Du tror det måske ikke, men det første Gwyneth Paltrow gør om morgenen er at drikke en kop kaffe. På ét punkt er en af Hollywoods skøreste helsefanatikere helt ligesom os.
Men det var alt det, Gwyneth Paltrow gjorde bagefter, hun drak sin kaffe, der for nylig fik internettets pis nederdrægtigt i kog.
Nemlig da hun delte sin diæt og »wellness-rutine« i podcasten ’The Art of Being Well’ med vært Dr. Will Cole, der er kendislæge i Los Angeles med ‘Goop’-moderen som fast klient.
Ikke bare en kop kaffe
I Gwyneth Paltrows univers er en kop kaffe om morgenen ikke bare en kop kaffe.
Den er en del af skuespillerens personlige sundhedsregime, der består af en »dejlig« intermittent faste, der udelukker fast føde før klokken 12, en levevis der også har vundet mere og mere indpas herhjemme. Kaffen er derfor ikke bare en kop kaffe, men også et udskudt måltid.
@dearmedia #gwynethpaltrow shares her daily wellness routine on The Art Of Being Well, listen now 🎧 #wellnessroutine #healthandwellness #healthylifestyle #routines #goop #podcastclips ♬ Aesthetic – Tollan Kim
Paltrow fortæller videre, at hun »holder af suppe til frokost«. Hvilket i Gwyneth-verdenen betyder den kendishyldede »bone broth«, der nærmere er en slags myteomspundet bouillon.
Hun bevæger sig en time om dagen og tilbringer derudover 30 minutter i infrarød sauna, hvilket siges at øge forbrændingen. Når hun har svedt sin suppe og kaffe ud, spiser hun efter palæo-dieten til aftensmad: »Masser af grøntsager«, lyder det. Det er vigtigt for, at hun kan holde sin »detox kørende«.
Til ‘The Art of Being Well’-samtalen havde hun desuden medbragt et drop, mens hun undervejs delte glæderne ved at få blæst gas op i røvhullet via såkaldt rectal ozone therapy.
»Hvad detoxer hun fra? Sort kaffe, bone broth og grøntsager?« lød en af de forargerede reaktioner i kommentarfeltet, mens andre påpegede, at det lød mindre som spisevaner og mere som »forberedelse til en kikkertundersøgelse«.
Med tanke på det spektakel skuespillerens netop overståede ski-retssag forvandlede sig til, kan det virke, som om alt, Gwyneth Paltrow gør, bliver til en form for fadæse.
Gwyneth Paltrow har de seneste år gang på gang været i fedtefadet med adskillige af de ekstremt dyre helseartefakter, hun sælger i sit milliardforetagende Goop, som jadeæg til at proppe op i skeden eller lyset, hun sagde duftede af hendes egen vagina.
Men modreaktionen på det seneste kapitel i historien om Gwyneth Paltrow som sundhedsguruernes enfant terrible er blot seneste linje i den meget lange historie om Hollywood-kvinders gøren og laden omkring mad, der bliver ved med at fascinere.
Hvad spiste en Hollywood-stjerne i 1929?
Vi har tilsynedeladende været besat af (især) kvindelige Hollywood-stjerners slankekure i næsten 100 år, hvis ikke længere.
I 1929 havde Joan Crawford en suppediæt så mærkværdig, at bone broth virker som det rene vand.
»En skefuld kold consommé, en tallerken rabarber og et halvt dusin kiks smurt med et tykt lag sennep«. Det var opskriften på stjernens typiske frokost ifølge en artikel i bladet Photoplay anno Old Hollywood, hvor den glittede diætkultur blev beskrevet som en farlig skændsel med titlen ‘Diet –The Menace of Hollywood’.
Hvis man skruer tiden frem til 2010’erne, perioden hvor Lena Dunhams nøgne krop i ‘Girls’ blev kaldt »modig«, var tidens problematiske tendens en helt anden. Nemlig at cool girl-æraens skuespillere som Jennifer Lawrence nu i store magasininterviews blev fremstillet som lækre ædedolke i voldsom grad.
En artikel i The New York Times fra 2011 fremhævede tendensen med navnet DIPE – documented instance of public eating, hvor der nærmest gik sport i, at de kvindelige skuespillere skulle tage for sig og konfrontere fordommene om, at de konstant er på kur.
Cate Blanchett udtrykkeliggjorde for eksempel over for en Vogue-journalist, at de skulle have hver deres parmesan-friterede zucchiniret under et interview, for »ellers kunne det måske blive grimt«. Lawrence blev indirekte hyldet for at bestille Eggs Benedict »uden at kigge på menukortet« i Esquire.
Når man ser på det nu, taler det også ind i en meget før-MeToo-agtig spisefantasi, der var i tiden. Hvor det ofte også handlede om at slanke kvinder skulle spise junkfood for det mandlige blik i magasiner med mænd som primære målgruppe. Og den dobbelte objektificering via DIPE-fænomenet har bestemt også et snert af sexisme over sig.
Hvis kvinder spiser for lidt, er det for meget. Hvis de spiser for meget, er det for meget.
Lidt ligesom tilfældet har været med stjerner som sanger Adele og skuespiller Rebel Wilson, der brød igennem som tykke, men efterfølgende har tabt sig. Og mødt kritik, hyldest og karrierebesvær for begge dele.
Lækre ædedolke
I samme periode gik Jezebel i flæsket på en særlig stereotyp i fiktionen, der blev kaldt »skinny glutton« – den smukke og grovædende quirkykvinde – fra film og serier.
Ærkeeksemplet er de åleslanke ‘Gilmore Girls’, hvor mor og datter Lorelai og Rory spiser fastfood som galninge og praler med deres gigantiske appetit, mens de gør grin med tykke mennesker. Samtidig ser vi dem faktisk sjældent putte noget af maden ind i munden.
De var ved første øjekast seje modsætninger til tidens mere åbenlyst problematiske slankekursfigurer a la Bridget Jones, der gaslightede folk til at tro, at Renée Zellweger burde tabe sig. Men i virkeligheden var de næsten værre.
00’ernes film og serier var fulde af skadelige skildringer af kroppe og kure, der gemte sig bag komedien:
Carrie Bradshaw, der påstod at blive mæt af at læse Vogue. ‘Mean Girls’, hvor en stor en røv var lig med social udstødelse for Rachel McAddams Regina George. Og Katherine Heigls tv-vært, der bliver opfordret til at få en spiseforstyrrelse i ‘Knocked Up’. Det kulminerede næsten parodisk i ‘Sex and The City: The Movie’, hvor Samanthas ikke-eksisterende mavefedt får vennerne til at tabe kæben.
De skildringer af krop og vægt, der dominerede på skærmen omkring årtusindeskiftet, føles alligevel ikke så langt væk i dag. Dengang nåede kendiskulturen nye højder med sladderbladenes paparazzi-kultur og ekstreme vægtfokus og kropsudskamning.
I dag lever vi i Ozempic-besatte 2023, modeverdenens y2k-comeback og genopstandelsen af det narkomantynde »heroic chic«-ideal, der risikerer at sende kampen mod tykfobi og kropsdiversitet tilbage til de sorte lavtaljede 00’ere.
I dag er some-adgangen til kendissers privatliv om muligt større, selvom de nu selv bedre kan styre narrativet på godt og ondt. Og fascinationen af kendiskost og spisende stjerner har kronede dage.
Stjernespækket spisefetish
Vi er stadig besatte af symbolværdien af superstjerner, der spiser.
I Harper’s Bazaars populære YouTube-format ’Food Diaries’ er det vanedannende og smågiftig underholdning at høre, hvordan Top Model™ Tyra Banks spiser bagels til morgenmad med det lille aberdabei, at hun skraber brødfyldet ud.
Mere harmløst er det, når gen z-influencer-fænomenet Emma Chamberlain fortæller, at hun spiser brændte spejlæg, og Florence Pugh med Oscar-værdig-indlevelse beskriver sit imaginære yndlings-ostebræt.
Meget af ‘Food Diaries’ er hyggeunderholdning fuld af effektiv adgang til stjernerne, der virker autentisk.
Men det poppede spin på maddagbogen er også en gråzone i en onlineverden fyldt med vrangforestillinger om kost. Selvom Harper’s Bazaar forsøger at skabe et diverst udpluk af celebritytyper, virker det ofte, som om de ekstreme (Gwyneth Paltrow nævner et væskedrop som tømmermands-tip) og dem, hvor folk som Kylie Jenner er med, får flest seere.
Meningsløs spisning bliver også brugt som gimmick i mange andre af tidens populære online-koncepter:
Som når Zendaya eksempelvis spiser italiensk mad, mens hun svarer på fanspørgsmål for Vogue India, selvom det ikke har nogen relevans for, hvad hun siger. Eller når Hailey Bieber spiser franske retter på en måde, hvor modellen vs. maden dyrkes som spektakulær fantasi.
Et af Hollywoods mest populære interview-koncepter er ‘Hot Ones’, hvor kendte mennesker spiser de stærkeste chicken wings, mens de taler.
Vores hadkærlighedsforhold til kendte mennesker og deres mad lever også i bedste velgående på TikTok.
@mr_mrsa The Kardashians: Kendall Jenner cutting cucumber specialist #fypシ゚viral #fypp #foryou #fy #funnyvideos ♬ original sound – Mr&Mrs A
Her gik supermodel Gigi Hadid viralt med sin flødetunge opskrift på vodkapasta. Hendes søster er blevet gjort grin med for at sige, at hun »spiser pizza hver dag«. Her går kritikken på overkompensering, der på samme måde udstiller, at kendissers forhold til mad ikke er normalt.
Kendall Jenner blev et meme, da hun skar en agurk som en absurd alien.
Drew Barrymore gjorde sig selv til grin, da hun fortalte om sin »pizza salad«, der gik ud på at skrabe pizzafyldet ned i en bunke rucola.
Madglad modtendens?
Hollywoods stjerner er også diætkulturens stjerner, og vi springer gladeligt hovedspring ned i deres anekdoter om afføringste og knoglesuppe.
Men på absurd vis er stjernerne også ofre for den kultur, de selv repræsenterer.
»Når man bor i L.A., så er det normalt, hvis du har en usund vægt. Det er virkelig, virkelig, virkelig et mindfuck, uden tvivl«, fortalte YouTube-stjernen Emma Chamberlain i et interview med Cosmopolitan, hvor hun delte sin historik med spiseforstyrrelser.
Det bliver næsten meta-agtigt, når ‘Call Her Daddy’-vært Alexandra Cooper i sit afsnit af ‘Food Diaries’ smilende går i rette med tidligere afsnit med kendte som Kylie Jenner, der elsker bone broth. Cooper spiser selv bagels (med brødfyld) og cream cheese til morgenmad – og sandwich til frokost i et hav af salathyldester. Eller det siger hun i hvert fald.
Selena Gomez svarede overskudsagtigt igen, at hun havde spist meget på det seneste, da hendes Golden Globe-gæstende krop faldt Twitter-kritikere for brystet.
Florence Pugh er blevet lovprist for at dele sin madglæde og appetit i interviews såvel som i sine »Cooking With Flo«-videoer på Instagram. Men når Vogue sætter hende til at spise ‘11 English Dishes’ på YouTube, har dyrkelsen alligevel et snert af den lækre grovæder over sig.
Det er svært at vide, hvor man ske se hen, når stjernerne spiser pasta i designertøj i det ene hjørne, og man i det andet bliver stopfodret med videoer, hvor de muligvis fortæller, hvad de spiser, men ikke spiser noget.
Vi lever i en hyperaktiv billedkultur, hvor vi konstant glor ind i en diskokugle af mulige bedringsvarianter til vores eget liv, kost og krop.
Umiddelbart virker det som den bedste løsning at kigge væk.
Gwyneth giver dårlige råd
I ‘Food Diaries’ delte Paltrow allerede tilbage i 2020, at hun ikke var vild med morgenmad og mest spiste en müslibar og en salat uden stor ståhej.
Den store forskel var, at TikTok-brugere og TikTok-diætister denne gang fik hendes spisevaner galt i halsen med et hav af kommentarer og stitch-videoer, der kritiserede Paltrow for ansvarsløst at fremture med spiseforstyrret adfærd.
Så meget at Hollywood-stjernen for en gang skyld tog til genmæle og uddybede i en Instagram-story (via The Kitchn), at der var tale om en personlig samtale med hende og hendes læge, og at hun bestemt spiste »hele måltider«.
»Det er virkelig bare, hvad der har virket for mig, og det har været ekstremt stærkt og meget positivt«, forklarede hun.
Det er en type udtalelse, man møder gang på gang, når folk med stor bevågenhed glemmer, bevidst eller ej, at de skal tænke sig mere om end folk uden fans og ekstreme følgerskarer.
Hvilket aldrig har været mere aktuelt end i TikTok og Instagrams influencer-samfund, hvor hadkærlighedsforholdet til kendissers gøren og laden lever i bedste selvmodsigende velgående.
Selvom det kan virke, som om Paltrows bone broth-kritikere skyder gråspurve med kanoner, kan bullshit-radaren på TikTok vise sig at være et vigtigt værn mod endnu mere skævvridning af vores forhold til kropsidealer, og hvordan man opnår dem.
Gwyneth Paltrow vil nok altid have dampede grøntsager som identitet. Influencer-samfundet, hvor vi gladeligt kravler ind i stjernernes falske maddagbøger, kortslutter ikke foreløbig.
Men forhåbentlig kan det fodre en positiv udvikling, at TikTok-befolkningen alligevel står klar til at sige fra over for de grelleste eksempler, selv om platformen om nogen dyrker diætkulturen på godt og ondt.
Håbet er en fremtid, der er mere eat the rich end eat like the rich.