Taylor Sheridan er en af serielands store konger i de her år, ført an af hans serie ‘Yellowstone’, der er den mest populære flow-serie i USA i disse år, og siden ‘1883’ og ‘Tulsa King’.
Snart er han aktuel med den ventede Yellowstone-spinoff ‘1923’ med Harrison Ford og Hellen Mirren, og nu afslører han så, at han har endnu en stor serie i støbeskeen. Faktisk er den allerede optaget.
»Jeg vil ikke røbe noget, for jeg har en serie, som ingen kender meget til, som jeg næste er færdig med at indspille«, siger han i et interview med Deadline.
»Den har formentlig fire af de største nulevende filmstjerner med, og vi har holdt det for os selv«, fortsætter han.
Og så kan gættelegen jo begynde i forhold til, hvem disse fire filmstjerner er, for »fire af de største« kan jo gradbøjes i nogen grad. Jeg tvivler for eksempel på, at han taler om Leonardo DiCaprio, Dwayne Johnson eller Tom Cruise, som måske objektivt set er klodens største nulevende filmstjerner.
Mon ikke vi er ude i nogen fra den ældre generation? Robert Redford skulle oprindeligt have været med i ‘Yellowstone’, kom det frem forleden. Måske Meryl Streep er et bud, som ville passe ganske udmærket til Sheridans westernuniverser?
Hvis serien stort set er indspillet, får vi nok snart mere at vide. Sikkert er det, at Sheridan – der slog igennem som manuskriptforfatter på ‘Sicario’ og ‘Hell or High Water’ – virker ustoppelig i øjeblikket.
Sheridan har en fast aftale med Paramount, hvilket betyder, at hans serier herhjemme kan ses på SkyShowtime.