1. Streaming: Gyseligt underholdende millennial-psykopat
Med sin norske titel ‘Syk Pike’ holder Kristoffer Borglis Cannes-nominerede og streamingaktuelle absurdkomedie fra sidste år i den grad, hvad den lover.
Joachim Triers Oscar-hit ‘Verdens værste menneske’ møder ‘American Psycho’ i fortællingen om den uforløste barista Signe, der tager sygelige midler i brug for at stjæle opmærksomhed fra sin selvoptagede kunstnerkæreste. For hun er træt af aldrig at få sit shine, når han høster kulturelitens anerkendelse for at stable designerstole oven på hinanden, som hun endda utaknemmeligt må hjælpe ham med at stjæle.
Da en kvinde en dag vælter ind på hendes café med ansigtet blodigt vansiret af et hundebid, får hun en idé.
Det er både ubehageligt og urkomisk at navigere i Thomas og Signes parforholdsdartspil af giftpile, og skuespiller Kristine Kujath Thorp stjæler showet som en de sjoveste filmpsykopater længe.
‘Sick of Myself’ er et gyseligt underholdende millennial-syrebad til alle, der nogensinde har fantaseret om grædende ekskærester og dårlige veninder til deres egen begravelse.
‘Syk Pike’/ ‘Sick of Myself’ kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio og Apple TV.
2. Casper Christensen feat. Thomas Helmig
Casper Christensen og Mikael Bertelsen fik en ordentlig omgang kritik for første ombæring af Viaplay-talkshowet ‘All Exclusive’, men nu er anden sæson skudt afsted med Thomas Helmig som gæst i et døgn på luksushotellet i Portugal. Programmet skulle egentlig have åbnet ballet sidste år, men blev udskudt på grund af Hugo Helmigs tragiske død.
Men nu er der her, og formatet når et helt nyt niveau, når Thomas Helmig ærligt og autentisk fortæller om alt fra sit alkoholmisbrug til selvleden som en fast livsledsager. Ømt er det også, når Helmig hjælper Casper med at forløse en gammel drøm om at skrive en popsang.
En sang, der i slutningen af afsnittet får en særlig betydning, når man uværgerligt har Hugo Helmigs bortgang i baghovedet.
De næste gæster i sæsonen er Kasper Schmeichel, Paprika Steen og Ulrich Thomsen.
‘All Exclusive’ kan ses på Viaplay.
3. Streaming: Stjernespækket danmarkspremiere
Den aktuelle Cannes-festival lakker mod enden i Sydfrankrig, mens vi med længsel må vente på, at årgangens hypede film kommer til Danmark. Nogle gange kan der gå mere end et år.
For eksempel kan en af de meget omtalte titler fra sidste års festival, James Grays ’Armageddon Time’, først ses i Danmark nu. Den blev ikke samlet op til biografdistribution, men kan nu streames på lejetjenesterne, og den er absolut to timer af din tid værd.
Filmen bygger på den anerkendte instruktørs egne barndomsoplevelser og handler om den intelligente sjetteklasseselev Paul, der i 80’ernes Queens bliver gode venner den sorte klassekammerat Johnny. De laver narrestreger og små oprør mod lærernes autoritet, men det viser sig, at der er meget stor forskel på, hvordan man som søn af en privilegeret jødisk familie og som sort dreng fra en fattig baggrund bliver behandlet efter den slags digressioner.
’Armageddon Time’ er et levende og præcist tidsbillede af et USA på kimen til Reagans præsidentskab og først og fremmest et interessant blik på racisme, klasse og privilegier i børnehøjde. Anna Hathaway, Anthony Hopkins og Jeremy Strong i en rolle langt fra Kendall Roy drysser stjernestøv over den seværdige film.
’Armageddon Time’ kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple TV.
Set det hele? Tjek også vores tre anbefalinger fra sidste uge.