En restaurant i absolut topklasse, der ligger midt på vandet, så man kun kan komme dertil med båd, og som serverer 18 retter for eksklusive 24 gæster per aften.
Det lyder unægteligt en hel del som horrorsatirehittet ‘The Menu’, hvor Ralph Fiennes på en lille ø serverer et uforglemmeligt måltid til en lille udvalgt skare af gæster.
Men det er også den ganske virkelige restaurant Iris, der ligger i kunstinstallationen Salmon Eye i Hardangerfjorden omgivet af fjorde og gletsjere.
Bag restauranten står den danske stjernekok Anika Madsen, der i november 2022 sagde sit job som køkkenchef på Restaurant Fasangården for at starte Iris op ude – eller måske nærmere under – vandet.
The Insider citerer den norske operasanger Mari Eksmoen for sin oplevelse, som hun sammenligner med at rejse til månen og kalder »den mest ekstraordinære restaurantoplevelse i mit liv foreløbigt«.
På TikTok har Eksmoens billeder og beretninger fra oplevelsen på Iris kastet en lang række sammenligninger med ‘The Menu’ efter sig.
Foreløbigt er alle gæster dog, så vidt vides, kommet fra oplevelsen med livet i behold.
Og Anika Madsen stræber forhåbentligt ikke efter at gøre Ralph Fiennes kunsten efter.
