I sidste uge var det The Weeknds snak om sin karakter Tedros’ »fede tunge« i en mere end aparte sexscene, der fik internettet til at bryde i brand.
Nu tager serien sin evne til at provokere til et helt nyt niveau ifølge Insider.
I afsnit tre har en udveksling vakt opsigt, der refererer direkte til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein og hans private ø Little Saint James, der havde det ubehagelige tilnavn »Pedophile Island«, og hvor den amerikanske rigmand blev anklaget for at have begået overgreb på adskillige mindreårige piger helt ned til 12 år. Epstein begik selvmord i et amerikansk fængsel i 2019, hvor han ventede dom for sextrafficking-forbrydelser.
»Jeg skider fucking mere blod end et barn på Epsteins ø«, lyder replikken i HBOs ‘The Idol’, som på Twitter bliver kaldt »fucked op« og »afskyelig«. Joken bliver fremført af skuespiller Eli Roths karakter – turnérepræsentant Andrew Finkelstein– der i en scene deler sin nervøsitet over hovedkarakteren Jocelyns kommende koncerter.
Længe før premieren var ‘The Idol’ omgivet af kontrovers, da seriens oprindelige instruktør Amy Seimetz forlod serien langt inde i optagelserne, hvorefter ‘Euphoria’-instruktør Sam Levinson tog over og startede forfra. I Rolling Stone kaldte kilder fra produktionen serien et »shitshow« og beskrev den som »traumeporno«.
The Weeknd har tidligere svaret igen på kritikken af både seriens produktionsforhold, hans karakter og sexscenen, der blev hånet online. Der herskede rygter i sidste uge om, at serien allerede var lagt i graven i forhold til flere sæsoner, men det afviste HBO.
‘The Idol’ kan ses på HBO Max.