Vi anmelder afgangsfilmene fra Filmskolens animationslinje: Charmerende 80’er-helte og et drømmerisk mesterstykke

En ny årgang er færdiguddannet fra animationslinjen på Den Danske Filmskole. Vi fælder dom over de seks afgangsprojekter, der spænder vidt og bredt i teknikker og tematikker, og som lover storartet for den danske animationsfilms fremtid.
‘Space Ham’ af Nicolai Vielwerth

’Space Ham’

Nicolai Vielwerths ’Space Ham’ er med sine fem minutter den korteste af afgangsfilmene, men den fungerer til gengæld som et lovende pilotafsnit til en potentiel komedieserie.

Fortællingen følger grisene Carl og Tim, der bor sammen i en futuristisk indrettet bolig placeret på en asteroide. Til at starte med er konflikten dog ganske jordnær. De to roomies har gang i den vildeste bromance og vil overbevise hinanden om, hvor meget de værdsætter venskabet. Energiske Carl vander derfor Tims stueplanter noget så eftertrykkeligt – i en sådan grad, at en af dem går i stykker. Og da han forsøger at gøre skaden god igen, eskalerer det hurtigt til livstruende fare uden for det lille hjem.

Det spøjse sci-fi-univers er skabt ved en blanding af forskellige teknikker. Baggrundene er detaljerede og tredimensionelle, mens de talende grisevenner levendegøres med enkel, om end meget udtryksfuld 2D-animation.

Man keder sig bestemt ikke med ’Space Ham’, for handlingen udspiller sig i et rivende tempo. Dog finder jeg det en smule ærgerligt, at man har valgt at lade figurerne tale engelsk. Selvom de to skuespillere bag, August Isaac Carter og Cristopher Foeyoh Nallo, gør det hæderligt, er deres danske accenter nemlig lidt for tydelige.

4 stjerner

‘Buff Cops’ af Camilla Kaufmann

’Buff Cops’

Camilla Kaufmanns ’Buff Cops’ fungerer både som en hyldest til bedagede 80’er-helte og som en skæv (og lettere morbid) lillebror til ’Toy Story’. Den charmerende kortfilm starter som en stilsikker satire på en politiserie fra 80’erne, men vender hurtigt den indledende præmis på hovedet ved at træde helt ud af det tegnede univers.

Muskelbundtet Buff (Julian Thiesgaard Kellermann) og den vattede Cliff (Jonas Schmidt) vågner således pludselig op som actionfigurer i deres egen animators forladte kontor, hvor de på en opslagstavle kan se skitser og storyboards. Deres serie ’Buff Cops’ er blevet aflyst for at gøre plads til en mere woke, kvindedreven serie, og de må nu vænne sig til en deprimerende tilværelse i glemslen.

Det legesyge metalag fungerer rigtigt godt, og det samme gør det overraskende skifte fra 2D- til stopmotion-animation. Stemmeskuespillerne leverer samtidig deres replikker med veloplagt charme og humor.

Det er ikke mindst tilfældet for Sonny Lahey i rollen som den afdankede actionhelt Surfman McClinzy, som hovedpersonerne møder på kontoret. Den barmavede surfer går fra at være en umanerligt frisk fyr til at blive decideret uhyggelig, og i det hele taget bevæger filmens lette stemning sig mod en herligt sortsynet og tragikomisk afrunding.

5 stjerner

‘Jeg har ikke tid til det her’ af Mathias Rodrigues Bjerre

’Jeg har ikke tid til det her’

Der dufter lidt af Charlie Kauffmanns ’Synecdoche, New York’ i 3D-animerede ’Jeg har ikke tid til det her’.

Som titlen indikerer, handler Mathias Rodrigues Bjerres kortfilm om en mand, der har meget, meget travlt. David skal på ferie med kæresten, men et par timer inden flyafgangen, får han et opkald fra arbejdet med dårlige nyheder. Han og kollegaen Charlie har brugt »over 1.000 år« på at udvikle verdens mest præcise armbåndsur, der, lige inden den store lancering, viser sig at gå et nanosekund for hurtigt.

Gennem 18 hektiske og medrivende minutter forsøger hovedpersonen at jonglere med både parforhold og karriere, og det er selvfølgelig dømt til at gå galt.

Tidstematikken underbygges samtidig fornemt af, at hovedpersonen ikke bare hele tiden er på farten, men også på uforklarlig vis kan bevæge fra sted til sted – endda krydse landegrænser – på meget kort tid. Det giver ’Jeg har ikke tid til det her’ et surrealistisk præg, at Davids virkelighed (ligesom armbåndsuret) er asynkron med resten af verden.

5 stjerner

‘Yndlingsdatter’ af Susi Haaning

’Yndlingsdatter’

’Yndlingsdatter’ er et dybt rørende og meget personligt lille mesterstykke af en animeret perle, der udnytter sit format til fulde. På trods af at være en relativt stilfærdig sag, blev jeg blæst bagover af instruktør Susi Haanings bløde tegninger og poetiske filmsprog.

Filmen er opbygget som en sammenflydende strøm af minder og drømme, kredsende om Susis opvækst med faren Jens, der har en bipolar lidelse. Vi møder hende først som en ubekymret lille pige, der anretter æblefade, rider på flyvende heste og tegner flødeboller og lakridspiber sammen med sin sjove far. Men senere er hun også frustreret og ked af det over ham, fordi han også kan være fraværende og optage al plads omkring sig.

Dar Salim og Carla Eleonora Feigenberg har en skøn kemi som far og datter, mens den fine og enkle 2D-animation ubesværet formidler Susis følelser gennem smukke, surrealistiske drømmesyn.

6 stjerner

Agnes Rachel Triers blander live-action-optagelser med computereffekter i ‘Gossip’

’Gossip’

’Gossip’ overrasker ved slet ikke at ligne en animationsfilm. I realiteten har instruktør Agnes Rachel Trier mikset live-action-optagelser og computereffekter med en teknik kaldet virtual production. Så vidt jeg har forstået, indebærer det, at skuespillerne optræder foran green screens, således at omgivelserne faktisk er skabt efterfølgende med computeranimation.

Med undtagelse af enkelte scener, hvor der flyver små fnug rundt i luften, eller hvor hovedrolleindehaver Adam Brix synes fysisk afskåret fra en sløret baggrund, er det dog udført på en meget subtil måde i ’Gossip’. Det er dermed også temmelig svært at se, hvornår – og hvorfor – teknikken er blevet brugt.

Jeg havde desværre også problemer med at se, hvad jeg skulle have ud af ’Gossip’s langsommelige fortælling. Filmen følger journalisten Morten, der er på jagt efter en saftig forsidehistorie, samtidig med at han keder sig over den grå tilværelse som alenefar. Han får et tip om en »hemmelig, mystisk sex-kendisfest« og venter i timevis foran en gul bygning for at få billeder af gæsterne. Senere forsvinder hans børn, da de er i svømmehallen. Hænger de to hændelser sammen?

Filmen bærer på flotte billeder og en ulmende, mørk stemning, men det er ikke nødvendigvis nok til at fastholde seerens interesse. I hvert fald gengældte jeg karakterernes tomme blikke gennem de fleste af filmens lange scener.

2 stjerner

‘Neon Knights: Humanity Erased’ af Mark B. Iversen

’Neon Knights: Humanity Erased’

’Neon Knights: Humanity Erased’, instrueret af Mark B. Iversen, er sat i et neonoplyst sci-fi-univers, hvor omgivelserne er flot og overbevisende udført. Selve persondramaet er dog mindre vellykket.

Lars Mikkelsen indtager den sammenbidte hovedrolle, der er skabt med motion capture-teknologi og spilmotoren Unreal Engine. Han skændes med et kvindeligt hologram, måske inspireret af Ryan Goslings kæreste i ’Blade Runner 2049’, i sin mørke lejlighed. Det drejer sig om hans datter, som vi snart herefter erfarer, har gennemgået en gruopvækkende forvandling.

Dialogen er påfaldende melodramatisk, og der bandes på livet løs. De unaturlige replikker giver indtrykket af, at filmen prøver lovligt hårdt at være dramatisk og medrivende. Netop af den grund er det svært at føle noget for karakterne. Det hjælper dog på indlevelsen, at vi følger handlingen i ét ’skud’, idet man får følelsen af at være i samme rum som Mikkelsen og hologrammerne.

3 stjerner

Alle filmene vil blive vist på DR.dk på et endnu ikke fastlagt tidspunkt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af