’Ringenes herre: Magtringene’ – hele sæson 1: Min indre hobbit er holdt op med at græde – trods alt

’Ringenes herre: Magtringene’ – hele sæson 1: Min indre hobbit er holdt op med at græde – trods alt
'Ringenes herre: Magtringene' afsnit 8. (Foto: Prime Video)

(Spoiler alert: Læs først når du har set første sæson af ‘Ringenes herre: Magtringene’ til ende)

Da jeg anmeldte de første to afsnit af ’Magtringene’, var jeg mildest talt ikke begejstret. »Min indre hobbit græder«, skrev jeg lidt højdramatisk i overskriften – og mente det sgu!

Jeg var som gammel Tolkien-fan skuffet over, at mit elskede Midgård var formidlet på en måde, som jeg fandt forhastet og kedeligt. Det hele var for tungt, for rodet, og timingen var slet og ret for dårlig. Jeg havde det grundlæggende ikke, som om jeg blev inviteret ind i en fortryllende ny verden, men i stedet var vidne til et kikset totalteater med folk, der havde klædt sig ud i underligt tøj og talte i højstemte replikker.

Anmeldelsen fik en blandet medfart på Soundvenues Facebook, hvor en fornuftig læser blandt andet indvendte, at man nok skulle se hele serien, før man fældede den endelige dom. Nuvel, tænkte jeg! Tidsmæssigt er det lidt det samme som at sige, at man lige skal slæbe sig igennem Peter Jacksons første film, før hans ’Ringenes herre’ bliver gode, men i princippet er jeg da enig. Man skylder serien at dømme den som samlet størrelse, så here we go:

Nu her ved vejs ende på første sæson er hobbitten i maven holdt op med at græde. Til gengæld har den taget sig en lur eller to under turen og har en gang eller fem overvejet at indstille rejsen.

I løbet af de sidste tre afsnit er den dog også vågnet og er begyndt at følge mere opmærksomt med. Måske nok mest af alt fordi seriens højstemte dramatik, der fortsætter med at lægge grundtonen, skurer mindre, i takt med at sæsonens klimaks nærmer sig.

Storladne dommedagsgloser falder trods alt mindre tungt, når dommedag rent faktisk synes nær – som det vitterligt var i afsnit seks, da Sydlandet henlægges i grumsmuk rædselsrød aske. Her er den nye sæson, indrømmet, virkelig flot. Ja, sågar storslået.

‘Ringenes herre: Magtringene’ afsnit 8. (Foto: Prime Video)

Det hele kulminerer i afsnittet ’Alloyed’ (sikke et velklingende ord, altså!), hvor det endelig viser sig, hvem den onde Lord Sauron i virkeligheden er.

Mange Tolkien-kendere (inklusive undertegnede) havde sat deres penge på Halbrand, fordi han i skikkelse passede bedst med Tolkiens beskrivelser af den onde fyrste på det tidspunkt. Men det taler alligevel til manuskriptforfatternes ære, at den formåede at lægge et ret godt røgslør ud helt til det sidste.

Og hov, hvad var nu det – følte den desillusionerede indre hobbit mon et stik i sit lille hjerte, da Halbrand rystede den sidste tvivl af sig? Er jeg mon alligevel begyndt at føle noget for den selvsamme mand, jeg med slet skjult irritation tidligere har kaldt »en bleg kopi af Aragorn«?

Jovist, flere karakterer har sneget sig ind i den hærdede hjertekule. Morfydd Clark har en indtagende, reel karisma som Galadriel, og Robert Aramayo som Elrond formår at give de glatte elvere noget menneskelighed, der understreges af blide panderynker og et velovervejet, ofte tvetydigt blik.

Jeg ser også frem til i sæson to at følge dværgene (der som de eneste har budt på noget tiltrængt comic relief), især den rapkæftede Disa (Sophia Nomvete), som er lidt af en favorit. The Stranger (Daniel Weyman), der i sæsonafslutningen finder talens brug og afslører sig som troldmand, kan også gå hen og blive en virkelig interessant karakter.

‘Ringenes herre: Magtringene’ afsnit 8. (Foto: Prime Video)

Om han er Gandalf, som serien antyder med henvisning til hans sødduftende vejvisernæse (ja, jeg har lært at se igennem fingre med de irriterende mange referencer til ’Ringenes herre’-filmene), vil tiden stadig vise. Det passer ikke helt tidsmæssigt med Tolkiens tidslinje, men hvem på nær de mest konservative fans går egentlig op i den slags? For det handler vel først og fremmest om at fortælle en god gribende historie, ikke sandt?

Og gør ’Magtringene’ så det sådan overordnet set? Tja. Det korte svar er: ikke rigtigt. Det lange er, at det virkelig afhænger af øjnene, der ser. Hvilket jo i sagens natur er sandt i dommen om alle kulturprodukter, men altså:

Undervejs slog det mig, at en 12-årig udgave af mig selv sikkert have elsket det univers, som ’Magtringene’ skaber.

Der er noget uskyldsrent og utroligt reelt over den bombastiske serie. Den kaster sig ublu over det højstemte, det corny og det næsten barnligt naive, som der er masser af i Tolkiens univers. Og den kræver af sin seer, at man kaster sig ud i eventyret med samme naivitet, oprigtighed og – har jeg lyst til at sige – barnlighed. Uden at gå for højt op i kedelige detaljer som fortællerytme, timing og whatnot.

Og det hele kulminerer da smukt i skabelsen af de tre elverringe. Man skal være en ualmindeligt hårdhjertet gammel fantasy-elsker for ikke at føle en vis fryd over at være til stede ved så ikonisk øjeblik i Midgårds skabelsesberetning.


Kort sagt:
’Magtringene’ er en meget ujævn serie, der dog giver mere frem mod slutningen til de stædige, åbenhjertige Tolkien-fans, som stadig skulle se med.

’Ringenes herre: Magtringene’. Serie. Skabere: J.D. Payne og Patrick McKay. Medvirkende: Morfydd Clark, Robert Aramayo, Markella Kavanagh. Premiere: Kan ses på Prime Video
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af