Iskold Nick Offerman elsker tudende TikTok-reaktioner på ‘The Last of Us’

Iskold Nick Offerman elsker tudende TikTok-reaktioner på ‘The Last of Us’
'The Last of Us' (Foto: HBO Max)

TikTok svømmede over med grådkvalte ’The Last of Us’-fans efter tredje episode af zombieserien, der tog alle på sengen med en dybt rørende afstikker. Mangt en tårevædet seer uploadede deres umiddelbare reaktion efter afsnittet.  

De stærke reaktioner kommer ikke mindst på grund af afsnittets fantastiske præstationer fra ‘Parks and Recreations’-stjernen Nick Offerman og Murray Bartlett (‘Looking’, ‘The White Lotus’).

Offerman bliver præsenteret for afsnittets effekt på Jimmy Kimmel Live, hvor Kimmel afspiller videoerne. Offerman nød reaktionerne, som han tog som et kompliment:

»Det er en tsunami af vidunderlig, gavmild ros«, siger han og konstaterer, at de her fans udtrykker deres følelser helt modsat af ham selv. For selvom han tydeligvis er glad, bevarer han en karakteristisk cool facade.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Desuden fortæller han, at det er hans kone Megan Mullally (‘Will og Grace’), man skal takke for, at hans rolle i ’The Last of Us’ overhovedet blev til noget.  

Offerman havde egentlig ikke tid til at tage jobbet, men konen pressede ham til det. »Du skal til Calgary, min ven. Hav det sjovt! Du er nødt til at gøre det her«, beordrede Mullally, som Offerman omtalte som en »gudinde«.

Udover de overvældede Tiktokfans viste Kimmel også Offerman de rosende ord han fik på Twitter fra mangemilliardæren Jeff Bezos.

Komikeren var glad for komplimentet, og jokede med at han nu havde fået et eksklusivt »Super Prime«-abonnement som belønning.

’The Last of Us’ afsnit fire lander på HBO Max på mandag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af