’Den som dræber – fanget af mørket’ sæson 3: Viaplay-hit vender tilbage med ny sæson, ny historie, samme klichéer
I tredje sæson af Viaplay-serien ’Den som dræber – Fanget af mørket’ vender Natalie Madueño tilbage i rollen som profileren og seriemordereksperten Louise.
Og kunne du lide de to forrige sæsoner, vil du sikkert også finde denne både interessant og spændende.
Serien har alt, der forventes af en nordic noir-serie.
Da den midaldrende Therese og hendes kæreste findes brutalt dræbt foran Thereses hus, peger de første spor på, at der er tale om en indbrudstyv, der er blevet overrasket af parret. For at være på den sikre side kontakter Frederik (Simon Sears) fra Nordsjællands politi Louise for at få hjælp til at lave en gerningsmandsprofil.
Det tager dog kun Louise et øjeblik at komme frem til en konklusion, der er så simpel, at en nogenlunde erfaren efterforskningsleder, som Frederik skal forestille at være, nok ville være kommet frem den til uden hjælp udefra: Drabet er for brutalt til at kunne være begået af indbrudstyven – motivet er personligt.
At vi skal afledes til først at tro, at en psykisk utilregnelig person er morderen, er efterhånden ved at være en slidt og uinteressant ingrediens i opskriften på danske krimiserier. Der kan ikke sidde mange krimifans bag skærmen, som ikke er kommet Louise i forkøbet med samme konklusion.
Det er langt fra den eneste kliché, ’Den som dræber’ gør brug af i forsøget på at skabe spænding både i person- og efterforskningsdramaet.
Det viser sig, at den dræbte Therese ikke har været verdens bedste mor over for sine to børn, Bjørn (Alex Høgh Andersen) og Maria (Thit Aaberg). De nye oplysninger gør, at politiets nye hovedmistænkte er Bjørn, hvis traumatiske barn- og ungdom har gjort ham til afstumpet voldsmand (og morder?). Dermed kan der sættes flueben ved næste kliché.
Som så før ofte i den slags serier præsenteres vi for himmelråbende inkompetence fra diverse fagfolk. Da politiet kommer i besiddelse af videooptagelser, der viser, at Bjørn og hans mor mødtes kort tid inden drabet, roser Frederik sine folk for at identificere Bjørn på optagelserne, hvor han nærmest kigger direkte mod kameraet. Imponerende!
Da Bjørn er forsvundet, er det oplagte træk fra politiet at opsøge Maria, der er højgravid og kan føde når som helst. På grund af Maria og Bjørns fortid holder myndighederne øje med Maria, som risikerer at få tvangsfjernet sit kommende spædbarn, der får navnet Sebastian.
Ligesom forrige sæson bliver Louise også denne gang personligt involveret i sagen, da hun bliver midlertidig kontaktperson for Maria. Det passer meget belejligt med, at Louises egen far pludselig dukker op og konfronterer hende med den svære barndom uden mor og med en far, der svigtede hende. Så kan de to nye veninder støtte hinanden og dele deres erfaringer med svigt.
Denne relation er i sig selv ikke synderlig troværdig og falder da også sammen, da Louise konfronterer Maria med en noget umotiveret og bizar teori om hendes forhold til sin bror.
Man sidder for ofte tilbage med en fornemmelse af, at ingen i den ’virkelige verden’ vil opføre sig, som karaktererne trods de stærke skuespilpræstationer gør i ’Den som dræber’.
Når det så er sagt, er serien et nemt, generelt spændende binge, båret af en gennemført flot billedside, der lugter af kvalitets-nordic noir. Og en større overraskelse midt i sæsonen vækker appetitten på ny.
Kort sagt:
Er man bekendt med nordic noir, vil tredje sæson af ’Den som dræber – Fanget i mørket’ give lige præcis det, man regner med.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.