhente syv-otte timer fra første sæson, før de kan komme med på vognen.

For ’House of the Dragon’s vedkommende er der meget, der tyder på, at de er ovre den største hurdle. Hovedforfatterne har ærligt udtalt, at de var nervøse for, om de kunne slippe afsted med tidsspringene og ændringerne i rollebesætningen, samtidig med at de har forsikret alle om, at serien nu fortæller en koncentreret historie om Targaryen-familiens borgerkrig uden nye udskiftninger eller større tidsspring.

De har lavet et tight setup koncentreret om relativt få karakterer, og de kommende sæsoner tyder det på, at vi får afkastet på vores investering i den lange optakt.

‘House of the Dragon’ har mest indlysende en lovende fremtid, mens ’Ringene’ kommer til at skulle kæmpe mere for sagen.

Bundlinjen

Lige så gode – og opadgående! – seertal, markant mere buzz/engagement, en mere stram og medrivende fortælling og lysere fremtidsudsigter.

Det er svært at konkludere andet, end at ’House of the Dragon’ har savet ’Ringenes herre: Magtringene’ over i den direkte sammenligning.

Det betyder dog ikke, at ’Ringene’ er en fiasko. Serien er blevet set af rigtigt, rigtigt mange mennesker, og den har uden tvivl tjent det for Amazon afgørende formål at få folk ind på Prime Video.

Om serien så har været de flere milliarder dollars værd, den som verdens dyreste nogensinde har kostet, kan diskuteres – og kommer også an på, hvad succeskriteriet er. Amazon har bedre råd end HBO/Warner til, at en så dyr produktion bliver mindre end et gigafænomen, og den har stadig været et tilløbsstykke, der har fået nye kunder ind i butikken.

Men det altafgørende for streamingtjenesterne er derfra, at brugerne bliver hængende og betaler abonnement måned ud og måned ind. Og der er en undersøgelse fra Parrot Analytics bekymrende. Den viser, at der er større forligelighed mellem ’Dragon’-seernes præferencer og det generelle indhold på HBO Max end mellem ’Ringene’-seernes præferencer og det generelle indhold på Prime Video. Med andre ord: Der er mindre chance for, at Tolkien-fansene finder andre film og serier på tjenesten, de gider se.

’Magtringene’ er et meget dyrt gamble, der ikke helt er blevet det populærkulturelle fænomen, Amazon kunne have håbet på, men som stadig har tjent sin funktion.

Skal man kun kåre én vinder, er der dog ingen tvivl. Som Vulture skrev forleden: »The house always wins«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af