Ivy Snitzer var Gwyneth Paltrows såkaldte body-double i Farrelly-brødrenes komedie ’Shallow Hal’ (den danske titel var ‘Hals store kærlighed’). Nu fortæller hun til The Guardian, at hun efter filmens premiere begyndte at sulte sig selv ihjel.
Filmen har Jack Black i hovedrollen som den overfladiske skørtejæger Hal, der bliver hypnotiseret til at se kvinders ’indre skønhed’. Som følge af hypnosen forelsker han sig i den tykke kvinde Rosemary, som bliver spillet i to versioner af Gwyneth Paltrow – en der er tynd (sådan som Hal ser hende) og den ‘virkelige’ version.
Til sidsnævnte var Paltrow iført et fatsuit for at se overvægtig ud, mens Snitzer blev brugt til closeups af Rosemarys krop.
Snitzer husker ellers at filme ’Shallow Hal’ som en positiv oplevelse. Hun var blevet hyret på grund af sin sprudlende personlighed og betragtede Rosemary som en positiv repræsentation af tykke mennesker, da »hun var cool, hun var populær, hun havde venner«. Noget der var sjældent i skildringen af tykke mennesker i start 00’erne (og bestemt ikke er et overstået kapitel i dag).
Det var først da hun så filmen og hørte andres reaktioner, at hun begyndte at se den i et andet lys.
»Det var som om, at de værste sider ved at være tyk blev fremhævet. Og ingen fortalte mig, at jeg var sjov«, udtaler hun til The Guardian. En enkelt gang fik Snitzer slankepiller endda tilsendt af en vred biografgænger.
I årene efter filmens premiere kæmpede Snitzer med en spiseforstyrrelse, der blev værre. Hun spiste mindre og fik en gastrisk bypass-operation, der gik galt, så hun i tre måneder kun kunne indtage væsker. Til sidst var hun så livsfarligt underernæret, at hun fik brug for medicinsk behandling.
Snitzer fortæller, at hun i dag har fundet en balance. Hun har kun set filmen én gang, men fortryder ikke sin rolle: »Den fik mig ikke til at få det dårligt med mig selv. Indtil – du ved – andre begyndte at fortælle mig, at jeg burde have haft det dårligt med mig selv«.