Danmark havde tre lodder i tombolaen, da årets Oscar-statuetter skulle uddeles i nat dansk tid i Dolby Theatre i Los Angeles.
Simon Lereng Wilmonts ’A House Made of Splinters’ om et ukrainsk børnehjem var nomineret til Bedste Dokumentar.
Anders Walters ’Ivalu’ om en grønlandsk piges søgen efter sin forsvundne søster var nomineret til bedste liveaction-kortfilm.
Og Mikkel E.G. Nielsen var nomineret for Bedste Klipning for sit arbejde på Martin McDonaghs ’The Banshees of Inisherin’.
Men billedet øverst på artiklen er fra 2014, for det blev ikke til nogen statuetter i sidste ende – ganske som ventet.
Forhåndsfavoritten ‘Navalny’ om den russiske oppositionspolitiker vandt dokumentarprisen, mens den sorthumoristiske irske ‘An Irish Goodbye’ vandt kortfilmkategorien.
Endelig gik klippeprisen til Paul Rogers for ‘Everything Everywhere All at Once’.
Det havde været en stor overraskelse, hvis der røg priser hjem til Danmark i år, og at der endnu engang var et så stærkt dansk islæt ved verdens største filmpris er imponerende i sig selv.
Så selvom man selvfølgelig altid håber, kan man ikke tale om en skuffelse. Nomineringerne er en kæmpe sejr i sig selv.