‘Ditte og Louise’

Jeg prøver at komme i tanker om, hvornår dansk komik sidst præsterede noget, der fik mig til at grine højt. Måske var det for seks år siden med ’Hvor fanden er Herning?’. Der er i hvert fald langt mellem snapsene.

Men så landede ’Ditte & Louise’. For satan, hvor de landede.

DR’s nye komediesatsning, der ankommer i næstbedste fredagssendetid klokken lidt i ti, har Ditte Hansen og Louise Mieritz i hovedrollerne som to midaldrende (er man ikke det, når man er omkring de 40?) skuespillere, der stadig har det store gennembrud foran sig. Louise er lige blevet forladt med blebarn på armen til fordel for en yngre model, og Ditte er i fast lykkeligt forhold… med den lille ubetydelige parentes, at hendes søde, bløde, seje mand kategorisk nægter at dyrke sex med hende. Nægter.

Serien følger de to veninder fra deres første kiksede møde i forbindelse med en casting, hvor Anders W. Berthelsen (i rollen som sig selv) får kaldt Ditte unfuckable, forbi et roadtrip med indlagt stand-up-gig i Kjellerup og til en sexscene i høet, hvor Louise pure afviser at spille rollen som glædespige, der kommer på 25 sekunder.

»Det er faktisk lidt sjovt«, belærer Louise den selvhøjtidelige instruktør Klaus Baunedal (Baunedal – Bornedal, get it?) og hele crewet, »men vidste I, at skeden bare er en lang, følelsesløs cylinder, mens klitoris til gengæld har mere end 3.000 nerveender?«.

Serien vækker minder om emnerne fra Amy Schumers formidable sketchshow ’Inside Amy Schumer’, der kører på tredje sæson i USA (hallo! – begge snakker om fuckability over 40): Intet er helligt. Og hvor er det dog dejligt, at der endelig bliver sagt klitoris samme sted, som der hvor stand-up-komikken de seneste 30 år har sagt blow job.

Men samtidig går associationerne også en lille smule i retning af ‘Klovn’. For de to hovedrolleindehavere er ingenlunde bange for selv at hoppe på skafottet som de første. De slagter sig selv i hvert eneste af de tre første afsnit med en blanding af selvironi, tåkrummende pinagtighed og en god portion kønspolitisk satire, der gør serien både intelligent og hy-len-de morsom, fordi den aldrig kammer over i ren vredladenhed:

Uden at afsløre for meget havner Ditte og Louise eksempelvis i karambolage med Aqua-Søren og ham-den-anden-fra-Hej-Matematik-der-ikke-er-René-Dif i en scene, der faktisk tvang mig til at holde mig for øjnene, samtidig med at jeg grinede højt.

Vi fanger Keld og Hilda Heick i en – ret overraskende – cameo direkte fra en sexshop på Istedgade. Og vi ser Nicolaj Kopernikus, Anders W. Berthelsen og Troels Lyby i det hede romantiske filmkys, der er den eneste udvej, når nu det »ikke er muligt at opdrive en bare minimalt fuckable kvinde over 40«.

Og det ville have været forfærdeligt, hvis det ikke havde været så godt – for de træder en hårfin grænse, der kræver dygtigt skuespil, stærke replikker og meget præcis levering for ikke at blive ualmindeligt kikset. Men det holder. Hele vejen igennem. Og man har indtryk af, at en god bid af det, der foregår, er improviseret frem, mens kameraet kørte, fordi de to hovedrolleindehavere helt tydeligt har suverænt samspil efter at have arbejdet sammen om indtil flere opsætninger, blandt andet ’Mogens’ på Nørrebro Teater.

Serien er pissesjov, skideskarp og smækket til med flere lag, end vi typisk kender fra genren. I tredje afsnit, der handler om sex, lyst og tvang, trækkes tråden helt fra Louises mor, der læser ’50 Shades’, over kontorfællesskabet i Skelbækgade, der deler (tynd) væg med et bordel, til førnævnte visit i Plan E på Istedgade og »den røde lampedut« på væggen i udlejningslokalet, der faktisk er lige så vigtig som klitorissen med de mange nerveender, som slet ikke kommer i betragtning i Klaus Baunedals klicheskildring af en tur i høet.

’Ditte & Louise’ er kort sagt en kæmpestor fuckfinger til alle idioter, der påstår, kvinder ikke er sjove. For hvor er Ditte Hansen og Louise Mieritz bare helt enormt morsomme.

Læs også: 10 film og serier, du skal streame i juni