Hvor nøgen er Lily-Rose Depp egentlig?
Det var det store spørgsmål, der ventede, efter hovedrolleindehaverens sans for naked fashion stjal opmærksomheden, da ‘The Idol’ fik verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes.
Hun har jo ikke noget tøj på, blev der skreget om hovedrolleindehaveren. Men nu tyder meget på, at det er storsatsningen ‘The Idol’, der går med kejserens nye klæder.
Allerede inden folk fik syn for sagn, havde HBO-serien skabt af The Weeknds Abel Tesfaye, ‘Euphoria’-bagmand Sam Levinson og Reza Fahim flere forventninger at kapere. For ‘The Idol’ har både været hypet på den gode og den dårlige måde.
Der har været håb om, at serien kunne opnå samme enorme succes som ‘Euphoria’, der også blev produceret af Hollywoods hotteste produktionsselskab A24 og ligeledes har en skandaløs aura over sig.
Sam Levinson genindspillede hele ‘The Idol’, da den oprindelige instruktør Amy Seimetz forlod projektet 80 procent fuldendt. Mens ventetiden på premieren trak ud, trak en stor afslørende artikel i Rolling Stone pludselig overskrifter. Her beskrev kilder på produktionen hele affæren som et »shitshow«, »torturporno« og en »voldtægtsfantasi«.
Nu er første afsnit af ‘The Idol’ landet. Men hvad det er for en serie, og hvilken historie den vil fortælle, er mere uklart end nogensinde.
Med tanke på den netop overståede ‘Succession’-finale føles ‘The Idol’ som et lige så elegant mix af satire over den moderne musikindustri, milliondyrt prestige-tv, porno og hyperbolsk portræt af kvindekroppen som Kendall Roys ulækre blendermåltid.
Efter premieren var jeg ét stort spørgsmålstegn:
Kæderygning og kvælningsonani
Har Lily-Rose Depps Jocelyn kun ét ansigtsudtryk? Om hun poserer som »sårbar«, »emotionel«, »sexet« eller med sæd i ansigtet, er det, som om hendes mine er støbt i silikone.
Er Jocelyn-teamets overvejelser om at gøre »psykisk sygdom sexet« trukket i en automat? Musikbranchen er en sjælløs pengemaskine, der kapitaliserer på kunstnernes sårbarhed. Det er lidt ligesom med blomstermønstre ved forårstid i ‘The Devil Wears Prada’. Groundbreaking.
Kunne The Weeknd (manden der i sit musikvideounivers har spyet effektfulde kommentarer om kunstnertilværelsen) virkelig ikke finde på noget mere originalt at sige om den moderne musikindustri? End halvfed ironisk Britney Spears-porno med ham selv som skurk, altså?
Serien er optaget i The Weeknds eget hus. Er det også så smagløst indrettet (porncrib-core) i virkeligheden?
Kunne man have fundet på en tykkere og mere blasfemisk musikreference til at åbne ballet end Fiona Apples legendariske 90’er-hit ‘Criminal’? »Bad girl«-hymnen over dem alle, der vakte kontrovers og fik kunstneren bag til at kalde hele branchen for »bullshit« ved MTV Music Awards i 1997?
Hvem skulle Jocelyn sagsøge over at misligholde sin egen nøgenheds-klausul? Sig selv?
Er der nogen bag ‘The Idol’, der ved, hvad en intimkoordinator rent faktisk laver?
Er kæderygning gateway-drug til kvælningsonani? For begge Jocelyns bærende personlighedstræk virker ærlig talt som det dovne resultat af en pænt random brainstorm over ‘måder vi kan vise, at den kvindelige hovedkarakter ikke giver en fuck ™’.
Hvad er egentlig mest utroværdigt? At Jocelyn oven på en påtalt hed danseøver i bagende sol har lyst til at gå ind i en sauna? Eller at hun ryger inde i den? Er det en form for misforstået saunagus?
Mente Abel Tesfaye det virkelig så bogstaveligt, da han for nyligt udtalte, at han ville slå The Weeknd ihjel? Altså som i ødelægge alle chancer for nogensinde at blive taget alvorligt igen, fordi han med ‘The Idol’ har begået en hellig treenighed af dårlig: dårlig serie, dårlig karakter, dårlig frisure (dårlig ånde gætter man også på).
Kan sætningen »Jeg har aldrig bollet nogen med en hårpisk før« fungere som andet end anti-scorereplik?
Skulle Hank Azaria, aka. Apu fra ‘The Simpsons’, aka. manden bag verdens mest forhadte inderefterligning, aka. ‘The Idol’s komplet ligegyldige manager-karakter Chaim, for bare én gangs skyld ikke lave en totalt overdimensioneret accent?
Hvis man er en hotshot portrætskribent fra Vanity Fair, har man så ikke nogle mere udspekulerede tilståelsestricks end at sidde og lege stopdans med diktafonen?
Er Lily-Rose Depps Chanel-solbriller den største scenestjæler?
Eller er det K-pop stjernen Jennie Kim fra Blackpink, der spiller Jocelyns langt mere talentfulde bagdanser Dyanne? Jeg spår dem en ‘Black Swan’-fremtid.
Harker The Weeknd altid sådan efter at have taget coke?
Bliver der opfundet en tv-variant af Razzie-prisen i hans ære?
Er det bedste ved første afsnit faktisk Jocelyns forfærdelige, men også virkelig catchy single ‘World Class Sinner’ (som formodentlig er del af det The Weeknd-forfattede soundtrack)?
Og var det kun mig, der blev akut transporteret tilbage til Disney Channel-klassikeren ‘Camp Rock’ ved lyden af den?
Da Jocelyn bliver liderligt næsten-kvalt og halshugget i en form for sorguddrivelse af Tedros (diskoteksejer med kultlederdrømme), var det så torturpornoens svar på keramikscenen i ‘Ghost’? Bare hvor manden (desværre) ikke er død.
Gav The Weeknds Tedros en uintentionelt rammende anmeldelse af ‘Pop Tarts & Rat Tales’ og alt det virak, der har været forud for seriens premiere, med sætningen »Welcome to my shithole«?
Ville det mest groteske, serien i virkeligheden kunne diske op med i næste afsnit, være Jocelyn iført en koloenorm uldsweater?
Er det her årets største serieflop?
Se med i næste uge.
‘The Idol’ kan ses på HBO Max.