’Ringenes herre: Magtringene’ – de første afsnit: Min indre hobbit græder over Amazons mastodontserie

’Ringenes herre: Magtringene’ – de første afsnit: Min indre hobbit græder over Amazons mastodontserie
'Ringenes herre: Magtringene'. (Foto: Ben Rothstein/Prime Video)

Det kan lyde helt religiøst og på grænsen til det fanatiske. Men jeg blev altså genfødt, da jeg som 12-årig så Peter Jacksons ‘Ringenes herre: Eventyret om ringen’ i biografen for første gang.

Da Frodo rejser sig i Kløvedal og erklærer, at han vil føre ringen til Mordor, ramte jeg mit eget point of no return:

Fra en retningsløs drømmer uden nævneværdige interesser forvandledes jeg til en über-nørd, der brugte alle sine lommepenge på biografen og forskellige udgaver af ‘Ringenes herre’, som blev læst igen og igen.

Jeg lærte engelsk blot for at forstå originaludgaverne og kæmpede mig igennem Tolkiens bagkatalog af knudrede mytologier og afsindige persongallerier (lad mig høre dig sige Fëanor, Finrod, Fingon). Jeg fandt nye nørdede venner (selv vores dansklærer kaldte os ‘Hobbitterne’!) og havde generelt følelsen af at have fundet min plads i tilværelsen.

Alt det startede med Peter Jacksons film, og jeg elsker dem for det. Fordi de, med deres gennemarbejdede og tydeligt begejstrede tolkning af Tolkiens bøger, viste mig og en hel generation vej ind i en fortryllende verden, som vi måske ikke ellers havde fundet.

Så meget desto mere knuser det mit gamle fantasy-hjerte at måtte sige det: To afsnit inde i ’Ringenes herre: Magtringene’ er jeg noget skeptisk over for den nye mastodontsatsnings evne til at blive Midgårds-vejviser for andre unge hobbitter in spe.

‘Ringenes herre: Magtringene’. (Foto: Ben Rothstein/Prime Video)

Udgangspunktet virker ellers ikke helt dumt. Serien foregår i Den Anden Alder, flere tusinde år før begivenhederne i ’Ringenes herre’ finder sted, da de såkaldte magtringe blev smedet.

Kendere af Tolkien vil vide, at han som forfatter og univers-bygger var meget grundig, men sjældent blev rigtigt færdig med noget som helst.

Det skaber god grobund for, at andre subcreators (Tolkiens eget omdiskuterede begreb) kunne tage over og bygge videre. Og Den Anden Alder er en ideel tidsperiode at slå sig løs i: Sparsomme skitser og omskrivninger efterlader huller nok at udfylde og masser af plads til leg med elementerne. 

Det udnytter de to showrunners J.D. Payne og Patrick McKay lystigt. I løbet af de første afsnit hiver de deres publikum med over stok og sten, rundt på Midgårdskortet, for at vise alt det frem, de har hittet på og hevet ud af Tolkiens skriblerier.

De viser, hvordan harfoots (forløbere til hobbitterne) har boltret sig som små naturtosser i skovhuler, og hvordan overdådige dværge- og elverriger som Khazad-dûm, Eregion og Lindon har set ud i deres storhedstid. De ser for sig, hvordan et spirende venskab kunne udvikle sig mellem en krigerisk Galadriel og en diplomatisk Elrond. De forestiller sig de første troldmænd styrte ned som kometer og kærlighed, der spirer mellem en ung skovelver og en menneskekvinde i de før lidet udforskede nordlige egne.

‘Ringenes herre: Magtringene’. (Foto: Ben Rothstein/Prime Video)

Det hele sker i huj og hast, og undervejs undrer jeg mig over, hvorfor man dog ikke sætter farten ned.

Jeg mener: Hvorfor ikke udnytte det, der nu engang er det lange serieformats force? Hvorfor så mange dramatiske optrin og hurtige skift mellem oceaner af fortællespor, når vi nu endelig har med et format at gøre, der rent faktisk kan yde Tolkiens store, langsomme univers retfærdighed?

Første sæson har angiveligt kostet svimlende 465 millioner dollars, og det er tydeligt, at man har bestræbt sig det episke og storslåede. Kulisserne er sikkert rigtigt flotte, men det er ærligt talt svært at sætte pris på, når man jappes igennem, og når det hele udfolder sig på en hjemmeskærm. Her vejer gode replikker og grundig karakteropbygning langt tungere, og det er derfor svært ærgerligt, at ingen af delene tilsyneladende har været fokusområder.

Efter to afsnit i selskab med Galadriel (Morfydd Clark), der får mest skærmtid, føler jeg mig komplet ligeglad med hendes videre skæbne. Én ting er, at serien vrimler med væsner, jeg skal tage stilling til. En anden er, at mange af dem slet og ret virker kedelige!

En uforholdsmæssig stor del af spilletiden er for eksempel givet til glatte, alvorlige elvere, der er svære at føle for og med. Forestil dig lige, hvordan turen til Mordor havde været, hvis Orlando Blooms Legolas og ikke Frodo havde meldt sig til at destruere herskerringen!

‘Ringenes herre: Magtringene’. (Foto: Ben Rothstein/Prime Video)

Og det letter altså ikke på humøret, at serien sender mange hilsner til Jacksons hovedværker. Den leg blev jeg færdig med allerede i ‘Hobbitten’! Jeg bliver træt, ikke opløftet, når en ung Elrond næsten ordret citerer Boromir.

Og jeg irriteres af et soundtrack, der lægger sig tæt op ad Howards Shores ikoniske score og klægt over tunge replikker. Evigtung orkestermusik og opsvulmede dommedagsreplikker er nu engang blevet lyden af start-00’erne.

Her rammer vi måske øksen på ringen i forhold til en hovedudfordring. Den spritnye serie virker som noget fra, ikke om en anden tid! Om end den er mere CGI-glat at se på (hvilket ikke hjælper!), og karaktergalleriets farvepalet er opdateret til en virkelighed anno 2022.

Meget vand er strømmet igennem Anduin-floden siden Jacksons ‘Ringenes herre’, der trak tæppet væk under mig og mange andre, fordi den ikke lignede noget andet.

‘Ringenes herre: Magtringene’ er kommet til verden i en virkelighed, hvor nye serier, og ikke mindst fantasy-serier, har sat andre standarder. Tænk på de første sæsoner af ‘Game of Thrones’ og nu den noget mere vellykkede prequel ‘House of the Dragons’. De har lært os, at fantasy føles mest ægte, når folk i dem taler, horer og slås som rigtige mennesker.

Ikke at der skal gå vold og sex i Midgård, men det er nu alligevel, som om den nye serie, der er 00’er-glat i billede, lyd og sin flade karakteropbygning, ikke helt forholder sig til, at verden – for at citere Galadriel – altså har forandret sig.

Der er seks afsnit endnu i første sæson, og jeg nærer et spinkelt håb om, at ’Magtringene’ alligevel formår at vise vej ind det fortryllede Midgård – i det mindste for nogen, der ikke har stødt på det før eller der, som harfoots, har gemt sig i jordhuler.


Kort sagt:
‘Ringenes herre: Magtringene’ er indtil videre en dramaturgisk og stilistisk kedelig omgang, der efterlader et Tolkien-blødende hjerte iskoldt.

Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.

’Ringenes herre: Magtringene’. Serie. Skabere: J.D. Payne og Patrick McKay. Medvirkende: Morfydd Clark, Robert Aramayo, Markella Kavanagh Premiere: 2. september på Prime Video
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af