Vi kender alle historien: Boy-meets-girl. Konflikt, kys og kram flyver igennem luften. Og i sidste scene danner turtelduerne en perfekt silhuet mod solnedgangens orange stråler.
Efter at have ligget i hi mere end et årti har den romantiske komedie endelig fået et mindre comeback. Men ikke alt er ved det samme. For hvad hvis den elskeligt irriterende Darcy faldt for en Elliot i stedet for en Elizabeth Bennet? Eller et trekantsdrama i den evigt højdramatiske highschool bestod af ikke bare én eller to, men tre teenagepiger?
Det er præmissen i henholdsvis ’Fire Island’ og ’Crush’. To nye romcoms af den gamle skole, som begge er landet på Disney+, højborgen for reaktionær familieunderholdning.
De står ikke alene. På seriefronten har både ’Love, Victor’ (også på Disney+) samt Netflix’ ’Heartstopper’ vundet publikum såvel som kritikernes gunst. Og til september lander Hollywoods første studie-romcom med LGBTQ+-folk foran og bag kameraet i form af Billy Eichners ’Bros’, en metakomedie, som specifikt tackler Hollywoods fascination af homoseksuelle kreative og deres samtidige ubekvemhed over at vise nogen form for queer kærlighed på det store lærred.
Hvordan endte romcom-genren her. Er der noget i vandet, som gør frøerne homoseksuelle?
Eller prøver wokeDisney at indoktrinere dine børn til at blive postmoderne, kommunistiske genderqueers og soyboys?
… As if!
Chick flicks
I 00’erne var storbyernes smækreste unge singler, spillet af Katherine Heigl, Matthew McConaughey, Jennifer Lopez og Gerard Butler, Hollywoods levebrød i underholdning for laveste fællesnævner med film som ’The Ugly Truth’, ’Forfulgt Af Eks’erne’ og mange, mange flere.
Chick-flicks blev romcom-genren kaldt i en nedladende, misogyn kritik.
Men de seneste år har de romantiske komedier endnu en gang vovet sig ud fra sit skjul. Med et platformskift fra biografmørket til de algoritmevenlige streamingtjenester er der igen blevet plads til film, som ikke kun er sat i verden for at få milliardindtægter ved biograflugerne.
Ikke at pausen væk fra søgelyset har gjort mirakler for kvaliteten af filmene. De kære heteromennesker har generelt haft frygtelig lidt held med at sænke limbostangen meget under strakt arm, når de har budt op til latter og omgang under lagenerne.
Der har været et bizart fokus på neoliberale feberdrømme, hvor girlboss-kvinder skal til tops i den hårde mandeverden. Som ’I Feel Pretty’, ’The High Note’ og ’Second Act’.
Og til trods for, at jeg er stor fan af Joey King, skraber den gyselige ’Kissing Booth’-trilogi den absolutte bund på Netflix, og det siger en del. Det sidste års tids udbud af heteronormative romcoms ‘I Want You Back’ og ’Marry Me’ kunne dårligt sætte pulsen i gang.
Queer ikoner og kitsch
20th Century Fox brystede sig stolt over, at de i 2018 udgav den første studieromcom med en homoseksuel hovedperson: ’Love, Simon’. Men this ain’t it, honey.
Som Soundvenues anmelder pointerede, er det en homofilm udelukkende rettet mod et heteropublikum, hvori Simons coming-out-historie komplet kapres af hans dødsenskedelige heterovenner.
Mens ’Love, Simon’ ikke fik fetch til at ske, har andre moderne romcoms mere succesfuldt omfavnet queer-miljøer. Highschool-komedierne ’Booksmart’ og ’Blockers’ udmærkede sig begge ved deres lesbiske romancer. Sams seksualitet i ’Blockers’ behandles med en iøjnefaldende og forfriskende umiddelbarhed, og den akavede sexscene ude på toilettet mellem Kaitlyn Devers Amy og cool-girlen Hope er et autentisk højdepunkt i ’Booksmart’.
Samtidig omfavner ’Booksmart’ romcom-genrens mange LGBTQ+-fans med den enigmatiske karakter GiGi, som spilles af queer-ikonet Billie Lourd. Ifølge Lourd selv var hun inspireret af Cher og Courtney Love samt sin egen hysterisk morsomme Chanel #3 fra Ryan Murphys ’Scream Queens’. Så bliver det ikke meget mere homo.
Kærligheden til queer-miljøet skinner endnu stærkere i Kristen Wiig og Annie Mumulos hylende morsomme romcom ’Barb and Star Go To Vista Del Mar’. De to kvinder ved tydeligvis, at genrens publikum hovedsageligt er wine moms og homoseksuelle, hvorfor æstetikken er gennemgående kitsch med flamboyante personager og en hurtig cameo fra Andy Garcia.
Andetsteds har vi fået et hovedværk med den fænomenale trekantskomedie ’Shiva Baby’ om den biseksuelle Danielle, der pludselig finder sig til en jødisk begravelse med sin eks samt sin nuværende sugar daddy. Som det hør og bør med os forvirrede, introverte bis trækker den film dog lige så meget på horror-genren, som den gør på romcoms.
Ægte repræsentation
De aktuelle ’Fire Island’ og ’Crush’ lander med andre ord ikke komplet ud af det blå.
Og det er da selvfølgelig også på høje tid, at queer-romancer kan opleves i romcoms. Især fordi LGBTQ-folk mere end nogen andre elsker genren. Som en skrupforvirret biseksuel, der voksede op med en kombination af ’Rocky Horror Picture Show’, ’Mean Girls’ og ’Basic Instinct’, kan jeg skrive under på, at det er vedkommende med mainstreamfilm, som taler åbent og varmt om queer-forhold.
Men det ville være forkert at sige, at ’Fire Island’ og ’Crush’ blot er romcoms, som har sat LG-fortegn på en velkendt formular. »Love is love is love! Det er bullshit. Vores venskaber, sexliv og relationer er helt anderledes«, klager Billy Eichners karakter i traileren til ’Bros’.
Og det er et mantra, disse nye romcoms også tager på sig.
Som navnet antyder, foregår ’Fire Island’ i et lille stykke homoparadis på Long Island, hvor homoseksuelle mænd har søgt tilflugt i årtier. Straights er en uddød, eksotisk fugleart i ’Fire Island’. Hovedpersonernes seksualitet sættes aldrig i kontrast med, *hurgh*, normen, hvilket giver plads til at udforske bøssemiljøets sociale dynamikker. Dynamikker, der, som manuskriptforfatter Joel Kim Booster forklarede i et interview med Stephen Colbert, minder chokerende meget om klasseetiketterne fra Jane Austens ’Stolthed og fordom’.
Mest af alt i form af en forbandet masse spildt te.
I stedet for at definere den homoseksuelle oplevelse igennem skam og traume for 15.000 gang, gransker Booster klasseforskelle, racisme, hævnporno og venskab i et miljø, der er hermeneutisk lukket for alle andre.
I ’Crush’ er samtlige homoer ligeledes allerede out-and-proud, og filmen dykker nysgerrigt ned i de relationer, som den type af åbenhed tillader.
»Kommer du ud i dag?« spørger Paiges crush, da hun skal til atletik.
»Jeg har faktisk været ude i lang tid«, replicerer hun akavet.
Nye mesterværker i kortene
Så meget desto mere ville jeg ønske, at de to romcoms var af en højere kvalitet.
Især ’Fire Island’ har lige så mange fusere, som den har skarpe oneliners, og det er svært ikke at himle med øjnene, når disse hyper-chik homoer joker om Bernie Sanders og Quibi i det herrens år 2022.
’Crush’ er møghamrende charmerende, men dens sødme kammer en smule over. Midt i den gennemførte Disney Channel-æstetik savner man en syrlighed og konflikt mellem karaktererne.
Det er dog i sig selv en sejr for ligestillingen, at også queer-folk kan få udgivet metervare-underholdning i Hollywood.
Og i det mindste sprudler humøret og liderligheden frem i lys lue i ’Fire Island’ og ’Crush’. Som en queer i et lykkeligt heteroforhold kan jeg næsten blive bekymret på heteroernes vegne, når jeg ser film som ’Marry Me’. Er der overhovedet nogen af jer, som har lyst til at have sex? For det er bestemt ikke det indtryk, man får.
Derfor er jeg også overbevist om, at der gemmer sig kommende mesterværker i ’Down With Love’-, ’But I’m a Cheerleader’, ’Clueless’- eller ’Heathers’-klassen i den nye bølge af romcoms.
For mens heteroerne falder i søvn på sofaen, står queer-folkene drivvåde ude i regnen iført verdens tyndeste skjorte, lykkelige over, at vores darling endelig har fået øjnene op for os.
Fire Island og Crush kan streames på Disney+.