‘Tiny Beautiful Things’: Skuespillerstærk bestsellerserie tynges af ærkeamerikanske paroler
11 år efter Cheryl Strayeds autofiktive romanforlæg udkommer ’Tiny Beautiful Things’ som serie, i Danmark på Disney+.
Strayed er bedst kendt for New York Times-bestselleren ’Wild’, som også blev læst hyppigt i Danmark. Siden er hun blevet kendt under alteregoet Sugar, en »radikalt empatisk« brevkasseguru både bragt som klumme hos The Rumpus, og som podcasten ’Dear Sugars’.
’Tiny Beautiful Things’ er historien om 49-årige Clare Kinkade, der står et umuligt sted i livet. Hun og hendes mand, Danny (Quentin Plair) er blevet rygende uvenner over, at Clare lånte et stort pengebeløb, som hun trak ud af deres datters college-opsparing, til sin fuckup af en lillebror.
Datteren har frasagt sig sit fornavn Frankie, som var hendes mormors navn, og vil i stedet kaldes ved mellemnavnet Rae, hvilket Clare har svært ved at komme overens med. Clare bliver desuden suspenderet fra arbejdet, da hun skal undersøges for en beskyldning om seksuelt grænseoverskridende adfærd over for en 85-årig alzheimer-patient. Og hun har en stærk mistanke om, at hun og mandens parterapeut tager mandens parti.
Midt i det hele støder Clare ind i en gammel ven. Det viser sig, at han står bag brevkassen Dear Sugar, som Clare en aften i desperation sendte et brev til, hvor hun bad om råd til sin sejlende tilværelse. Vennen, som kender til Clares skriveevner, overtaler hende til at overtage brevkassen. Hun passer meget bedre til Sugar-karakteren, siger han: Hun er kvinde, fra arbejderklassen og mistede sin mor til cancer. Hun er relaterbar, menneskelig.
I virkeligheden er det sorgen over moren, som binder ’Tiny Beautiful Things’ sammen. Det giver den en slående lighed med Ricky Gervais’ Netflix-dramedy ’After Life’, men med mere vægt på (melo)dramaet og mindre på komedien. Og ’Tiny Beautiful Things’ er mere banal.
Hvert afsnit er opbygget efter en hjemme-ude-hjemme-model: Et symbol – for eksempel en kop med en næse som hank – bringer Clare tilbage til ungdommen, hvor hun og broren kæmpede med misbrug og akademiske nederlag efter morens død. Indtil trådene mellem livet dengang og nu bliver samlet i et opbyggeligt brevkassesvar til en fortvivlet brevskriver.
Hvis man er i den rette sindstilstand, kan serien sagtens føles som en blid, moderlig hånd, der stryger din kind. Takket være skuespilpræstationer i topklasse er melodramaet ikke så klæbrigt, som det kunne have været.
Kathryn Hahn spiller kyndigt og elskeligt, og selvom hun selvfølgelig ligner en million, når hun famler, er hun overbevisende som et fortabt menneske.
En særligt glædelig overraskelse er Tanzyn Crawford, der i rollen som den urimelige teenagedatter Rae gør det strålende ved med blikket altid at vise, at der ligger et ægte menneske bag hendes unge-udødelige-oprør. Det er virkelig solidt skuespilarbejde.
Jeg skærer mig til gengæld på den ærkeamerikanske pull yourself up by the bootstraps-logik, som altid bliver den endelige konklusion på karakterernes kvaler. Der er ellers spændende temaer i spil som den komplekse ulighed i Clare og Dannys ægteskab: en sort mand med middelklassebaggrund og en stor, kærlig familie med en hvid kvinde med arbejderbaggrund, som er ensom udenfor ægteskabet.
»Tal ikke til mig, en sort mand i Amerika, om undertrykkelse«, siger Danny til Clare i en diskussion. En anden gang frasiger han sig at komme fra en rig familie, han er fra middelklassen, hvortil Clare svarer: »Det er rig«.
Men hvad skal vi egentlig med de nuancer, når Clares afdøde mor Frankies (blidt og nærværende spillet af Merritt Wever) motto bliver fremlagt som en løsning, der nærmest kan annullere væsentligheden af forskellige livsvilkår:
»Lad ikke den værste ting, der er sket for dig, stoppe dig. Hvis du gør dét, er det ingen andres skyld end din egen«.
Kort sagt:
Især takket være castet har ’Tiny Beautiful Things’ nerve og tårefremkaldende melankoli. Men dens påståelige opbyggelighed er forsimplet og prikker ofte hul på ballonen.