Kim Cattrall vs. Sarah Jessica Parker: ‘Sex and the City’s store fejde, forklaret

Selvom hun ikke har lagt fingrene imellem i sin kritik af ‘And Just Like That…’ og ikke mindst sin tidligere medspiller Sarah Jessica Parker, vender kvinden bag Samantha Jones tilbage til sin hyldede rolle i rebootets anden sæson. Vi dykker ned i skuespillerens tumultariske forhold til ‘Sex and the City’ og vejen tilbage til rollen, hun ellers havde lagt højhelligt i graven.
Kim Cattrall vs. Sarah Jessica Parker: ‘Sex and the City’s store fejde, forklaret
Sarah Jessica Parker, Kristin Davis, Cynthia Nixon og Kim Cattrall. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic, Inc/ Getty Images)

De var verdens bedste veninder. Ikke blot for hinanden, men for generationer af tv-seere. 

Men gennem årene har historien om Kim Cattralls utilfredshed med ‘Sex and the City’-produktionen såvel som med kollegaen Sarah Jessica Parker – og vice versa – hjemsøgt de gode ‘Sex and the City’-minder og genereret mediestorme igen og igen. 

For nylig udnævnte Rolling Stone konflikten mellem de to stjerner til »tv’s største fejde«.

Og det er en både lang og indviklet konflikt, der i høj grad er foregået via kryptiske talkshow-udtalelser, årelange sladdernarrativer og enkelte tilfælde af decideret mudderkastning. 

Og med nu to sæsoner af ‘And Just Like That…’ er sagaen blusset op påny. 

I første sæson var Cattralls karakter Samantha Jones blevet forvandlet til glimtvise sms’er og en halvbagt forklaring på, hvorfor karakteren var skrevet ud. 

‘And Just Like That’ minus Samantha. (Foto: HBO Max)

Alligevel fik seriens ironiske hype efter første sæson mange til at håbe, at Samantha Jones ville komme tilbage. Det ville hun ikke. »Det er et nej. Det er magtfuldt at sige nej«, fortalte skuespilleren Variety i 2022. 

Indtil hun åbenbart skiftede mening og indvilgede i at medvirke i finaleafsnittet af ‘And Just Like That…’s anden sæson. 

I anledning af tilbagekomsten dykker vi ned i den tumult, der ligger bag det oprindelige nej til mere ‘Sex and the City’, og hvordan det endte med at blive til et ja. 

Næsten 20 års konflikt 

Det siger meget om fascinationen af Kim Cattralls konflikt med ‘Sex and the City’, at den har trukket overskrifter i godt 20 år.

Nogle af dens tidligste udtalelser sporede Elle for nylig tilbage til 2004, hvor serien sluttede. Her røbede Kim Cattrall, at penge var hendes årsag til, hvorfor serien sluttede, da den gjorde: 

»Jeg følte, at det efter seks år var på tide, at vi alle fik del i den finansielle gevinst ved ‘Sex and the City’. Da de ikke virkede lune på dét, tænkte jeg, at det var på tide at komme videre«, fortalte hun i interview med talkshow-vært Jonathan Ross (via Digital Spy).

Mens serien løb over skærmen, var der nemlig allerede mange rygter om, at Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker havde et dårligt forhold, der blandt andet udsprang fra, at Parker blev executive producer på serien og fik mere i løn end de tre andre hovedrolleindehavere.

Kim Cattrall i ‘Sex and the City’ sæson 1. (Foto: HBO)

I mange år levede konflikten dog primært i sladderspalterne, hvor det potentielle uvenskab var guf for tabloidpressen, der dengang havde sine velmagtsdage. 

Mellem 1998 og 2004 herskede der således adskillige medienarrativer om, hvordan der var en mobbekultur, hvor Cattrall blev holdt udenfor af sine tre tætteste kollegaer. At SJP og de andre var misundelig på Kim Cattralls talent. At Cattrall var en diva. Der var flere versioner af fejden, der konkurrerede om opmærksomhed.

En stor del af den fortællings overlevelse helt frem til 2023 stammer dog fra en opsigtsvækkende artikel i The New York Post fra 2017, der genfortalte datidens Page Six-historier, og hvor primært unavngivne kilder berettede om den »mean-girl-kultur,« der efter sigende skulle have ødelagt serien. 

Artiklen citerer et (aldrig publiceret) bogpitch fra 2008 skrevet af Clifford Streit, der er kendt som inspirationskilden til Carries fiktive homoven Stanford Blatch. Han formulerede stridens start som misundelse over, at Cattrall var »en naturlig comedienne og en scenestjæler på den bedst mulige måde – kameraet gik naturligt over på hende«.

Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker i ‘Sex and the City’. (Foto: PR)

Ifølge den udlægning rottede Sarah Jessica Parker, Kristin Davis og Cynthia Nixon sig sammen og holdt Cattrall udenfor. Senere blev skuespilleren dog overhalet lønmæssigt af Sarah Jessica Parker, der ud over at være den officielle hovedkarakter fik mere magt ved forfremmelsen til producer, hvilket skabte spændinger. 

Ideen om mean-girl-kulturen blev gentaget i 2021, hvor James Andrew Miller udgav en bog om HBO, der ligeledes beskrev ‘Sex and the City’-uvenskabet mellem Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall.

Den blev citeret i The Daily Beast, hvor fremstillingen både gik på, at Cattrall blev en »hovedpine« for HBO, fordi hun ønskede at få det samme i løn som Parker (300.000 dollars per afsnit). Men samtidig beskrives det, at Parker skabte et giftigt miljø omkring Cattrall. 

Helt centralt står det dog, at beskrivelserne af konflikten kommer fra mennesker omkring konflikten og ikke Sarah Jessica Parker og Kim Cattrall selv. 

»Vi var aldrig venner«

Mens historien om stjernernes individuelle spændinger går helt tilbage til indspilningerne omkring årtusindeskiftet, nåede den sit højdepunkt omkring 2017, hvor den tredje ‘Sex and the City’-film blev lagt i graven. 

I den forbindelse addresserede Sarah Jessica Parker rygter om, at det skyldtes uvenskab mellem hende og Kim Cattrall i podcasten The Howard Stern Show.

Her omtalte hun holdet som en »familie af mennesker, der havde brug for hinanden, afhang af hinanden og elskede hinanden«, mens hun fortalte, hvor hårdt hun fandt de påståede intriger, fordi hun »arbejder hårdt og behandler folk godt«.  

Sarah Jessica Parker i ‘Sex and the City’. (Foto: PR)

Hun påpegede samtidig dobbeltmoralen i, at medierne altid har været så optagede af, hvorvidt seriens skuespillere var venner i virkeligheden, udelukkende fordi de var kvinder. Hvilket eksempelvis ikke var tilfældet for castet i den samtidige hitserie ‘The Sopranos’:

»Der var aldrig nogen, der satte spørgsmålstegn ved relationerne mellem mændene i den serie, der var aldrig nogen, der spurgte dem, om de hang ud i weekenden«, fortæller Parker.  

Det stoppede dog ikke spekulationen i uvenskabet. Senere blev Kim Cattrall ramt af fanraseri, efter det britiske tabloidmedie The Daily Mail udgav en artikel, hvor flere unavngivne kilder fra produktionen fortalte, at Kim Cattrall »torpederede« den tredje film med sine »vanvittige krav«. Heriblandt at Warner Bros. skulle give grønt lys til en række film, hun ville producere, hvis hun skulle sige ja til ‘Sex and the City 3’. 

Som modsvar tyede Cattrall til Twitter, hvor hun helt afslog, at der overhovedet havde været en tredje film på vej: »vågnede op til en MailOnline shitstorm! Det eneste ‘KRAV’ jeg nogensinde lavede var, at jeg ikke havde lyst til at lave en tredje film… & det var tilbage i 2016«. 

Hvilket faktisk var første gang, at hun direkte italesatte, at hun ikke havde lyst til at være med i flere ‘Sex and the City’-projekter.  

Efterfølgende fortsatte beef-narrativet dog, da hun som reaktion på tumulten var i talkshow-stolen hos Piers Morgan, hvor hun gik opsigtsvækkende i rette med SJP’s »familie«-udtalelser. 

Her sagde hun, at seriens fire kvinder »aldrig var venner«, og at hun kunne have ønsket, at ‘Sex and the City’-holdet og »specifikt Sarah Jessica Parker« havde været »sødere«, hvilket kun blev yderligere benzin på bålet omkring hende som mobbeoffer. 

Instagram-mudderkastning 

I 2018 kom der dog et uomtvisteligt offentligt bevis på, at noget var grueligt galt mellem Cattrall og Parker. I hvert fald ifølge Cattrall. 

Efter tabet af sin bror delte hun sin sorg i et opslag på Instagram. Her kondolerede Sarah Jessica Parker i kommentarfeltet. Cattrall reagerede prompte med både svar og et helt nyt opslag dedikeret til den tidligere kollega: »Jeg har ikke brug for din kærlighed og støtte på det her tidspunkt Sarah Jessica Parker«.

Hun holdt sig heller ikke tilbage i opslagets caption, hvor hun både kaldte SJP en »hykler« og skrev »du er ikke min ven«. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis man spørger Sarah Jessica Parker, var der dog stadig ingen ægte fejde igang. Hele vejen igennem har hendes taktik været at dysse sagen ned ved at holde sin egen sti af udtalelser fri for konflikt. 

»Jeg svarede aldrig på den samtale, Kim havde med Piers Morgan, hvor hun sagde ting om mig, der var virkelig sårende. Så der var intet skænderi, det var komplet fabrikeret, for jeg svarede faktisk aldrig«, fortalte hun People i 2018. Hun havde kun udtrykt ærgrelse over, at den tredje film ikke kom i mål, lød det.  

Eksistensen af en såkaldt »catfight« benægtede SJP senest i sidste uge i et portrætinterview i The New Yorker: »Det er den mærkeligste ting at få at vide, at vi er i en catfight. Jeg ville aldrig tale dårlig om Kim. Det ville jeg bare ikke«. 

Cynthia Nixon kommenterede Kim Cattralls fravær i et nyligt interview med Vanity Fair

»Det gør en enorm forskel, at man ikke går på listefødder med nogen, der ikke er glade af grunde, der er svære overhovedet at forstå, hvad er«. 

Ingen reboot-invitation  

Da nyheden om ‘And Just Like That…’ landede, stod det klart for alle, der havde fulgt ‘Sex and the City’-forholdets utallige knæk, at rebootet nok ville blive uden Kim Cattrall. Hvilket også hurtigt blev bekræftet af serieskaberne. 

Senere da serien ramte skærmen, blev fraværet af Samanthas karakter på tonedøv vis begrundet med et fiktivt skænderi mellem hende og Carrie, der føltes uhensigtsmæssigt tæt på virkelighedens rygter.

Samantha og Carries sms-dialog i ‘And Just Like That…’ sæson 1. (Foto: HBO Max)

Carrie fyrede Samantha som pr-agent, og i bitterhed flyttede Samantha til London og cuttede al kontakt til gruppen. 

I kølvandet på første sæson af ‘And Just Like That…’ fortalte Kim Cattrall Variety, at hun ikke engang var blevet spurgt eller gjort opmærksom på rebootet:

»Jeg blev aldrig spurgt, om jeg ville være en del af rebootet. Jeg gjorde mine følelser klare efter muligheden for den tredje film, så jeg opdagede det ligesom alle andre – på sociale medier«. 

Cattrall uddybede samtidig, hvorfor hun havde takket nej til film nummer tre. At det blandt andet skyldtes en del af plottet, hun fandt respektløst. Nemlig at Samantha skulle modtage dickpicks fra Mirandas 14-årige søn Brady. 

»Serien er praktisk talt den tredje film. Det er, hvor kreativ den var«, lød hendes indtryk af serien, som hun dog ikke havde set.

Fra bagtaleri til genkomst 

Kim Cattrall har med tiden gjort det til en stor del af sine offentlige optrædener at fejre at sige nej. 

»Jeg vil ikke være i en situation, jeg ikke nyder, i så meget som en time«, har hun udtalt flere gange. Blandt andet i en stor nej-hyldest af en tale, hun holdt ved et Variety-event. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men nu er hendes nej altså blevet til et ja. 

Der er ikke nogen, der ved, hvad der har fået hende til at ændre mening. 

Cattrall har ikke selv udtalt sig endnu, og alt tyder på, at der ikke har været nogen direkte dialog mellem hverken hende og Sarah Jessica Parker eller seriens skaber Michael Patrick King. Han erklærede sig for nylig svar skyldig angående kovendingen på en ganske dramatisk måde i et interview med People

»En form for universel magi skabte et skift. Jeg ved ikke, om det er fansene, der har manifesteret det. Jeg ved ikke, hvad der skete. Måske noget med seriens 25-års jubilæum, der bragte en masse energi frem, og så pludselig var Kim sådan, ‘Alright, jeg kigger forbi’«. 

Den lille scene med Cattrall er efter sigende et telefonopkald mellem Samantha og Carrie, der indtræffer i sæsonfinalen. Og som ifølge Evan Handlers (aka Harry Goldenblatt) udtalelser til People blev optaget i en »garage et sted uden kontakt til nogen«. 

Kim Cattrall og Sarah Jessica Parker i ‘Sex and the City’. (Foto: HBO Max)

Det kunne umiddelbart godt virke som et enormt mediestunt til at promovere den kommende sæson, at nyheden om Samantha Jones’ retur tilfældigvis landede belejligt op til premieren på sæson to. Og vakte stor håbefuld buzz omkring ‘And Just Like That…’, en serie, der i første ombæring delte vandene og blev hånet og hatewatchet. Men holdet har gentaget, at de er skuffede over, at det blev afsløret.

»Jeg er en lille smule oprevet over, at du overhovedet kender til det, for jeg ønskede virkelig, at du skulle sidde der og se serien, se Carrie kigge på sin telefon og så lige pludselig se Samantha«, fortalte han Entertainment Tonight og fortsatte:

»Men der er en hemmelighed. Du ved ikke, hvorfor hun er der, og hvad der kommer til at ske«. 

Det er nok for meget at håbe på, at der er blevet rådet bod på den årelange konflikt i virkeligheden. Men måske det bliver til en fiktiv bodsgang?  

For blot et år tilbage var der næppe nogen, der havde troet, at Kim Cattrall ville vende tilbage til ‘Sex and the City’-universet overhovedet. Håbet om, at det ikke er sidste visit fra Samantha Jones lever, selvom vejen dertil krydses med museskridt.

‘And Just Like That…’ kan ses på HBO Max.  

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af