De fleste ville nok være nervøse, hvis de skulle interviewe en superstjerne som Kate Winslet.
For en ungdomsjournalist fra det tyske public servicemedie ZDF var det endda allerførste gang, hun skulle interviewe nogen, da hun mødte skuespilleren i forbindelse med ‘Avatar: The Way of Water’, hvor Winslet spiller vandfolkets matriark Ronal.
Det havde Kate Winslet dog den største sympati for, og klippet hvor hun beroliger den unge kvinde er gået viralt.
I videoen kan man høre den unge Martha sige, »Det er min første gang« til den britiske stjerne, der efterfølgende gør sit bedste for at skabe tryghed:
»Er det første gang, du gør det? Ok, men ved du så hvad. Når vi laver det her interview, så bliver det det mest fantastiske interview nogensinde. Og ved du hvorfor? Fordi det har vi besluttet, at det bliver«, hvorefter hun fortsatte med flere opmuntrende ord af den slags, de fleste journalister drømmer om at høre fra deres interviewofre:
»Og du kan spørge mig om lige, hvad du har lyst til, og du behøver ikke at være bange, det hele skal nok blive fantastisk«.
James Camerons ‘Avatar: The Way of Water’ har rundet et billetsalg på 1,7 milliarder dollars, hvilket gør den til den syvende bedst sælgende film nogensinde.