Da Filmskolens animationslinje tilbage i efteråret 2020 præsenterede deres afgangsprojekter, var et af dem ‘Neon Knights: Humanity Erased’.
Kortfilmen blev kaldt for nordic cyber noir og foregik i København i 2079, hvor klimakrisen havde tilfrosset vores hovedstad.
Det setup ser ud til at have været en succes, for nu videreudvikles projektet som prototype af det danske spilstudie Eddaheim.
I afgangsfilmen spiller Lars Mikkelsen hovedrollen som Nik Gates, en digital eksorcist, der opsøger korrupte monsterlignende hologrammer for at udrydde og rense dem.
Men da Niks datter bliver uploadet som hologram, stilles Nik i et svært dilemma, hvor han skal vælge mellem sit arbejde eller rollen som god far.
Da ‘Neon Knights: Humanity Erased’ havde premiere i efteråret, var det med en blandet modtagelse, hvor vi gav filmen tre stjerner.
Siden da er der blevet arbejdet videre på projektet, og tidligere i år kunne Dansk Film Institut og Spilordningen afsløre, at Eddaheim ville modtage støtte til en prototype.
Vil du holde dig opdateret med ‘Neon Knights: Humanity Erased’, kan du følge udviklingen af spillet på Facebook.