De seneste dage på den verserende Cannes-festival – en af filmårets helt store begivenheder – har stået i Martin Scorsese, Leonardo DiCaprio og deres nye film ‘Killers of the Flower Moon’s tegn.
Filmen fik en generelt flot modtagelse efter verdenspremieren, også fra Soundvenues udsendte trods visse reservationer, og søndag holdt Scorsese hof med filmens bærende skuespillere ved den traditionsrige pressekonference.
Her blev Leonardo DiCaprio spurgt, hvad der gør Martin Scorsese til den største instruktør nogensinde.
Instruktørmesteren skyndte sig grinende med at joke, at DiCaprio bare skulle benægte det, men skuespilstjernen tog opgaven for pålydende og erklærede sig enig i udsagnet forklædt som et spørgsmål.
»Jeg kan kun tale fra min egen oplevelse af at vokse op og se de tos arbejde og ud fra et filmisk perspektiv se, hvordan de har influeret alt, jeg gør som skuespiller«, startede han med at sige med reference til Scorsese og dennes tidligere hofskuespiller Robert De Niro, der også er med i filmen og var til stede ved pressemødet.
»Det utroligt høje kunstneriske niveau, som de har været i stand til at opnå sammen, har ikke bare ændret mig. Det var min skabelon og influerede en hel generation af skuespillere, som jeg voksede op med«, fortsatte DiCaprio.
»Martys vedholdenhed og vildskab i forhold til at fortælle sandheden om disse historier, uanset hvor grim og bizar og ukomfortabel den er, er hans mesterskab. Og hans respekt for filmhistorien, og hvad der er lavet før ham, indflydelsen fra de store instruktører gennem historien, der har gjort ham til den instruktør, han er, er bare uden parallel«.
»Han har været i stand til at definere sig selv som den store instruktør af vores tid, og han fortsætter med at lave utrolige film, der fortæller vigtige historier, som denne film«, begrundede Leonardo DiCaprio, før han sluttede:
»Som alle jer er jeg konstant fuld af næsegrus beundring over for hans evne til at fortsætte med at fortælle sandheden, som han gør, med sine karakterer og historier«.
Det er sjette gang, Scorsese og DiCaprio arbejder sammen. De forrige film var ‘Gangs of New York’, ‘The Aviator’, ‘The Departed’, ‘Shutter Island’, ‘The Wolf of Wall Street’.
I ‘Killers of the Flower Moon’ spiller DiCaprio lykkejægeren Ernest, der er gift med et medlem af Osage-stammen i 20’ernes Oklahoma, som plages af en række mord på medlemmer af stammen.
Hele Cannes-pressekonferencen kan ses her.