Golden Globe vender tilbage – men kan Hollywood tilgive den skandaliserede pris?

Efter et år i karantæne vender det skandaleombruste Golden Globe tilbage som stort tv-transmitteret prisshow. Og selvom Hollywoods respekt for prisen kan ligge på et lille sted, viser det sig samtidig, at den har været savnet.
Golden Globe vender tilbage – men kan Hollywood tilgive den skandaliserede pris?
Brad Pitt ved Golden Globe-uddelingen i 2020. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Det er efterhånden halvandet år siden, at en kæmpe Los Angeles Times-afsløring var tæt på at tage livet af Golden Globe-prisen, den næstmest kendte amerikanske film- og tv-udmærkelse efter Oscar.

Avisen afdækkede dels, hvordan foreningen bag prisen The Hollywood Foreign Press Association (HFPA, en forening af dengang små 100 ikke-amerikanske journalister bosat i Los Angeles, der lever af at interviewe filmstjernerne) ikke havde nogen sorte medlemmer, og dels hvordan den var indhyllet i etiske skandaler, fra finansiel fikumdik til chikaneanklager, til smørelse fra pr-selskaberne der blev mistænkeligt omsat til nomineringer.

Konsekvensen var, at mange Hollywood-stjerner tog afstand fra prisen – Tom Cruise leverede simpelthen sine tre statuetter tilbage, og den amerikanske tv-kanal NBC, der plejede at vise showet, trak sig ud sidste år.

Det tvang HFPA og Golden Globes til at holde lav profil med en ikke-transmitteret uddeling i 2022, mens de på de indre linjer siden har arbejdet intenst for at imødekomme kritikken.

Man har blandt andet tilknyttet diversitetskonsulenter, tilføjet sorte medlemmer, fået nyt ejerskab og indført et gennemgribende etisk-professionelt regelsæt.

Tirsdag vender Golden Globe-showet så tilbage på NBC, der har fornyet kontrakten med et enkelt år. Og betyder det så, at alt er tilgivet, og prisen er tilbage, som om intet var hændt?

Her er, hvad der taler for og imod, at Golden Globe-showet igen kan blive en væsentlig institution i Hollywoods årskalender.

Imod: Prisen mangler grundlæggende integritet

Golden Globe-prisen har længe, om ikke altid, været en stående joke i Hollywood, og få branchefolk har for alvor respekteret den. Når man ser på, hvordan selv værter som Ricky Gervais og Tina Fey/Amy Poehler har skoset prisen og HFPA direkte fra scenen, ja, så tør man slet ikke tænke på, hvad der er blevet sagt bag scenetæppet.

Tina Fey og Amy Poehler var værter ved Golden Globe 2021. (Foto: PR)

Mens Oscar-akademiet i dag består af cirka 11.000 professionelle filmfolk fra hele verden, er HFPA som sagt en lille forening af ikke-amerikanske journalister, der lever af at interviewe filmstjernerne (og derfor også af at have et godt forhold til dem). Mange af dem er godt oppe i årene, og som det kom frem i Los Angeles Times-artiklen, er en del af dem slet ikke aktive journalister mere.

Der er simpelthen ingen saglig god grund til, at lige netop den pris har så høj status. Hvilket er et fundamentalt problem, når man forsøger at vinde sin position tilbage.

For: Hollywood har savnet dem!

Men: Med sidste års fravær stod det også klart, at prisen manglede i den årlige awards season, der kulminerer i Oscar-showet. Da The Hollywood Reporter i december spurgte ni af filmbranchens awards-strateger om Globens fremtid, pegede de nærmest enslydende på, at der var brug for prisen som kickstarter af prissæsonen.

Det skyldes, at det er her, de kandiderende film for første gang for alvor sættes i spotlight i en prissammenhæng, hvilket især er afgørende for de film, der ikke som ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’ er blevet set af mange millioner mennesker. Det er også her, stjernerne får mulighed for at vise sig frem på den røde løber, vise at de kan give en gribende takketale, og at de i det hele taget er totalt elskelige typer.

Det er altså ikke så meget Golden Globe-prisen i sig selv, der har betydning, men tv-transmissionen af showet. Og desværre udfyldte intet andet prisshow sidste år tomrummet.

For: De har taget kritikken seriøst

Det meste af kritikken mod HFPA og Golden Globe i den brede offentlighed har, lidt skævt, handlet om diversitet, og her har foreningen lavet forbedrende tiltag, ligesom den generelt har arbejdet målrettet for at udbedre de værste kritikpunkter, en ren overlevelseskamp. Skal man være lidt besk, kan man sige, at HFPA aldrig har arbejdet så seriøst som det seneste år.

Foreningen har stadig nægtet at kyle medlemmer ud, som ellers ikke er aktive filmjournalister mere, men grundlæggende har de gjort vejen til offentlig tilgivelse nemmere.

Imod: Priser har det generelt hårdt i disse år

Om det så er Tony, Grammy, Oscar eller Golden Globe, kæmper prisshows i disse år for at bibeholde deres relevans. I takt med den generelle udfasning af flow-tv falder seertallene år for år, og særligt de unge har måske svært ved at se ideen i at bruge tre-fire timer på lange takketaler, akavede jokes og, ofte, film de ikke har set.

Prisshowene har stadig høje seertal sammenlignet med det meste andet live-tv, men deres fremtid er højst usikker, og de har brug for at genopfinde sig selv. Her har Golden Globe måske en fordel, fordi det altid har været en mere uhøjtidelig uddeling end storebroren Oscar, der har utroligt mange hensyn at tage på grund af institutionens historie og vægt. Man kan i hvert fald lettere eksperimentere med formatet og gøre showet mere tv- og streaming-egnet, hvis man tør.

Det store spørgsmål I: Vender Hollywood-stjernerne tilbage?

Det er endnu for tidligt både at lægge Golden Globe i graven og fejre dens genkomst, men tirsdagens show vil give et bedre fingerpeg om, hvad der venter.

Et af de store spørgsmål er, om stjernerne er klar til at troppe op til showet, som om intet var hændt: at smile, takke og være glade.

Tom Cruise. (Foto: Shannon Finney/Getty Images)

Vi ved, at Brendan Fraser – nomineret for sin rolle i ’The Whale’ – ikke dukker op på grund af sin historik med HFPA, og det vil være meget overraskende, hvis Tom Cruise – nomineret for ’Top Gun’ – indfinder sig.

Men ellers er der en bred forventning om, at de fleste stjerner indtager den røde løber, hvilket vil være en kæmpe sejr for prisen.

Det store spørgsmål II: Fortsætter NBC støtten?

Allermest afgørende for Golden Globes fremtid er dog, om NBC fortsat vil transmittere showet. Efter pausen sidste år tegnede kanalen en etårig kontrakt, hvilket mellem linjerne betyder, at årets udgave er en stor eksamen.

NBC vil selvfølgelig kigge på, om årets show bliver en succes. Er stjernerne tilbage? Bliver det taget godt imod? Og først og fremmest: Hvordan er seertallene?

Trækker NBC sig efter i år, står prisen og foreningen bag med håret i postkassen. Vil det være muligt at finde en lige så stor platform fremover? Som betaler lige så mange penge for showet? Næppe.

Meget er således på spil tirsdag aften. Ikke nødvendigvis for de nominerede. Men for The Golden Globes selv.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af