Thanos og Marvel kan godt pakke sammen.
Sådan lyder det fra James Cameron, der er stærkt overbevist om, at de visuelle effekter i den kommende ‘Avatar: The Way of Water’ efterlader de spandexklædte superhelte i støvet.
»Jeg vil bare lige sige til at starte med, at jeg ikke kommer til at disse Marvel eller DC«, begyndte Cameron i et nyt interview med ComicBook.com. Og her skal der selvfølgelig indsættes et ‘men’.
»Naturligvis har de store tegneseriefilm styret hele industrien. Teknologiens fortsatte udvikling løfter os alle sammen. Det giver dig kunstnere af højere kvalitet, flere redskaber og plug-ins og kode. Du har flere talentfulde kunstnere derude, som skriver kode«.
I den sammenhæng var James Cameron dog ikke bleg for at sige, at hans hold hos Peter Jacksons WETA Effects var klart de bedste lige nu:
»Industrial Light & Magic laver noget fantastisk arbejde, men i forhold til de følelsesladede ansigtsudtryk, som vi laver … Thanos? Kom nu. Slap nu af. Du så ‘Avatar: The Way of Water’. Det er ikke engang tæt på. Det var det WETA lavede«.
Hele interviewet kan ses her:
Det er ikke første gang, at den 68-årige canadier har haft sigtekornet på Marvel og DC, da han i et interview med The New York Times i sidste måned mente, at karakterne i superhelteuniverset simpelthen opførte sig for barnligt – i betragtning af at flere af dem har børn.
I forhold til de visuelle effekter hos Marvel, kan der være noget om snakken, da selskabet har fået stor kritik for behandlingen af deres VFX-kunstnere, der ofte har følt sig presset til at skulle færdiggøre effekter på for kort tid.
Nu varer det ikke længe, før det danske publikum selv kan opleve effekterne i ‘Avatar: The Way of Water’. De første reaktioner er i hvert fald kommet, og det ser lovende ud, hvis man vælger at sætte sin lid til de amerikanske kritikere.
‘Avatar: The Way of Water’ får dansk biografpremiere den 14. december.