Ben Affleck har efterhånden et par Batman-optrædener på CV’et.
I et nyt vidtrækkende interview med The Hollywood Reporter, fortæller den (ofte memeficerede) skuespiller, at hans bedste præstation bag flagermusemasken er i vente med den kommende ‘The Flash’, mens den værste oplevelse var at lave ‘Justice League’.
»Jeg fandt endelig en måde at spille den karakter, og jeg ramte plet i ‘The Flash«, siger Oscar-vinderen, der har spillet Batman siden ‘Batman vs. Superman: Dawn of Justice’ i 2016.
»I de fem minutter jeg er med i ‘The Flash’, går det rigtigt godt. Meget af det er bare tone. Man skal finde ud af, hvad ens version af personen er. Hvem er den fyr, der passer til, det du kan? Jeg prøvede at indpasse mig som en Batman«, siger skuespilleren om at finde sin egen version af noget, andre har lavet deres version af før.
Selvom Affleck siger, han godt kan lide meget af det, han har lavet som Batman, fremhæver han processen bag ‘Justice League’, som meget ubehagelig.
»De historier kørte i ring og blev mindre interessante. Man kunne holde et foredrag om alle grundene til, hvorfor det ikke er sådan, man skal gøre. Fra produktion til dårlige beslutninger til forfærdelig personlig tragedie. Jeg endte med den mest monstrøse smag i munden«, fortæller stjernen om filmen, der i starten blev instrueret af Zack Snyder, som måtte forlade projektet efter sin datters død.
Den kontroversielle Josh Whedon endte med at tage over, men blev ifølge Indiewire beskyldt af både Ray Fisher og Gal Gadot for at være krænkende.
»Jeg begyndte at drikke for meget. Jeg var hjemme på hotellet i London. Det var enten det eller at hoppe ud af vinduet. Og jeg tænkte bare: ‘Det er ikke det her liv, jeg gerne vil have. Mine børn er her ikke. Jeg har det forfærdeligt’«, fortæller Affleck om den hårde periode under optagelserne af ‘Justice League’.
»Man har lyst til at gå på arbejde, og finde noget interessant at klynge sig til, i stedet for bare at have en gummidragt på, og for det meste bare stå op ad en computerskærm og sige: ‘Hvis det her atomaffald løsner sig, så…’ Det er fint. Jeg er ikke nedladende over for det, men jeg nåede et punkt, hvor jeg fandt det kreativt utilfredsstillende. Desuden er man også svedig og udmattet. Og jeg tænkte: ‘Jeg vil ikke deltage i det her alligevel. Og jeg vil ikke spilde mere af mit liv, som jeg kun har en begrænset mængde af’«, lyder det fra Affleck.
Det endte dog med at bringe noget godt med sig trods, siger skuespilleren, når han ser tilbage på det, der endte med at blive streaming-versionen af ‘Justice League’ med titlen ‘Zack Snyder’s Justice League’.
»Det geniale er, at Zack Snyder endte med at sige til AT&T: ‘Jeg kan give jer fire timers content’. Og det er mest af alt det slow motion, han skød i sort-hvid. Og en dags optagelser med mig og ham. Han sagde: ‘Vil du komme ud og optage i min baghave?’, og jeg var sådan, ‘Jeg tror der er fagforeninger, Zack. Jeg tror vi skal lave en aftale’. Men vi gjorde det. Og nu er det min højest vurderede film på IMDB«.
Da journalisten spørger om ikke det er på grund af Zack Snyders internet-fanbase, siger Affleck:
»Sig, hvad du vil. Det er min højest vurderede film i karrieren. Jeg har aldrig før haft en, der gik fra bund til top. Med tilbagevirkende kraft er det et hit. Jeg bliver lykønsket for det flop, jeg var med i«.
‘The Flash’ kan ses i biografen fra den 14. juni.