Tre prominente serier får kniven efter streamingfusion

Tre prominente serier får kniven efter streamingfusion
Jon Bernthal i 'American Gigolo' (Foto: PR)

De to streamingtjenester Showtime og Paramount+ fusionerer til én streamingtjeneste i USA senere i år, og det har allerede fået konsekvenser for flere prominente serier.

Indiewire skriver, at ‘American Gigolo’ (en revival af 80’er-filmen med Jon Bernthal i hovedrollen) og ‘Let the Right One In’ (en ny udgave af John Ajvide Lindqvists vampyrroman, der fik en berømt svensk filmatisering i 2008) er lukket ned efter én sæson, og at de nu skal finde et nyt hjem.

Samtidig vinker tjenesten farvel til den kommende sexfikserede serie ‘Three Women’ med Shailene Woodley, Betty Gilpin og DeWanda Wise, som ellers næsten var færdiglavet. Den skal nu også sælges til en anden tjeneste.

Det forstærker en omtalt tendens på det amerikanske tv-marked de seneste måneder, hvor også Warner Bros. Discovery og AMC har cuttet serier, der ellers allerede var færdigindspillet, fra ‘Minx’ sæson 2 til Pilou Asbæk-serien ‘Invitation to a Bonfire’.

Man gør det slet og ret for at opnå skattefordele, men det er selvfølgelig klart, at det også hænger sammen med, hvilke serier man tror på i fremtiden. Showtime har således allerede forlænget hittet ‘Yellowjackets’ med sæson 3, inden sæson 2 har løbet over skærmen (den kommer til marts).

Herhjemme hedder pendanten til Showtime/Paramount-tjenesten SkyShowtime.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af