Skuespilleren Lance Reddick er død 60 år gammel, skriver The Hollywood Reporter.
Det var TMZ, der først berettede, at skuespilleren fredag blevet fundet død i sit hjem i Studio City i Los Angeles. Medierne skriver, at han døde »af naturlige årsager«.
Lance Reddick slog igennem som den bryske, men godhjertede løjtnant Cedric Daniels, der kæmpede med at fastholde sin egen integritet og balancere sine karriereambitioner i et urimeligt system, i HBO-mesterværket ‘The Wire’.
Hans umiskendelige karisma gjorde stort indtryk og førte til mange andre roller i de efterfølgende år. Han havde store roller i ‘Fringe’, ‘Bosch’ og den oversete ‘Corporate’, mens han hyppigt dukkede op i biroller i serier, hvor han meget ofte stjal billedet. Fra ‘Lost’ til ‘American Horror Story’.
På film var der længere mellem snapsene, men han optrådte blandt andet i ‘Godzilla vs. Kong’ og ‘One Night in Miami’.
Og så i en tilbagevende rolle som conciergen Charon på The Continental Hotel i ‘John Wick’-franchisen. Han var i disse dage i gang med at promovere den fjerde film, der netop har fået amerikansk premiere (og kommer til Danmark næste uge).
Hans sidste roller bliver i en række kommende film: John Wick-spinoffen ‘Ballerina’, remaket af ‘White Men Can’t Jump’ og John Ridleys ‘Shirley’ om det sorte ikon Shirley Chisholm.
Lance Reddick var også musiker, og ‘The Wire’-kollega Wendell Pierce er blandt dem, der hylder ham på Twitter efter nyheden om dødsfaldet.
Reddick efterlader sin hustru og to børn.