Disse film skal du se i biografen i august

Christopher Nolan lægger an til at sparke biografmarkedet i gang igen efter corona, når ’Tenet’ omsider får premiere. Men der er også andre trækplastre i denne biografmåned, der byder på en af de mest intense børnepræstationer i nyere tid, et ventet dansk periodedrama og en storrost indieperle.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Tenet’

Efter udskydelse på udskydelse har årets absolut mest hypede film omsider kurs mod biograflærredet. Det er endnu småt med informationer om Christopher Nolans ’Tenet’, men sikkert er det, at filmen udspiller sig i et internationalt spionmiljø, hvor en hemmelig agent (John David Washington) kommer på en mission, der skal forhindre Tredje Verdenskrig – eller det der er værre.

Som altid er der kolossale forventninger til Nolan, der over de seneste to årtier har markeret sig som en af tidens mest originale blockbuster-filmmagere. ’Tenet’ lader til at fortsætte hans fascination af hjernevridende tidsbøjninger og storslåede actionbrag – skabt med imponerende praktiske effekter, som da han lod et fuldvoksent fly eksplodere under optagelserne.

Og så er der rollelisten: Robert Pattinson, Elizabeth Debicki, Aaron Taylor-Johnson, Kenneth Branagh og Nolans hofskuespiller Michael Caine spiller over for stortalentet Washington (søn af Denzel) i hvad der uden tvivl bliver den største biografoplevelse post-corona.

Premiere 26. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Vores mand i Amerika’

Christina Rosendahl viste sin tæft for historiske dramaer med ’Idealisten’ fra 2015. Nu er hun klar med endnu et stykke danmarkshistorie omsat til levende billeder – denne gang med et intenst portræt af besættelsestiden fra den anden side af Atlanten.

’Vores mand i Amerika’ fortæller den virkelige historie om den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffman, som under krigen satte hårdt mod hårdt for at give den tyske besættelsesmagt kamp til stregen – selvom den danske regering hurtigt indledte en samarbejdspolitik.

Ulrich Thomsen indtager hovedrollen som Kauffman, mens Mikkel Boe Følsgaard kan ses i rollen som hans nære medarbejder, diplomaten Povl Bang-Jensen.

Premiere 13. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Forført’

Juliette Binoche har efterhånden gjort sig fortjent til titlen som fransk films allerstørste stjerne med en imponerende kadence af internationale arthouse-film. I ’Forført’ spiller hun den 50-årige fraskilte lærer Claire, der svigtes af sin unge elsker, Ludo.

Optændt af begær og jalousi opretter hun en falsk Facebook-profil, så hun kan stalke Ludo. Hun udgiver sig for at være 24-årige Clara, men Ludo bider ikke på krogen. Det gør hans bedsteven Alex derimod. Claire falder pladask for ham og indleder straks et virtuelt forhold. Men pludselig ser hun sig selv fanget i sit alias, da Alex gerne vil mødes i virkeligheden.

Der er lagt op til en erotisk thriller om kærlighed og begær i internettets tidsalder.

Premiere 13. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Bull’

Var du vild med ’The Rider’, som vi kårede til en af de bedste film i 2018, skal du se Annie Silversteins beslægtede ’Bull’, som var udtaget til sidste års Cannes Film Festival.

Ligesom ’The Rider’ giver filmen et autentisk indblik i rodeosubkulturen i USA – denne gang med udgangspunkt i en sort cowboys liv i et af Texas’ white-trash-områder. Omdrejningspunktet er den hvide teenagepige Kris, der konstant svigtes af sin fængslede mor. Narrestregerne får frit løb i fraværet af autoriteter, men da Kris bliver taget i at rasere sin nabos hus – den fallerede rodeorytter Abe – bliver hun tvunget til at gå i hånde hos ham. Langsomt knyttes et venskab.

Vores filmredaktør kaldte filmen »et intimt møde med skæbner, man ikke tidligere havde på radaren« efter premieren på Cannes Film Festival.

Premiere 20. august som Månedens Film i Cinemateket.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’The Farewell’

I ’The Farewell’ får en sammensat asiatisk-amerikansk familie pludselig at vide, at deres højtelskede bedstemor er uhelbredeligt syg. Men i stedet for at fortælle bedstemoren om diagnosen, vælger de at skåne hende for den smertelige nyhed, så hun kan udleve sin sidste tid uden bekymringer, som det hører sig til i traditionel kinesisk kultur.

Historien bag Lulu Wangs storroste debutfilm lyder næsten for god til at være sand, men faktisk er den bygget på instruktørens egne oplevelser. Og skal man tro hypen fra sidste års Sundance Festival og filmens imponerende prishøst i forårets prissæson, er der en helt særlig oplevelse i vente.

Awkwafina indtager hovedrollen som Wangs alterego Billi, der for længst har givet afkald på de traditionelle kinesiske værdier til fordel for storbylivet som forfatterspire i New York. Hun vender tilbage til hjemlandet, hvor resten af familien har arrangeret et bryllup, som i virkeligheden er et dække for, at familien kan samles og tage afsked med bedstemoren – uden at hun aner uråd.

Det er en hjertevarm fortælling om kulturforskelle og familiebånd, som indkasserede Awkwafina en velfortjent Golden Globe og høstede to prestigefyldte Independent Spirit Awards, blandt andet for bedste film.

Premiere 20. august.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Systembryder’

Hun råber, skriger, slår, sparker, løber, kaster med ting og knuser langsomt dit hjerte indefra. Mød Beni, hovedpersonen i tyske Nora Fingscheidts debutfilm ’Systembryder’, der har vundet et hav af priser verden over det sidste års tid.

Iført en lyserød flyverdragt bliver den niårige pige kastet frem og tilbage mellem plejefamilier og institutioner. Hendes fraværende og vægelsindede mor har opgivet at opdrage den uregerlige pige, der bærer på en voldsom vrede efter ubegribelige barndomstraumer. Der øjnes dog lysglimt i mørket, da den dedikerede skoleledsager Micha gør sin entre og langsomt får Beni til at åbne op på yderst rørende vis.

Det unge stjerneskud Helena Zengel leverer en af de mest intense barnepræstationer længe som Beni i denne socialrealistiske slægtning til Xavier Dolans ’Mommy’.

Premiere 27. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af