Netflix fik et gevaldigt hit sidste år med den britiske ungdomsserie ‘Heartstopper’ om to helt almindelige teenagedrenge, der finder sammen mellem Rugby-træning og kantinemad.
Nu er sæson to snart på trapperne og Netflix har i den forbindelse udgivet den officielle trailer, der byder på masser af kærlighed og komplicerede følelser.
Netflix’ synopsis til anden sæson lyder: »Nick og Charlie navigerer i deres nye forhold. Tara og Dacy står over for uforudsete udfordringer og Tao og Elle forsøger at finde ud af, om de kan være mere end bare venner.
Gruppen har nok at jonglere, når de bevæger sig gennem de næste stadier af livet, kærligheden og venskabet, mens eksaminerne, en skoleudflugt til Paris og galla-planlægning nærmer sig i horisonten«.
Første sæson af ‘Heartstopper’ var at finde på Soundvenues liste over sidste års bedste serier.
Begrundelsen lød blandt andet, at »det smukke ved den britiske skoleserie ‘Heartstopper’ er netop, at den ikke gør meget væsen af sig og er gennemsyret af en ungdommelig uskyld, der sjældent er nok til at fange et mainstream-publikum. Ikke desto mindre kommer man hurtigt til at maratonklappe sin små ‘Skam’-forherligende hænder over, hvor voldsomt gribende det alligevel er at følge to unge drenges rene spirende forelskelse«.
‘Heartstopper’ sæson to får premiere på Netflix 3. august.