(Spoiler alert: Artiklen indeholder spoilers for hele serien. Soundvenues spoilerfri anmeldelse af de første fire afsnit kan læses her)
’The Mandalorian’ blev hurtigt en favoritserie blandt Star Wars-fans og mange andre, da den ramte Disney+ i 2019. Siden da er det næsten blevet sin egen genre at se Pedro Pascal adoptere fortabte sjæle og tage på lange roadtrips.
I forrige sæson fik han endelig afleveret Grogu til Luke Skywalker, for at han kunne blive trænet i kraften. Det blev dog en kort skolegang, for i ’The Book of Boba Fett’ besluttede Grogu sig for, at han hellere ville rejse rundt i galaksen med sin behjelmede, dusørjægende adoptivfar.
Vi er nu nået til enden af tredje sæson af ’The Mandalorian’ med Pedro Pascals mandalorianer Din Djarin og hans adoptivsøn Grogu.
Tredje sæson lagde stærkt ud, dog med lidt mange plottråde, som kunne blive en udfordring at følge op på. Det lykkedes for det meste, men alligevel gabte serieskaber Jon Favreau måske over en lidt for stor mundfuld, hvilket afstedkom en sæson, der trak i lovlig mange forskellige retninger.
Vi samler her op på det bedste og det værste fra tredje sæson af ’The Mandalorian’, der nu er ude i sin helhed på Disney+.
Det bedste: En lykkelig slutning?
Mandalorianeren Din Djarin og baby Yoda/Grogu har været mange strabadser igennem, og de har indtil videre været endeløse. Men sæson 3 afslutter faktisk med en rimelig lykkelig slutning på deres historie.
Ikke mindst ved at Din Djarin endelig adopterer Grogu som sin egen søn og dermed giver ham navnet Din Grogu, selvom vi alle sammen ved, at han allerede tog det valg, første gang han så den grønne, lille baby. Men far/søn-parret får sig også et lille hus på prærien, hvor de endelig kan slappe af.
Det er dog ikke, fordi der ikke lægges op til en sæson 4 (serieskaber Jon Favreau har allerede udtalt, at de arbejder på den), hvor Djarin og Grogu går tilbage til dusørjægerlivet. Der er også bestemt en mulighed for, at Moff Gideon vender tilbage på trods af hans tilsyneladende død i en kæmpeeksplosion. Folk har overlevet værre i Star Wars.
Hvorom alting er, er det dejligt at opleve en idyllisk tilværelse for de karakterer, man har fulgt igennem tre sæsoner.
Det værste: Manglende retning
Sæsonafslutningen fik fint afrundet de fleste løse tråde, der dukkede op i løbet af sæsonen, men som helhed føles den stadig lidt retningsløs til tider. Det føles, som om Jon Favreau gerne vil en hel masse forskellige ting, og det fungerer ikke alt sammen.
Seriens hovedperson Din Djarin træder en smule i baggrunden i meget af sæsonen til fordel for en anden mandalorianer, Bo-Katan Kryze. Der er også et helt afsnit dedikeret til en bikarakter fra første sæson.
Det er ikke, fordi der er noget galt med disse tråde, men serien bliver pludselig en ensemblefortælling, hvor vi var vant til, at den kun fulgte Din Djarin. Resultatet bliver, at flere afsnit føles som en pause fra det egentlige plot.
Disney+ er ved at lave flere Star Wars-serier, og det hele kommer sikkert til at passe godt sammen i sidste ende, men det forpurrer i nogen grad den enkelte series samlede vision.
Det bedste: En udvidelse af universet
Når vi følger andre karakterer end Mandalorianeren, giver det dog oftest et meget spændende indblik i universets mindre omtalte sider. Afsnittet om klonforskeren Dr. Pershing og hans rehabilitering i Den Nye Republik efter hans tid under Moff Gideon viser, at en utopi ikke er garanteret, efter man vælter et fascistisk styre.
Det nye demokrati mangler ressourcer, hvilket betyder, at udkantsuniverset ikke beskyttes, og netop derfor er der brug for mandalorianerne. Mandalores bombning får også mere baggrund, med Bo-Katan og Moff Gideon i centrum.
Vi får også endnu et indblik i Order 66, den systematiske udryddelse af jedis, som altid er spændende at høre mere om. Alt dette er guf for Star Wars-fans, men det har også en skyggeside.
Det værste: Star Wars-indforståetheden vender tilbage
Der var mange jubel-øjeblikke for hardcore Star Wars-fans i løbet af sæsonen, men oftere og oftere er det på bekostning af resten af seergruppen.
Ikke mindst ved seriens start, hvor Grogu på uforklarlig vis er tilbage hos Din Djarin, efter Luke Skywalker tog ham med i slutningen af sæson 2. For at forstå dette skulle man have set ’The Book of Boba Fett’, hvor de også er med.
Ligeledes er Bo-Katan og hendes søgen efter darksaberen en fortsættelse af plots fra de animerede serier ’The Clone Wars’ og ’Rebels’. Når det begynder at føles som lektier at forstå en serie, hopper mange seere fra, og Star Wars har altid været slem i den henseende. Eneste trøst er, at anden sæson var værre, hvad det angår.
Det værste: Tamme actionscener
I første sæson af ’The Mandalorian’ var enhver kampscene nøje udtænkt og koreograferet til fed effekt. Det virker dog til at være et af de steder, der er blevet sparet på i denne omgang.
Der opstår også et problem, når både helte og skurke går i laserskudsikre heldragter. Skuddene flyver om ørene på dem, men det er ret uklart, hvornår det egentlig gør skade på karaktererne. Selv i finalens endelige opgør mellem Moff Gideon og Bo-Katan bliver han gentagne gange slået med et lyssværd, hvilket får faren til at virke minimal.
Det føles mere, som om plottet dikterer, hvem der vinder hvilke kampe, frem for den historiefortælling god stuntkoordination kan skabe i selve kampen.
Det bedste: Fede rumskibssekvenser
Hvad der er sparet på kampscenerne, er dog røget direkte ind i seriens scener med rumskibe. Din Djarins luftkamp med pirater, han og Bo-Katans flugt fra Tie Fighters og sekvenserne med den mandalorianske flåde i de sidste afsnit er alle af filmisk kvalitet.
Det er her, Star Wars virkelig kan skinne og være unik, med en god blanding af gamle klassikere som imperiets skrigende Tie Fighters og nyere tilføjelser som Dins N-1 Starfighter eller de mandalorianske Gauntlets.
Det bedste: Jar Jar Binks’ forløsning
Nej, Jar Jar Binks er desværre ikke med i serien. Men skuespilleren bag, Ahmed Best, er. De fleste ved nok, at Jar Jar er en udskældt karakter iblandt Star Wars-fans, hvilket også resulterede i, at Best blev udsat for voldsom chikane og racistiske kommentarer, da han ved årtusindeskiftet spillede den fjollede gunganer.
Det blev faktisk så slemt, at skuespilleren næsten begik selvmord, som han åbner op om i denne rørende video. Det ville være helt forståeligt, hvis han var færdig med den franchise der næsten dræbte ham, men han vendte tilbage som vært for reality-showet ’Jedi Temple Challenge’, hvor børn træner til at blive jedier.
Han spiller her jedien Kelleran Beq, som brænder for at træne den næste generation af jedier. Det er derfor også yderst passende, at det blev ham, der reddede den unge Grogu fra Order 66 i jeditemplet.
Han har fået en varm velkomst tilbage af fans, og mange håber at se mere til ham.
Det værste: For mange cameos
Best var en velkommen cameo, men mere omdiskuteret er Jack Black, Lizzo og Christopher Lloyds roller i afsnit 6. Selve afsnittet føles mere som ’Blade Runner’ med dets neo-noir cyberpunk-udtryk, men det er ikke det, der føles mest malplaceret.
Jack Black og Lizzo spiller demokratisk valgte regenter på denne luksuriøse cyberpunk-planet, hvor tidligere battle droids er gjort til slaver for befolkningen under Christopher Lloyds overvågning.
En velplaceret cameo kan i Ahmed Bests eksempel bringe en tåre frem i øjenkrogen, men i dette afsnit er det meget gennemskueligt, at omtale er den eneste bagtanke i castingen. Black og Lizzo spiller fint, men lidt for komisk til seriens udtryk, mens Lloyd giver en overbevisende præstation som separatist-sympatisør.
’The Mandalorian’ kan ses på Disney+.