Kunstig intelligens er et brandvarmt emne for tiden, og det ses især i Hollywood, hvor der strejkes blandt manuskriptforfattere, da især brugen af AI kan have store konsekvenser for deres arbejde.
Flere filmskabere har været inde over emnet i nylige interviews, heriblandt Nicolas Winding Refn og Christopher Nolan. Nu tilslutter James Cameron sig også rækken via CTV News, og han om nogen har kendskab til kunstig intelligens.
»Det handler aldrig om, hvem der skrev det, det er et spørgsmål om, er historien god?«, fortæller ‘Avatar’-instruktøren, om brugen af AI til at skrive manuskripter, og fortsætter:
»Personligt tror jeg bare ikke på, at et afkoblet sind, som blot gentager, hvad andre tilkoblede sind har sagt – om det liv, de har haft, om kærlighed, om at lyve, om frygt, om dødelighed – og bare smider det sammen i en ordsalat og gylper det op. Det tror jeg ikke vil bevæge et publikum«.
James Cameron udtrykker, at han helt sikkert ikke er interesseret i, at kunstig intelligens skal skrive hans manuskripter. Men kun tiden vil bevise, hvilken form for effekt AI kommer til at have på Hollywood:
»Lad os vente 20 år, og hvis en AI vinder en Oscar for bedste manuskript, så tror jeg, vi skal begynde at tage dem seriøst«.
Det er velbekendt, at tematikkerne omkring konsekvenserne ved kunstig intelligens ikke er fremmed i den 68-årige canadiers film. Instruktørens store gennembrud, ‘The Terminator’, fra 1984 er et klokkeklart eksempel. Og det gør han opmærksom på i interviewet:
»Jeg advarede jer i 1984, og I lyttede ikke«, siger Cameron på en måde, som man kun kan forestille ham gøre det.
»Jeg tror, det at væbne AI, er den største fare. Jeg tror, at vi vil ryge ind i, hvad der svarer til et atomkapløb med AI, og hvis vi ikke bygger det, så kommer de andre helt sikkert til at bygge det, og så vil det eskalere«.
James Camerons seneste film ‘Avatar: The Way of Water’ modbeviste alle skeptikere, og blev den tredje bedst sælgende film nogensinde. Filmen kan ses på Disney+.