Man ved, at en stjerne er stor, når de udover at være kendte ansigter, hyldede skuespillere og fanikoner også bliver eksempler til efterfølgelse.
Det niveau har Robert Pattinson opnået i de seneste par år. Det skyldes ikke mindst den 36-årige brites måde at håndtere sit image og sin skuespilkarriere efter ‘Twilight’ og gå fra teenidol til kritikerdarling.
Da han trak i ‘The Batman’s emo-agtige superheltekappe, var buen fra YA-blockbuster til 10 år med sære arthouse-film og tilbage til franchise-land på en måde fuldendt.
Derfor blev jeg også ramt af en form for popkulturel mønstergenkendelse, da jeg sidste år tog temperaturen på den 25-årige australske ‘Euphoria’-skuespiller Jacob Elordis karriere. Her udnævnte jeg ham til »den nye Robert Pattinson« i forbindelse med en opgørelse af de 10 største Hollywood-stjerner under 30 år.
For selvom det kan være en hul og sammenligningsfikseret mediebesættelse at udnævne en ung mandlig stjerne til den nye DiCaprio (som Timothée Chalamet eksempelvis er blevet), er det i Elordi og Pattinsons tilfælde ikke baseret på skuespil og udseende. Det handler om en fælles evne til at hacke Hollywood ved ikke at blive sat i bås.
Ligesom post-’Twilight’-Pattinson tager Elordi lige nu tilløb til at kvantespringe sig til Hollywoods dramatiske elite med sine kommende roller.
Så er spørgsmålet bare, om Elordi kan lykkes med samme karriereforvandling som R-Patz?
Dobbelt heart-throb-houdini
Hvis man er en ung attraktiv mand i Hollywood, er det bestemt ikke unikt at bryde igennem som førsteelsker i en film målrettet teenagere.
Alligevel er der noget over Jacob Elordis færd fra Netflix-megahittet ‘The Kissing Booth’, som Netflix-boss Ted Sarandos kaldte »en af de mest sete film i verden lige nu« ved premieren i 2018 og frem, der har så mange fællesnævnere med Robert Pattinsons karriere, at man næsten tror, australieren har nærstuderet den.
Begge brød voldsomt igennem som indbegrebet af YA-besættelse. Og begge har det udtalt ambivalent med deres berømmelse og filmene, der skabte den.
En anden stjerne det ville være nærliggende at sammenligne Elordi med, er Noah Centineo fra den populære ‘To All The Boys I’ve Loved Before’, der eksploderede samme år som hans eget Netflix-hit. Men hvor Centinio er blevet i Netflix-andedammen, distancerede Elordi sig hurtigt fra den. Præcis ligesom Robert Pattinson gjorde i kølvandet på ‘Twilight’ (faktisk forlod han efter sigende gallapremieren halvvejs gennem filmen).
»Jo mere jeg læste manuskriptet, desto mere hadede jeg den her fyr, så det var sådan, jeg spillede ham«, har Pattinson fortalt om Edward Cullen til GQ.
»Jeg hadede at være en karakter i offentligheden. Jeg følte mig så langt fra mig selv. Jeg havde det, som om jeg var en plakat«, fortalte Elordi i et interview med samme medie sidste år. Han var heller ikke bleg for at dele, at han ikke engang har set filmseriens toer.
På samme måde får man næsten deja-vu til Elordis pre-‘Euphoria’ anekdote om, at han op til nærmest boede i sin bil med få hundrede dollars på kontoen og var ved at rejse hjem til Australien. Da Robert Pattinson fik sin rolle i ‘Twilight’, var motivationen blandt andet, at han var ved at løbe tør for de ‘Harry Potter’-penge, der ellers havde holdt ham oven vande længe.
Når man ser på gennembrudsrollerne, deler de også evnen til at tilføre deres ellers traditionelle maskuline beskyttere lidt ekstra emo-lir, voldsommere følelser og skuespil med stort s.
De fremstår også som gudbenådede historiefortællere i deres egne liv. I hvert fald hvis man skal tro deres beslægtede møder med GQ. Her er det uden tvivl journalisten, der styrer en del af narrativet, men skuespillerne leger med i historierne om deres udvikling.
Da mediet udnævnte Elordi til »Gen Z’s førstemand« og fik ham til at stikke sin tunge ud i pangfarvet tøj, var det et halvt år, efter de skrev om »Robert Pattinsons metamorfose«. Og fik ham til at stikke tungen ud i pangfarvet tøj.
After nearly two years spent becoming Batman, Robert Pattinson has emerged from the trickiest film shoot of his career https://t.co/qiXlQ9tJ9m pic.twitter.com/eEfK4wn8mB
— GQ Magazine (@GQMagazine) February 8, 2022
Men hvor Robert Pattinson allerede er lykkedes med sin kunstneriske heart-throb-houdini, bevæger Elordi sig ikke helt lige så stålsat ud af det velkendte.
Kongen af giftige kærester
Der er langt fra ‘The Kissing Booth’ til ‘Euphoria’, men Elordis roller i dem er alligevel to sider af samme sag.
I den ene hedder han Noah og spiller en småbesidderisk quarterback-type, hvis sixpack bliver dyrket af kameraet ved en hver given lejlighed. I den anden vender han den psykologiske vrangside ud på præcis samme highschool-trope, hedder Nate og har psykopatiske tendenser gemt under sit smukke ydre. At spille et omvandrende red flag er den 25-årige skuespillers spidskompetence.
Elordis næste projekt er til gengæld hans hidtil største kunsneriske ryk.
Skuespilleren medvirker i ‘The Sweet East’, der får premiere på Cannes Film Festival i denne måned. Den er instrueret af den hyldede indie-filmfotograf Sean Price Williams, som skød Safdie-brødrenes ‘Good Time’ og vitterligt valgte Elordi, fordi han mindede ham om Robert Pattinson og hans potentiale til at gå fra »hunk« til »edgy«. Det fortalte Williams i GQ.
Den kommende Cannes-film er en »pittoresk rejse gennem samtidens USA« og handler om kulter. På rollelisten får Elordi selskab af ‘The Bear’-skuespilleren Ayo Edebiri og Nick Caves søn Earl Cave.
Bagefter venter to markante ryk op i hierarkiet hos to prominente kvindelige instruktører. Men her tyder det på, at Elordi ikke helt er færdig med at spille giftige kærester.
For en person, der holder sit typecasting-potentiale som heart-throb ud i strakt arm, virker det som at gå ind i løvens hule, når han skal spille Elvis Presley i Sofia Coppolas kommende biopic ‘Priscilla’.
Det kunne dog snildt blive en antitese til Baz Luhrmanns biopic, da filmen har rockstjernens ekskones fortælling i fokus, så lur mig om ikke Elordis Presley – USA’s eviggyldige hjerteknuser – bliver bragt til live med skuespillerens særlige evne for maskulinitetens knæk. For set med Priscillas øjne var kongen nok også rimelig toxic.
Han indtager derudover en hovedrolle over for Barry Keoghan i Emerald Fennells ventede opfølger til ‘Promising Young Woman’, ‘Saltburn’. Filmens historie om en ung studerendes besættelse af sin klassekammerat (Elordi) fra det britiske aristokrati trækker på ‘The Talented Mr. Ripley’, og man kan af gode grunde snildt forestille sig ‘Euphoria’-stjernen gøre Jude Law kunsten efter som homoerotisk begærsobjekt.
Med tanke på Fennells håndtering af Bo Burnhams elskelige komikerpersona i ‘Promising Young Woman’, bliver det ekstra spændende at se, hvilke udspekulerede planer hun har med Elordis to meter.
Manglende selvironi
Samtidig er ‘Saltburn’s finkulturelle luftlag heller ikke ligefrem fremmede for Elordi.
Hvis man ser skuespilleren gennem sine selvvalgte genstande fra GQ’s videokoncept ’10 Things Euphoria’s Jacob Elordi Can’t Live Without’, er han ikke bleg for at fremhæve sin forkærlighed for at male med vandfarver, at skrive i notesbøger købt i en spansk smøge – med fyldepen, selvfølgelig! – og altid at have en form for klassisk litteratur ved hånden.
Hvilket også er et hint om en væsentlig forskel på Robert Pattinson og Jacob Elordi, der meget vel kan blive et problem.
Robert Pattinson er sjov. Som i virkelig sjov. Selvom han ikke ligefrem har spillet komedie, er det en bizar humoristisk evne, der udmærker karrierens to bedste præstationer: Som stirrende amatør på flugt i Safdie-brødrenes ‘Good Time’ og 1800-tals-sømand på randen af fornuft i ‘The Lighthouse’.
Lige så udførligt som Jacob Elordi kører sig selv i stilling som ‘seriøs skuespiller’ et nøje udvalgt cigaretetui ad gangen, lige så ufrivilligt morsom kommer han til gengæld til at fremstå.
Hvis man er i tvivl om, hvor alvorligt Elordi til tider tager sig selv som skuespiller, indrømmer han selvkritisk i sit GQ-portræt, hvordan han forberedte sig så intenst til ‘The Kissing Booth’, at han læste den ungdomsbog, filmen var baseret på, som »en hellig tekst«.
Men ret skal være ret. Det ungdommeligt excentriske har historisk set også været en del af Pattinsons forhold til sig selv som skuespiller. Manden aflagde audition til Edward Cullen skæv på valium og har fortalt, at hans ‘Twilight’-tilgang i sin tid var at »gøre det så artsy som muligt«.
Under optagelserne til teendramaet ‘Remember Me’ levede Pattinson sig så meget ind i rollen, at han i en scene begyndte at tæve løs på sig selv og blev ved, efter der blev sagt stop. Det fortalte han i sin tid MTV.
Hvis det ikke var, fordi Robert Pattinson allerede havde vist sit værd, ville det måske også virke mere mærkeligt end sjovt, at han tit lyver i interviews med vilje. Som dengang han i forbindelse med ‘Water for Elephants’ fortalte om, at han så en klovn dø, første gang han var i cirkus. Man er tilbøjelig til at tro Robert Eggers, når han sammenligner Pattinsons humor med den fuldstændig uforudsigelige komikerlegende Andy Kaufmann.
På det punkt har vi virkelig stadig Jacob Elordis funny bones til gode.
Men de store armbevægelser på det personlige plan til trods er der ingen tvivl om, at Elordi har kursen på vej det helt rigtige sted hen. Som den nye Robert Pattinson. ‘The Sweet East’ har også bragt ham tættere på sit udtalte ønske om at arbejde med Safdie-brødrene.
Hvis han vil fuldføre det, kan han bare gøre som Pattinson, der har afsløret sit trick til at score særprægede indieroller. Han ringer bare til instruktører, han synes er interessante. Det gjorde han med Safie-brødrene, der på det tidspunkt var pænt ukendte. Hvorfor fortalte han hos Jimmy Kimmel Live op til premieren på ‘Good Time’.
»Jeg så bogstaveligt talt et fotografi på IndieWire. (…). Det var fra deres sidste film, og jeg forelskede mig på en måde bare i billedet«.
Det er uden tvivl svært at lave en Robert Pattinson. Men Robert Pattinson får det til at se så nemt ud, at man godt forstår, hvorfor Elordi vil være ligesom ham.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘The Sweet East’, ‘Priscilla’ og ‘Saltburn’ får dansk premiere.