Golden Globe vender tilbage til tv-skærmen næste år efter en shitstorm af kaliber, der omfattede anklager om korruption, nul diversitet og mafiametoder, fik organisationen til at lave markante interne ændringer.
Men en af denne prissæsons mest fremtrædende Hollywood-skuespillere, comeback-darlingen Brendan Fraser, der er aktuel i Darren Aronofskys ‘The Whale’, vil ikke lægge forbi prisuddelingen. Det fortæller han i et interview med magasinet GQ.
Fraser har tidligere anklaget den tidligere Hollywood Foreign Press Association-formand Philip Berk for at have befamlet ham til et event i 2003, og står derfor fast på sit boykot af organisationen, selvom Berk siden er blevet fyret.
Til GQ udtaler Fraser: »Jeg har mere historie med Hollywood Foreign Press Association, end jeg har respekt for Hollywood Foreign Press Association. Nej, jeg kommer ikke til at deltage. Det er på grund af den historie, jeg har med dem. Min mor opdragede mig ikke til at være en hykler. Man kan kalde mig mange ting, men ikke det«.
Da Fraser stod frem med anklagerne i 2018, var HFPA hurtige til at afvise beskyldninger: »Jeg vidste, at de ville lukke sig om sig selv. Jeg vidste, at de ville sparke problemet længere ned ad vejen. Jeg vidste, at de ville komme på forkant med historien. Jeg vidste, at jeg bestemt ikke havde nogen fremtid med det system, sådan som det var«, siger Fraser.
Skuespilleren understreger, at han i øjeblikket ikke tror på alle de reformer, HFPA har forsøgt at presse igennem i deres organisation over det seneste år.
Han fortæller dog til GQ, at han er villig til at genoverveje sit forhold til Golden Globe, hvis HFPA kommer med en »oprigtig« undskyldning: »Det ville være mit ansvar at overveje det og træffe en beslutning, hvis det kom til sådan en situation«, siger Fraser.
Golden Globe løber af stablen 11. januar 2023.