Vi er blevet forvænte med dansk Oscar-succes.
Sidste år fik Jonas Poher Rasmussens ’Flugt’ hele tre historiske nomineringer, og forrige år vandt ’Druk’ for Bedste Internationale Film’, mens Thomas Vinterberg sensationelt var nomineret for Bedste Instruktør. Mikkel E.G. Nielsen vandt tilmed for sin klipning af ’Sound of Metal’.
Så stor er succesen, at det nærmest bliver opfattet som en skuffelse, hvis der ikke ryger mindst én statuette mod vores nordlige breddegrader hvert år.
Men lad os lige kalibrere perspektivet i lyset af den konklusion, denne artikel arbejder sig frem mod: Det er svimlende flot, at Danmark igen og igen har indtil flere nomineringer i feltet ved verdens største filmpris. Intet andet land har haft så mange nomineringer i kategorien for internationale/fremmedsprogede film siden 2010.
I år har vi igen tre lodder i tombolaen: Simon Lereng Wilmonts ’A House Made of Splinters’ er nomineret til Bedste Dokumentar. Anders Walters ’Ivalu’ er nomineret til bedste liveaction-kortfilm. Og førnævnte Mikkel E.G. Nielsen er nomineret for Bedste Klipning for sit arbejde på ’The Banshees of Inisherin’.
Stor succes! Men … vinder de? Lad os vurdere chancerne én for én.
’A House Made of Splinters’
Simon Lereng Wilmonts rørende film om et børnehjem i Østukraine var overraskelsen, da nomineringsfeltet blev annonceret: De færreste havde regnet med, at den ville klemme sig ind, fordi flere andre film havde raget mere opmærksomhed til sig i månederne op til annonceringen.
Dermed også sagt, at ’A House Made of Splinters’ – der kan ses på DR under titlen ’Et hus af splinter’ – sandsynlig er kommet med på yderste mandat. Og dermed også sagt, at den ikke vinder prisen i sidste ende.
Den danskproducerede film er oppe imod et usædvanligt stærkt felt. Favoritværdigheden tilskrives den fremragende ’Navalny’ om den russiske oppositionspolitiker af samme navn, men den smukke og utrolige fortælling om et vulkanpar, ’Fire of Love’, bider den i haserne.
Også ’All the Beauty and the Bloodshed’ og ‘All That Breathes’ er dybt anerkendte film, der har fået oceaner af opmærksomhed gennem det seneste år.
I det felt kommer ‘A House Made of Splinters’ til kort. Og det er absolut ingen skam.
Mikkel E.G. Nielsen
Den 49-årige mesterklipper vandt som nævnt en Oscar for ’Sound of Metal’ i 2021, men han kommer ikke til at gentage triumfen i år.
Ikke fordi han ikke har gjort endnu et glimrende stykke arbejde på Martin McDonaghs ’The Banshees of Inisherin’ (det er jo derfor, han er nomineret), men fordi klipningen i netop denne film er af en type, som sjældent præmieres med statuetter.
Som Soundvenues Mads Kjær Larsen også pointerede i sine forudsigelser i alle kategorier forleden, går prisen typisk til film, hvor klipningen er meget synlig, og det er den ikke i den underspillede, sorthumoristiske historie om to venners ulykkelige brud på en lille ø i Irland i 1923.
Det er den til gengæld i den vilde og vanvittige ’Everything Everywhere All at Once’, der kaster publikum rundt i multiverset, og som er favorit til prisen. Og også i den hæsblæsende ’Top Gun: Maverick’, som er outsideren.
En mindre flashy klipning har primært en chance, hvis filmen også er favorit til at vinde hovedprisen for Bedste Film, og det er ’The Banshees of Inisherin’ ikke. Den status nyder ’Everything Everywhere All at Once’ nemlig også godt af.
’Ivalu’
Anders Walter vandt en Oscar med ’Helium’ i 2014, og det vil være fantastisk, hvis han kan gøre sig selv kunststykket efter her ni år senere, godt hjulpet af Danmarks Oscar-troldmand nummer 1, den dobbelt Oscar-vindende og mange gange nominerede producer Kim Magnusson.
Men … det sker nok ikke. Langt de fleste af de amerikanske Oscar-eksperter har ’Ivalu’, der handler om en grønlandsk piges søgen efter sin forsvundne storesøster, sidst eller næstsidst på listen. Og særligt konkurrenten ’Le Pupille’ virker svær at slå.
Det er en ambitiøs kortfilm af den anerkendte italienske instruktør Alice Rohrwacher, produceret af ingen ringere end mesterinstruktøren Alfonso Cuarón med instruktørens kendte skuespilsøster Alba Rohrwacher i en hovedrolle og med en bred distribution på Disney+. Alene disse overfladiske forhold gør filmen, der handler om en flok piger, som gør oprør på en katolsk kostskole, til favorit. Den stærke kvindevinkel skader heller ikke.
Filmen er til gengæld lang af en kortfilm at være – 37 minutter, lige på grænsen af det tilladelige i kategorien – hvilket ofte anses for at være en ulempe. ’Ivalu’ er 16 minutter til sammenligning. Og måske vil ’Le Pupille’ blive set for meget som en lille spillefilm til en kortfilmkategori, hvor det skarpe og konceptuelle ofte har forrang.
Også ’An Irish Goodbye’ byder sig dog til før ’Ivalu’. Den foregår i Nordirland og bærer noget af den sorte irske humor, som også gennemvæder et af årets store Oscar-hits, ’The Banshees of Inisherin’. Måske er der en form for synergi til den irske kortfilms fordel?
Den handler om to brødre, der efter mange års adskillelse mødes i forbindelse med deres mors død. Michelle Fairley, kendt fra ’Game of Thrones’, er på rollelisten.
’Ivalus’ chance er, at kortfilmkategorien er notorisk uforudsigelig – en af de kategorier, der generelt er sværest at forudsige. Og filmen har bestemt kvaliteter, man ikke skal undervurdere: Den fortæller en både relevant og følelsesfuld historie fra et meget specifikt sted. Den er utroligt flot. Og dens fortælling er skarpt tilpasset det korte format.
Walter & Magnusson kommer nok til at gå tomhændede hjem fra Los Angeles. Men hvis Danmark skal vinde en Oscar i år, skal det være her.
Oscar-showet finder sted natten til mandag og kan ses på TV 2. Årets nominerede liveaction-kortfilm kan ses i Cinemateket 10., 11. og 14. marts.