Et af de mest omdiskuterede spørgsmål i moderne filmhistorie er, hvorvidt der mon ikke også var plads til Leonardo DiCaprio på den flydende vragrest i ‘Titanic’, som Kate Winslet optog.
Spørgsmålet har fulgt instruktør James Cameron lige siden, og for nylig lavede han en videnskabelig undersøgelse, der beviste, at Jack (DiCaprio) havde været død uanset hvad.
Men hvor det fra Camerons synspunkt mere handlede om at få redet trådene ud fra et filmisk/stolthedsmæssigt perspektiv, var datidens tabloidpresse direkte ondskabsfulde over for Kate Winslet, fortæller hun i podcasten ‘Happy Sad Confused’.
»Jeg var åbenbart alt for tyk«, sagde hun. »Hvorfor var de så onde imod mig? Jeg var ikke engang fucking tyk!«, fortsatte hun med reference til under- og overtoner, der indikerede, at Winslet fyldte for meget til, at DiCaprio også kunne være på vraget.
»Jeg ville have sagt til journalister, jeg ville have svaret igen, jeg ville have sagt: ‘Du vover ikke at behandle mig sådan her. Jeg er en ung kvinde, min krop ændrer sig, jeg er ved at finde ud af det hele, jeg er dybt usikker, jeg er rædselsslagen, lad være med at gøre det hårdere, end det i forvejen er’. Det er mobning, du ved, og faktisk borderline krænkende, ville jeg mene«.
I et tidligere interview med The Sunday Times fortalte Winslet, hvordan folk ville ringe til hendes agent, da hun var yngre, og høre, hvordan det stod til med hendes vægt i forhold til roller.
Mens tabloidpressen dengang var modbydelige over for den nu 47-årige skuespiller, kommenterer hun med sympati for de unge skuespillere, der bliver udsat for det samme i dagens mediebillede, hvor skandaler og andet kan ramme internettet på få minutter.
»Det var hårdt nok i forvejen at modtage de skide ‘Verdensnyheder’ på mit dørtrin, men det var ingenting i forhold til nu«, sagde hun og fortsatte:
»Den ting, du gjorde, da du var fuld og åndssvag? Det kommer nok tilbage og hjemsøger dig. Det at være på dupperne for unge skuespillere er bare en helt anden ting. Det må være ekstremt hårdt«.
Kate Winslet er lige nu aktuel i en anden James Cameron-film, nemlig ‘Avatar: The Way of Water’, som kan ses i biografen nu.