Et af den moderne filmhistories mest omdiskuterede spørgsmål er, om Jacks (Leonardo DiCaprio) død i ‘Titanic’ virkelig var nødvendig.
Var der ikke plads til to personer på den vragdel, som Rose (Kate Winslet) i sidste ende flyder væk på, mens Jack går under i det iskolde vand?
Spørgsmålet har fulgt instruktør James Cameron siden filmens premiere i 1997, og nu har han én gang for alle ønsket at tilbagevise påstanden.
Til The Toronto Sun (via Deadline) fortæller han, at han har udført et videnskabeligt eksperiment, der beviser, at Jack ikke havde overlevet, hvis han havde trukket sig selv op på den flydende dør.
»Vi har foretaget en videnskabelig undersøgelse, der skal mane diskussionen i jorden én gang for alle. Vi har gennemført en grundig undersøgelse med en ekspert i hypotermi, som har reproduceret tømmerflåden i filmen. Det er der kommet en lille special ud af, som udkommer til februar«, fortæller Cameron og fortsætter:
»Vi brugte to stuntpersoner, som havde samme vægt som Kate og Leo, og vi satte sensorer over alt på og indeni dem, hvorefter vi placerede dem i isvand for at se, om de kunne have overlevet gennem en række forskellige metoder. Svaret var, at det var umuligt, at de begge kunne have overlevet. Kun den ene kunne overleve«.
Cameron har tidligere fortalt, at Jacks død desuden var nødvendig af dramaturgiske årsager, så den ene måtte ofre sig for den anden.
Tv-programmet ‘Mythbusters’ har tidligere taget sagen under behandling og kom frem til en noget anden konklusion, nemlig at både Jack og Rose kunne have overlevet.
Til februar udkommer der en special om ‘Titanic’ på National Geographic, mens filmen også får re-premiere i udvalgte biografer i en 4K-version.
Indtil da kan du opleve James Camerons nyeste spektakel, ‘Avatar: The Way of Water‘, i biograferne.