Christopher Nolan forkortede ’Oppenheimer’-produktion med en måned for at holde budgettet

Christopher Nolan forkortede ’Oppenheimer’-produktion med en måned for at holde budgettet
Christopher Nolan på 'Oppenheimer'-settet. (Foto: Universal)

Christopher Nolans storslåede atombombe-drama ’Oppenheimer’ endte med et meget strammere program end først planlagt. De planlagte optagedage på 85 dage endte med kun 57 dage, så der ville være råd til at bygge settet til ørkenbyen Los Alamos.

Det fortæller filmens scenograf Ruth De Jong i filmfotograf Roger Deakins’ podcast ’Team Deakins’ (via IndieWire).

Filmens mange lokationer skabte i forvejen store udgifter til filmens scenografi, men det usædvanligt stramme program skyldtes budgettets helt store synder: konstruktionen af Los Alamos.

Ørkenbyen, hvor store dele af filmen foregår, blev nemlig bygget helt fra bunden ifølge De Jong.

Først lod der ellers til at være uendelige midler i produktionen: »Chris sagde, ’glem pengene, nu designer vi bare hvad vi vil’«, fortæller scenografen. Men da budgettet for konstruktionen ramte de 20 millioner dollars, satte Nolan en stopper for planerne.

Som De Jong kæmpede for at skære ned i produktionens udgifter, kom Christopher Nolan hende alligevel til undsætning med et vildt tiltag: »Tom (Hayslip, filmens executive producer, red.) kommer ind på mit kontor og siger, ‘Chris vil optage det her på 55 dage’. Det er mange penge, vi får tilbage«.

Florence Pugh, der optræder i filmen som Jean Tatlock, J. Robert Oppenheimers on/off affære, har tidligere kommenteret på filmens stramme program. Hun roste produktionens hurtige tempo, og beskrev oplevelsen som »meget lig en indiefilmproduktion«.

‘Oppenheimer’ kan ses i biografen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af