Det er fede år for Star Wars-fans. Universet bliver udvidet med masser af film og serier, fra ’The Mandalorian’ og ’Andor.’
Og fra i dag er galaksen blevet beriget fra uventet kant. Vi har nemlig fået intet mindre end en dansk Star Wars-film.
’Shrouded Destiny: A Star Wars Long Tale – Fan Production’ er i dag udkommet på YouTube. Det er en storslået fanfilm optaget, til dels, i Faxe Kalkbrud, med en vis Lars Mikkelsen på rollelisten.
Filmen er et passionsprojekt for ildsjælen Shahbaz Sarwar, der både er hovedrolleindehaver, instruktør og manuskriptforfatter. Han har organiseret de 425 frivillige på projektet og lagt 300.000 kroner i produktionen over de 4,5 år som projektet har været undervejs. Det samlede budget for den halve time lange film er 650.000 kroner. Til sammenligning koster ét afsnit af ’The Mandalorian’ over 100 millioner kroner.
Sarwar er skuespiller og har blandt andet været med i DRs ’Bedrag’, men ernærer sig til dagligt som DSB-billetkontrollør.
Han håber, at projektet kan fange filmbranchen og særligt Disneys opmærksomhed, så hans film kan ende med at blive første episode i en serie. I et interview med DR fra 2020 siger Sarwar, at han ser »en 80 procent chance for, at det lykkes.«
I samme interview udtaler den ihærdige instruktør, at han regner med, at succesen kan blive »Lars Mikkelsens internationale gennembrudsrolle«.
Mikkelsen blev overtalt af Sarwar personligt til at medvirke for flere år siden, men da skuespilleren skulle færdiggøre ’House of Cards’ først, måtte optagelserne til ’Shrouded Destiny: A Star Wars Long Tale – Fan Production’ vente til 2018.
Nu er den her så efter en corona-forsinkelse. Sarwar og Mikkelsen har rollerne som henholdsvis dusørjægeren Tuleg og den autonome Jedi ridder Okana Vidai, der møder hinanden på en skummel planet, hvor farerne lurer bag hvert et hjørne.
Serien foregår i en tid, hvor der fandtes løsgående Jedi-riddere, som Jedi-ordenen har indgået et samarbejde med dusørjægernes forbund om at indfange og fængsle i det dertil indrettede The Citadel.
Derudover kan man se den originale musik af Peter Due og Michael Cryne opført af DRs Symfoniorkester.