’Let the Right One In’: Svensk vampyrklassiker har fået en medrivende serie-spinoff
En ung mand går ud i sneen i tusmørke. Kameraet zoomer ind på et plaster på hans højre arm efter en transfusion.
Det er den unge Peter Logan, som smiler nervøst ved synet af solopgangen, han ikke har set i årevis.
Men noget er galt. Der siver røg ud af porerne i armen. Han skriger om hjælp, imens hans hugtænder vokser sig lange, og pludselig står han i lys lue.
Det er seriens åbningsscene, som ikke lader nogen være i tvivl om, at fortællingen drejer sig om vampyrer og deres længsel efter at blive mennesker igen.
Det gælder også hovedpersonen Eleanor (Madison Taylor Baez), der sammen med sin far Mark (Demián Bichir) flytter ind på Manhattan i New York.
Hjemmet på den eksklusive adresse er ledigt og billigt efter en række bestialske mord, som fanger Marks opmærksomhed. I ti år har han forgæves ledt efter gerningsmanden, som forvandlede datteren, og han ser visse ligheder i de uopklarede drab. Ligesom Batman eller Liam Neeson i ‘Taken’ bringer hans tunge sorg og retfærdighedssans ham nogle gange på kant med loven.
Imidlertid driver den velhavende Logan-slægt eksperimenter for at finde en kur mod vampyrisme, der meget passende i en serie produceret efter corona skyldes en virus, så de kan hjælpe unge Peter.
Seriens primære lighed med Tomas Alfredsons svenske nyklassiker ‘Lad den rette komme ind’ er venskabet mellem Eleanor og nabodrengen Isaiah (Ian Foreman). I skolen mobbes han, får dødstrusler og kaldes for freak. Selv de andre særlinge går i en lang bue udenom ham. Lige indtil Eleanor sætter klassens tyranner på plads.
Så snart solen går ned, løber Eleanor ud og klatrer op i det nærmeste træ for at betragte de sidste solstråler over byens tage i skumringen.
»Du kan spise, imens jeg ser på«, siger hun til Isaiah, der står forneden og byder hende velkommen i bygningen med et stykke chokolade.
Madison Taylor Baez er fremragende som den unge vampyr. Hendes præstation rummer både en frygt for og træthed af det evige liv. Hun er træt af altid at skulle være på farten og tilpasse sig et samfund, hun ikke er en del af.
Undervejs bliver også hendes selvhad mere iøjnefaldende. Ikke mindst i flashbacks, hvor pigen altid med dårlig samvittighed tænker på sin afdøde mor. Mellem linjerne læses hendes sindstilstand også som begyndende teenageangst og udmønter sig i voldsudbrud og skænderier med faren.
Børneskuespillerne er i 12-års-alderen, og tilbageblik til tiden, hvor Eleanor en aften blev bidt af en vampyr og skammer sig over at tørste efter blod, afspejler oplagt pubertær usikkerhed.
Selvom venskabet mellem de to outsidere spiller en central rolle, deler fortællingen rampelyset med kriminalsagen og jagten på en kur mod vampyrisme. Spændende er det, når de forskellige tråde overlapper. Som når det viser sig, at detektiven, der jagter den mystiske seriemorder, er Isaiahs mor Naomi.
Efter at have skudt en voldelig narkoman i selvforsvar plages hun af dårlig samvittighed for de efterladte. I en smuk scene betragter hun de sørgende foran hans grav iklædt en t-shirt med den begravedes ansigt på.
Af gode grunde udspiller serien sig primært efter solnedgang eller bag lukkede gardiner. Om vi er hjemme, på restaurant eller på New Yorks gader, bades scenen i halvmørke.
Der hersker en nærmest hypnotisk ro og skønhed, der matcher fortællingens melankolske underlægningsmusik.
Det er næppe tilfældigt, at Logan-klanens overdådige palæ er som taget ud af en gotisk fortælling som Bram Stokers ‘Dracula’ tilsat moderne nødvendigheder og belysning.
Kampen mod det onde i ‘Let the Right One In’ er mere indviklet end i det populære bogforlæg, der lå til grund for Alfredsons film, fordi alle de medvirkende befinder sig i en gråzone, hvor de både er skurke og helte.
Det er med de bedste intentioner, når farmaceuten Claire Logan (Grace Gummers) i en fængslende scene sprøjter vampyrblodsbaseret smertestillende medicin i kollegaen Matthews arm. Midlet er så effektivt, at det ikke gør ham spor, når hun bagefter stikker ham med en kniv. Tværtimod bliver han ophidset, nærmest ekstatisk, og presser mod kniven, så den skærer dybere.
Noget kunne tyde på, at serieskaber Andrew Hinderaker tilføjer eksperimenterne som plottråd for at ramme tidsånden efter pandemien. Men efter de første syv afsnit virker det stadig mere distraherende end spændende.
Værre er det, at laboratoriet fyldt med vampyr-aber, der river lemmer af for at drikke deres eget blod, fremstår som en forsimplet ligestilling af dyreforsøg med dyremishandling. Det er en svær debat, som kræver en mere nuanceret behandling end seriens grusomme fremvisning.
Kort sagt:
‘Let the Right One In’ blander sanseligt ungdomsdrama med vampyrlegender, ligesom i det oprindelige svenske bog- og filmforlæg. At spæde det op med en mordgåde tilføjer spænding, mens skildringen af vampyrisme som en sygdom virker fortænkt i en post-corona-verden.