‘Oppenheimer’: Christopher Nolans kløgtige storfilm blotter instruktørens største brist

Hiroshima, 6. august 1945.

20.000 TNT-ladninger detonerer i en enkelt eksplosion. Tre dage senere sker det samme i Nagasaki. Mindst 100.000 mennesker døde. De fleste civile. To gange punktum for Anden Verdenskrig. Måske for alle krige nogensinde? Det er i hvert fald Oppenheimers egen forklaring. Hvis han da har en.

For hvem var J. Robert Oppenheimer?

På forsiden af Times Magazine var han ’atombombens fader’. I historiebøgerne var han lederen af Manhattan-projektet, der konkurrerede mod tyskerne og tiden i forsøget på at skabe det ultimative krigsvåben. I virkeligheden lignede Oppenheimer den kvantemekanik, han beskæftigede sig med: et paradoks. Bølger og partikler på en og samme tid. Oppenheimer var spaltet – professionelt, privat og ikke mindst moralsk.

Det er denne ubestemmelige del af Oppenheimer, Christopher Nolan sætter fokus på i filmen af samme navn, hvis kæmpeplakat har præsideret over Rådhuspladsen som et grandiost forvarsel om det eksplosive indtryk, den vil indgyde på sit publikum, når de sætter sig i biografsæderne til ’filmen der skal redde Hollywood’.

Men ’Oppenheimer’ bliver aldrig et brag.

Ligesom manden den portrætterer, er filmens historie spaltet, og selvom den dermed emulerer Oppenheimers egen ambivalens, indebærer valget om ikke at tage et valg også risikoen for en mangel på fokus.

I fissionens navn har Nolan set en anledning til at dele tiden op i tre spor:

1) Et opbyggeligt forløb, der starter før krigen og følger unge Oppenheimer (Cillian Murphy) fra det første møde med den danske fysiker Niels Bohr (Kenneth Branagh) til prøvesprængningen i Los Alamos. 

2) Oppenheimer-forhøres-sporet, hvor the destroyer of worlds bliver klædt af til skindet af emsige bureaukrater i et lille arkivrum med tre sammensatte borde.

3) Sort/hvid-sporet, hvor den amerikanske minister Lewis Strauss (Robert Downey Jr.) giver sin version af atombombens skabelse og efterspil.

Samtidig nægter Nolan at lave det klassiske biopic-greb, hvor man med henblik på enkelthed sammenfatter flere historiske figurer i én enkelt skikkelse. I Oppenheimers univers tror man ikke på den slags fusion.

Konsekvensen er et bredt persongalleri, der bliver svære at adskille og leder til en konstant strøm af indre spørgsmål a la: ’Hvem var det nu lige, han var?’ og ’Hvorfor var hun vigtig?’ og ’Jeg troede, han var ham, men det var en anden, og hvem er ham med skægget så?’

Som anmelder ved pressevisningen fik man udleveret en lille for-souvenir i foyeren: et 15 centimeters udklip af en gammel filmspole som en lidt pralende påmindelse om, at Imperials store sal har et af de få lærreder, der kan vise det 70mm-filmformat, som ’Oppenheimer’ er lavet til.

Efter sigende betyder det, at filmen står ’bomstille’ på lærredet. Så løber det ingen steder. Det gør problemerne til gengæld: For når lærredet er mindre – som i stort set alle andre biografer – mister man noget af billedet. Du kan ikke bare ’klemme det sammen’. Fordi det oprindelige format er bredere end det format, som de fleste skærme er i stand til at vise, bliver man nødt til at klippe noget af billedet af, altså ’croppe’ det.

Denne problemstilling har affødt begrebet ’Croppenheimer’ blandt de forventningsfulde Nolan-fans.

Men okay, noget må lide for kunsten. Valget om at insistere på en bred filmtype må skyldes, at filmen simpelthen er gudesmuk?

Der er nogle enkelte flotte billeder i Nolans nye storværk, men de fleste udspringer fra Oppenheimers virkelighedsforvrængninger, der figurerer i korte perioder.

Det meste af tiden foregår den i lukkede rum, hotelværelser, læsesale og kontorer. Og så begynder Nolans 70mm-insisteren at virke mystifistisk og en smule krukket, som et slags forsøg på at bekrige streamingtjenesternes degeneration af filmmediet som en formstøbt forbrugsvare på samlebånd ved at svinge pendulet ud i den modstående yderlighed.

Ud over at være for bred er Oppenheimer også for lang.

Det er tydeligt, at Nolans fascination af sin hovedperson, som instruktøren har kaldt »verdens vigtigste mand«, har ansporet Nolan til at ville fortælle historien umage og rigtigt. Men tre timers atomart kammerspil i tre spaltede spor virker unødvendigt og ufokuseret. Til gengæld var lyden utroligt høj i Imperials brede balsal. Når bassen fik fuld skrue, dirrede ethvert fimrehår i mit indre øre.

Skuespillerensemblet i ‘Oppenheimer’ er stærkt. Næsten for stærkt. Hollywoods største ansigter toner frem overalt, selv i de mindste roller, indtil man næsten forventer, at Meryl Streep dukker op i rollen som naboens hund. Cillian Murphys præstation er solid, og det er heldigt, for det brede billede satser på hans ansigt og dets tempererede uudgrundelighed, der uden tvivl bærer på både vrede og smerte.

Manuskriptet er også godt flikket sammen med større respekt for de historiske begivenheders delikate detaljer, end man er vant til. Det gør filmen tung på politiske spidsfindigheder, som ville glide ud mellem hænderne på en mindre kyndig instruktør.

Men ’Oppenheimer’ virker stadig sikker uden at være kedelig, dialogen er slick uden at være for smart, og filmen udfordrer uden at blive fremmedgørende og forklarer uden at tale ned. Det er alt sammen et varemærke hos instruktøren bag film som ‘Memento’, ‘The Prestige’, ‘Inception’ og ‘Interstellar’: Den solide og stilsikre behandling af vanskelige koncepter.

’Oppenheimer’s mest problematiske dimension er hverken bredde, længde eller højde, men dybde. Nolans mennesker virker ikke som mennesker. De er figurer. Nolan kan skabe konceptuelle og intellektuelle konstruktioner, som trækker i trådene, der sætter gang i figurernes leddele og emulerer organiske bevægelser, men han kan ikke puste virkelig sjæl i sine karakterer – hvad det så end er. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det ikke er i ’Oppenheimer’, og at du formentlig ikke finder det, uanset hvor meget du strækker billedet ud.

I en af scenerne siger en figur (!) noget til Oppenheimer om, at han kan se verdener hinsides det dennesidige, at han er et geni, hvis forståelse er helt anderledes end almindelige menneskers. Man behøver ikke at slå mange psykoanalytiske kolbøtter for at konkludere, at den tidsspaltende og småavantgardistiske Nolan nok ser sig selv i sin hovedperson.

Men dette talent – at kunne gennemskue de bestanddele, som ingen andre ser med henblik på at skabe nye konstruktioner og delinger – kommer ofte med byrden af en manglende tilstedeværelse i det banales hvilende kunst. Nolans kamera hviler ikke, er næsten aldrig til stede. Det ser oppefra, forbinder og transformerer.

Og det er fint, men det betyder også, at øjeblikke mellem mennesker aldrig rigtigt fæstner sig. Historien bliver ikke varmblodig. Uanset hvor godt Cillian Murphy spiller, føler jeg mig på distance af hans sammenbrud, hans angst, hans vrede og hans kærlighed.

Det eneste, jeg identificerer mig med, er hans vægelsind. Og det bliver en tom fornemmelse. En slags skumagtig mæthed.

---

Kort sagt:
’Oppenheimer’ er en velfortalt, kløgtig og solid film, der aldrig opnår det fulde potentiale af sin egen teoretiske sprængkraft. En kerneeksplosion kræver en kerne.