‘House of the Dragon’ blev en stor succes og beviste, at der stadig er liv i ‘Game of Thrones’-franchisen trods kritik af de sidste sæsoner.
Det har utvivlsomt givet HBO – og HBO’s ejere – blod på tanden, og vi ved allerede, at mindst én ny spinoff, der følger Kit Haringtons Jon Snow efter begivenhederne i ‘Thrones’, bliver en realitet, mens flere er i udvikling.
Flere spinoffs er dog også sat i bero som direkte konsekvens af den store fusion mellem HBO-ejer Warner og Discovery+ sidste år. Det har medført ny topledelse og derved også et nyt blik på de igangværende projekter.
»Alle forandringerne hos HBO Max har haft betydning for os, helt sikkert«, skrev manden bag hele franchisen, George R.R. Martin, på sin blog forleden ifølge Entertainment Weekly.
»Nogle af dem (spinoffs til ‘Game of Thrones’, red.) bevæger sig hurtigere frem end andre, som det altid er med udvikling. Ingen har fået grønt lys endnu, men vi håber … måske snart. Et par er lagt på hylden, men jeg er ikke enig i, at de er døde. Man kan tage noget væk fra hylden, lige så nemt som du kan lægge noget på hylden«, skrev han uden at røbe, hvilke serier det drejer sig om.
Ud over Jon Snow-serien er der en ridderserie ved navn ‘Tales of Dunk and Egg’ i udvikling, ligesom ‘The Sea Snake’ om Corlys Velaryon og ‘10,000 Ships’ om Prinsesse Nymeria er det.
Der er også flere animationsserier i Westeros-universet i udvikling, heriblandt ‘The Golden Empire’, der foregår i Westeros’ svar på Kina, Yi Ti.