Der hersker ingen tvivl om, at Florence Pugh efterhånden har cementeret sig som et af de helt store navne i Hollywood.
Det skyldes ikke mindst skuespillerens medvirken i stort anlagte film de seneste par år, så som Greta Gerwigs ‘Little Women’, hvor hun blev nomineret til en Oscar, og Olivia Wildes ekstremt hypede ‘Don’t Worry Darling’, hvor hun var højdepunktet over for Harry Styles.
Alligevel er Christopher Nolans ‘Oppenheimer’, der fik dansk biografpremiere i går, den største film den 27-årige brite har medvirket i indtil videre i karrieren.
Men til trods for et budget på godt 100 millioner dollars, og med en mesterinstruktør uden lige bag roret, føltes optagelserne samt Nolans teknikker som dengang, Pugh medvirkede i film af en mere indie kaliber.
Det fortæller hun i et interview med Radio Times via Daily Mail:
»Det mindede mig om de tidlige dage, hvor jeg var vant til et arbejdsmiljø med et hurtigt tempo – hvor, hvis du missede en scene i løbet af dagen, så gik den også tabt til filmen«, fortæller hun og fortsætter: »Det er en af de største film, jeg har lavet. Chris’ tilgang er meget lig indiefilmproduktion«.
»Når jeg gik på settet, kunne jeg ikke tro, at der var den samme utrolige adrenalin, som jeg ikke havde følt på en stor film i lang tid. Det er en vidunderlig ting at indgyde på et filmset – at tro på sig selv og det, man er i gang med at skabe«.
Florence Pugh kommenterede også Christopher Nolans utrolige dedikation til filmskabelse af den gamle skole samt den enorme respekt alle på settet havde for ham:
»Bare det at iagttage hvert enkelt medlem af filmholdet på det set arbejde så hårdt for ham, for at få hans erkendelse. Og ikke på en mærkelig måde, men alle ved, hvem de arbejder for, og alle er stolte af at være der. Alle har så meget stolthed i deres arbejde, og det betyder, at alle konstant forsøger at blive bedre næste dag. Og det har jeg aldrig set på et set før«.
Senere på året medvirker Pugh i endnu en storfilm i form Denis Villeneuves ‘Dune: Part 2’, som får dansk biograf premiere 1. november.
‘Oppenheimer’ kan ses i biografen.