Blandt de mange store smil og høflige svar på overgearede spørgsmål under ABC’s transmission fra den røde løber op til Oscar-showet skilte Hugh Grant sig mildest talt ud.
»Hvem glæder du dig til at se?«, spurgte intervieweren Ashley Graham.
»Det ved jeg ikke«.
»Hvad har du på?«
»Min smoking«.
»Hvordan var det at lave ’Glass Onion: A Knives Out Mystery’?
»Jeg er næsten ikke med i den«.
Til sidst opgav Graham, og Hugh Grant forlod åstedet med himmelvendte øjne i et klassisk Hugh Grant-udtryk. Endnu et eksempel på, at den britiske stjerne har en del til fælles med de sarkastiske roller, han har spillet gennem karrieren.
Heldigvis kom en hyperbegejstret Ke Huy Quan på lige bagefter og genoprettede stemningen.
Men Hugh Grant-interviewet går selvfølgelig allerede internettet rundt …