’Dansegarderoben’: Alle spiller så godt i Ditte & Louises nye TV 2-serie, at man sender tankerne mod ’Matador’
Det er bare to et halvt år siden, Sofie Linde fik sexisme på arbejdspladsen sat på dagsordenen. »Vi må have et opgør med kulturen!«, sagde vi alle sammen, mens vi kvinder endelig fik fortalt hinanden de sindssyge arbejdslivshistorier, vi slæber rundt på i bagagen.
Men der er noget, der får arbejdspladser som TV 2 til at virke som vuggestuer: Og det er 1970’erne. Ditte Hansen og Louise Mieritz’ nye serie ’Dansegarderoben’, der sjovt nok udkommer på TV 2, er et hylende morsomt sociologisk studie af, hvordan det er at tjene sine penge et sted, hvor mænd tager én på brysterne med den ene hånd og løndumper én med den anden, mens man i øvrigt får at vide, man skal holde kæft eller skifte til bikini.
Men det er også et portræt af en særlig brydningstid, hvor piberygende kvinder begynder at organisere sig i baggårde og tale om at vælte patriarkatet.
Serien handler om otte kvinder, der hyres af Cirkusrevyen som dansepiger. Hver især kæmper de deres egen lille kønskamp. Ulla-Berit opdrager sin lille søn alene, mens alderen trykker over brystet som et dansekostume syet til en anden.
Joy er det største talent, men kæresten derhjemme vil, at hun skal bruge sin tid på at støvsuge og føde. Og Sussie lever i et voldeligt ægteskab – fysisk såvel som psykisk – og hun må gøre, hvad hun kan for at spare sammen til en lillebitte lejlighed til hende og hendes (afsindigt nuttede) datter, så de kan flygte fra slagene og frygten for dem.
Desværre er Dirch Passer (Andreas Bo) i livskrise og har forladt revyen, og det sætter stort pres på Preben Kaas (Anders W. Bertelsen i en djævelsk pragtpræstation), der pludselig må løfte underholdningen uden Danmarks største stjerne. Dansernes løn skæres, før Kaas’ daglige whisky tages af bordet.
Derfor er der også rigeligt med protestsange på lydsporet, og det er tydeligt, at serieskaberne Ditte & Louise vil løfte den feministiske arv, som har dannet grobund for deres eget brand. Den kønskritiske komikerduo bag serien ’Ditte og Louise’ samt filmen ’Ditte og Louise’ træder nu lidt i baggrunden i ’Dansegarderoben’, hvor de fortsat har sylespidse roller som kvinder, man kan elske at hade. Men serien bærer heldigvis stærkt præg af deres komiske fandenivoldskhed og livskløgt.
Samtidig er ensemblet så propfyldt med nogle af Danmarks bedste skuespillere samt upcoming stortalenter, der alle som én præsterer så godt, at man sender tankerne mod ’Matador’.
Selv Søren Sætter-Lassen i en lille rolle som skrædder brillerer i sit korte øjeblik på skærmen som hylende diva, der hysterisk fatshamer samtlige dansere, mens han kæler for lyserød silke, som var det et samleje på ecstasy. There are no small parts. Lige så velcastet er Mille Lehfeldt, der på galningevis ydmyger og mobber de andre dansere i garderoben, så man hulkende må indbygge tissepauser under seriehyggen.
Man behøver ikke være politisk bevidstgjort for at grine, når Louise Mieritz’ rædsomme koreograf Tulle nedgør alle danserne for deres fede lår og slaskede bryster, ligesom det i sig selv også er hjerteskærende medrivende at følge Marie Bach Hansens (der om nogen kan bære en hel serie på sine skuldre) kamp for overlevelse i et voldeligt parforhold.
Det spilles så autentisk af Jakob Oftebro og Bach Hansen, at man reelt føler, man forstår, hvad der sker, når mænd nedbryder kvinder.
Det eneste dårlige ved ’Dansegarderoben’ kan meget vel ende med at være parykkerne, som ligner noget, man har skrabet sammen på et SU-budget til en udklædningsfest.
Ellers kommer serien så godt fra start, at jeg tror på, vi allerede kan sidde med én af de bedste produktioner i år. Men det må tiden vise.
Kort sagt:
Med ’Dansegarderoben’ cementerer Ditte Hansen og Louise Mieritz, at de er nogle af de største historiefortællere herhjemme. Det er stadig kvindelivet, der er centrum for dramaet og den knivskarpe satire, men skuespillerne viser alle som én det ypperste af, hvad deres talent kan bære – også i danseskoene!
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.