’Chris Rock: Selective Outrage’: Hvornår fanden er komikerlegenden blevet så uoriginal?
Tidspunktet er udspekuleret godt.
Chris Rock har på sin nylige standup-tour kørt mindre jokes af om den famøse Will Smith-lussing, men man har skullet være på plads live for at høre det, og han er ikke gået i dybden med hændelsen.
Et par dage før årets Oscar-uddeling kom så hans Netflix-show ‘Selective Outrage’, som blev vist direkte i streamingplatformens første live-sending nogensinde og nu kan ses af alle på tjenesten.
Komikerens himlen op om Will Smiths syngende lussing er dog det eneste, ‘Selective Outrage’ har kørende for sig. Ellers er Chris Rocks nye special en træg omgang at komme igennem.
Ud over et par enkelte stikpiller og referencer til slap gate skal man kæmpe sig igennem næsten en time, før han skruer blusset op under Will Smith – og i løbet af den tid når man at blive godt frustreret over Chris Rocks jokes og mange gentagelser. Okay…?
Chris Rock er naturligvis et garanteret seerhit. Ser man bort fra interessen efter Oscar-uddelingen sidste år er han en af de største komikere i USA, og det er ikke ufortjent. Han debuterede og triumferede i 90’erne med blandt andet ’Bigger & Blacker’ og ’Bring the Pain’. Hans forrige Netflix-special, ’Tamborine’, instrueret af Bo Burnham, fik en varm modtagelse.
Med andre ord: Rock kan sit kram. Så hvordan fanden er han blevet så uoriginal?
Den garvede komiker falder i præcis de samme fælder som så mange andre, mere uprøvede komikere i disse år. Han forsøger febrilsk at belyse nye vinkler af wokeness, men ender med at betræde præcis de samme stier, som er blevet trådt til døde de seneste år.
Hvor mange gange har man ikke hørt jokes om, at mænd faktisk slet ikke har magten, men kvinderne? Hvad med en lille joke om Jay-Zs overscoring af Beyoncé? Eller jokes om, at det fedeste i verden er penge og blowjobs. Eller at transkvinder er bedre end den »originale opskrift«, da de kan fodboldreglerne. Det bliver en lang uopfindsom antiwoke-vrælen.
Og hvis en joke ikke virker, gentager han den. Igen. Og igen. Bare fordi man nævner Elon Musks sæd mange gange, bliver det ikke nødvendigvis sjovere.
Når Rock ikke leverer uoriginale jokes, prædiker han. Klædt i hvidt fra top til tå, iført en Prince-halskæde og med en neurotisk gang fortæller han om sit liv, roser sin familie, tager sine børns opvækst i forsvar og kommer med livsråd. Ingen jokes – bare snak.
I de sekvenser er hans konstante brug af fyldeordet »okay« dybt irriterende. Det bliver punktummet i hver anden sætning. En frygtelig dårlig vane, som ødelægger hans til tider gode punchlines.
Comedy-guderne må vide, hvorfor han kaldte showet ’Selective Outrage’, for ud over en lille intro-bid og de sidste ti minutter – som er klart de bedste – handler showet om alt andet end det. Det er et anekdotisk miskmask af Chris Rocks uoriginale tanker om samfundet og et konstant forsøg på at være provokerende på den mest røvsyge måde.
Ikke engang hans jokes om Will Smith er knivskarpe. »Han har lavet nogle fantastiske film, og jeg har heppet på Will Smith hele mit liv«, siger han på Baltimore-scenen og fortsætter: »Nu ser jeg ‘Emancipation’ bare for at se ham få tæv. Han har fået mig til at heppe på slaveejerne: ‘Slå ham igen. Slå ham igen. I overså et sted’«.
Chris Rock starter sit show med at sige, at »man ikke kan fortælle nogle af de her jokes på arbejdspladsen«. Det er måske korrekt. Men mest fordi hans vittigheder er lige så mindeværdige som Disneys Pinocchio-film fra i år.
Der er enkelte lyspunkter i ’Selective Outrage’, men efter at have brugt en time og ti minutter i selskab med Chris Rock, var jeg nødt til at gense nogle af mine fortrukne Netflix-specials bare for at trække en smule på smilebåndet.
Det er vel også en måde at skabe trafik på streamingtjenesten.
Kort sagt:
Man kan nøjes med at se de sidste ti minutter af Chris Rocks nyeste Netflix-special. Resten er et miskmask af uoriginale tanker med banale anti-woke-jokes.