Spis, drik og had dig selv: Det kan vi lære af tidens madbesættelse i film og serier

Mens virkeligheden smager af krise og krig, inviterer tidens film og serier os på fine, men gruopvækkende restaurantbesøg i flæng. De viser os, at rockstjernekokkens æra måske er ved at være forbi – mens sulten varsler sin ankomst både i modebranchen og på lærredet.
Spis, drik og had dig selv: Det kan vi lære af tidens madbesættelse i film og serier
Foto: Hulu

I en tid med krig, krise og inflation kan det være en uhyggelig oplevelse at tænke på, hvad en pakke smør koster i supermarkedet. 

På samme tid vælter det frem med madfikserede film og serier, der kappes om at sætte tænderne i den menneskelige sjæl, som den ser ud i genskæret fra restaurantkøkkenets skarpe kokkekniv eller bænket til undergang med endeløse pincetanrettede gorumetservinger.

Ruben Östlund lod et helt rigmandsskib gå på grund efter en heftig middag i ‘Triangle of Sadness’.

I den biografaktuelle ‘The Menu’ bliver et eksklusivt måltid en tiltagende foruroligende oplevelse med Ralph Fiennes som ond kok.

En af efterårets stærkeste serier ‘The Bear’ viste enerverende og modløst, at maden og minderne omkring en familierestaurant godt kan være en meget ulykkelig kærlighedshistorie, og den beslægtede og højintense ‘Boling Point’ var et studie i den psykologiske krakelering, der kan foregå i et restaurantkøkken, hvor det gode måltid ellers skal være omdrejningspunktet.

Ralph Fiennes som psykopatkok i ‘The Menu’. (Foto: 20th Century Studios)

Mange af tidens madfilm tegner portrætter af samfundet ved at gå i kødet på skellet mellem rig og fattig via fortærelsens kunst. Spørgsmålet er bare, hvorfor vi får serveret filmiske gourmetmiddage, mens hverdagen aldrig har været mindre glamourøs? 

For selvom nogle af de mest populære værker er åndsbeslægtede serveringer af klassekonflikt, spænder tendensen bredere. Kokkerollen har taget karakter af traumebearbejdelse og er gået fra rockstjerne til plaget sjæl, hvis ikke decideret psykopatisk. 

Derudover handler både den biografaktuelle ‘Bones and All’ og romcom-gyset ‘Fresh’ om en helt anden slags hudsult, der spejler jagten på kærlighed, lyst og afhængighed på helt ny vis. 

Gourmetfatalisme 

Mad kan bringe os sammen, og mad kan splitte os ad. 

På den måde passer det egentlig meget godt ind i en tid med økonomisk krise, depression og politisk dårligdom (og nårh ja, verdens undergang), at udenforstående kan grine, når elitens frådseri bliver hudflettet. 

I forlængelse af nogle af de seneste års mest interessante serier tilføjer film som ‘The Menu’ og ‘Triangle of Sadness’ til en hæderkronet idé a la ‘The White Lotus’, ‘Succession’ og ‘Exit, der går på, at verdens rigeste procentdel mennesker er uudholdelige, dårlige mennesker. 

‘Triangle of Sadness’. (Foto: Tobias Henriksson)

Bølgerne går højt, og metaforerne er tykke som brækstrålerne i Ruben Östlunds ‘Triangle of Sadness’, hvor en ellers prægtig servering af alt godt fra havet vender vrangsiden ud af bådens overklassegæster i en vanvittig farce af opkast. 

Det starter med, at afregningen efter et fint restaurantmåltid udvikler sig til et bristepunkt hos det unge modelpar Carl og Yaya, og måltidet udstiller begge som syndigt overfladiske. Efter filmens klimaktiske opkastsekvens tager begivenhederne en drejning, der vender gourmetprestigen komplet på hovedet, hvor de karakterer, som har fået alt serveret, ikke har en chance. 

Den biografaktuelle ‘The Menu’ har også et eksklusivt middagsgys i fokus. 

Her har 12 gæster fået middagsinvation til en afsidesliggende ø, og i et mix af satire og horror sætter filmen fra ‘Succession’-instruktør Mark Mylod fokus på det helt absurde ved den type prestigekonkurrencer, det er blevet at spise et måltid. »Nok er de forskellige, men de har alle det til fælles, at de vil have en bid af kagen. En bid af den største og mest ekstravagante kage, magt kan købe«, skrev Soundvenues anmelder Ebbe Sidenius, der kvitterede med fem stjerner. 

Har den event-besatte skare i virkeligheden fortjent at blive straffet ligesom i ‘Triangle of Sadness’, hvis man kan rejse så langt for en rendyrket overflod, der bliver pustet lifligt op af madanmelderens sans for at beskrive alting i ivrige luftkasteller?

Rian Johnson pustede liv i whodunitten med ‘Knives Out’, og nu tager rigmandsdrab karakter af who ate it

Anya Taylor-Joy i ‘The Menu’. (Foto: Disney)

Med blikket rettet fokuseret på tallerkenen har den overklassesparkende satiretrend taget form af en hel undergenre i sig selv. En slags fatalgourmet, hvor spiseri hurtigt er at sidestille med hykleri – og mad en giftig afstraffelsesmetode

Og om man spiser ordkløveriske retter på en millionyacht eller en afsides ø, er formatet også en måde for film- og serieskabere rent praktisk at fortælle spydige historier i lukkede selskaber med få personer. 

Film- og serieverdenens enorme fokus på mad kommer nemlig i kølvandet på en anden af de seneste års helt store tendenser. Her var det wellness-guruer og selvudviklingsophold, der satte den menneskelige sjæls mørke i glas og ramme til frit streamingskue.

De beslægtede tendenser har derfor også en praktisk forklaring i, at restaurantkøkkener og øde øer ligesom hoteller og retreats har været ideelle arenaer for produktioner med coronabegrænset vingefang. 

Selvhad bag forklædet

Men det gør også ondt at lave maden.

Mens michelinkokke længe er blevet idoldyrket, bliver skeen nu taget i den anden hånd med en strømning af madfilm og -serier, hvor portrættet nuanceres af det selvhad, de bærer rundt på inde bag forklædet. 

Med de præpandemiske opsvingstider er kokkens rockstjerneæra måske også ved at være forbi? 

I tidens madfilmtendens står det i hvert fald klart, at pandemien har kørt restaurantbranchen blodigt i knæ, og at kokken står martret tilbage. 

Stephen Graham i ‘Boiling Point’. (Foto: PR)

‘The Bear’s hovedkarakter Carmy er en sorgplaget og udbrændt menneskeskygge, der drukner i udgifter og prøver at redde restauranten, mens han har givet op på at redde sig selv.

I ‘Boling Point’ bevæger en fordrukken kok sig apatisk gennem en ubønhørligt hektisk juleaften på restauranten, hvor ingen går hjem i god behold. 

Et af årets mere sære eksempler på kokkerollens mørke finder man i A24-baskeren ‘Everything Everywhere All At Once’, hvor Pixars madlavningseventyr ‘Ratatouille’ lider et multiversielt uskyldstab, da en imposterkok i stedet har vaskebjørnen »Raccacoonie« siddende på skuldrene – og er i fare for at blive blive ført væk af dyreværnet. 

Regningen for et årti med kulinarisk opblomstring, Michelin-dyrkelse og Masterchef-efterligning som folkesport er blevet smidt brutalt på bordet i 2022, hvor glansen bliver pillet af den kulinariske glamour. 

Som strømningens absolut mest triste eksempel står Anthony Bourdain-dokumentaren ‘Roadrunner’, der tegnede et portræt af tv-verdenens måske mest charmerende personage som et menneske, der skabte en karriere ud af et et fantastisk eventyrligt madeventyr med rod i et mørkt psykologisk flugtforsøg, som blev hans endeligt.

De mange serveringer af overklasseportrætter vil muligvis gerne fortælle en historie om, at det er de riges skyld. Men når det gælder restaurationsbranchens almene forfald, spejler kokkenes inde kamp i lige så høj grad hele verdens antiwork-bevægelses lyst til at sige op.

Film om sult på vej

Ingen mængde filmmåltider kan dog ændre på, at det stadig er farligt at spise. Og mens eliten på film mæsker sig i forgiftede og kokkeforkrøblende tasting-menuer, er det muligvis stadig mest moderne at sulte. 

The New York Post vakte kollektivt Instagram-ramaskrig, da de varslede, at 90’ernes forhadte kropsideal, det totaltynde »heroin chic«-ideal, var på vej tilbage. It-modellen Bella Hadids fedtfri figur gik viralt, da hun fik spraymalet en kjole på under efterårets modeuge i Paris, og en tynd krop  pludselig blev et outfit i sig selv. 

Bella Hadid i spraykjole til Coperni-show ved modeugen i Paris. (Foto: Estrop/Getty Images)

Samtidig forbindes selvsamme Hadid med mere eller mindre ironisk slankeadfærd på TikTok, hvor en populær lydtrend lyder »my name is Bella Hadid« og kan bruges hver gang, man drikker vand, spiser en salat eller gør noget lidt helseagtigt.

Samtidig advokerer den kulørte presse for, at Kim og Khloé Kardashian, der gjorde curvy til en slags ekstremsport, efter sigende går efter et tyndt look nu. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derudover tyder en ny trend på, at USA er på den anden ende i jagten på lægemidlet Ozempic, diabetesmedicin fra Novo Nordisk, fordi det kan bruges som effektivt slankemiddel. I hvert fald lød varslet fra The Cuts overskrift: »You Might Go Through Hell For Your Post Ozempic-Body«.

Alt tyder da også meget passende på, at en række film om sult er klar til at tage over. 

På Netflix kan man se Florence Pugh som 1800-tals sygeplejerske, hvor en sultestrejkende ung pige påstås at leve af sin sult efter Guds kærlighed i ‘The Wonder’

Til marts i de danske biografer venter et andet portræt af sult som undergang i Darren Aronofskys ‘The Whale’, hvor Brendan Fraser spiller en mand hærget af spiseforstyrrelse, der forsøger at genfinde forbindelse med sin unge datter. 

Taylor Russell og Timothée Chalamet i ‘Bones and All’. (Foto: PR)

Men stærkest står en af årets absolut smukkeste filmoplevelser, der går helt tæt på menneskekroppen med et portræt af den nok mest tabufyldte sult overhovedet. 

I Luca Guadagninos inderligt kærlige kannibalfilm ‘Bones and All’ finder to unge »eaters« sammen og starter et liv i virkelighedens gråzone, hvor deres deres forbudte kødafhængighed bliver til en spirende forelskelse. 

Samfundets forventninger går totalt i opløsning i en tosomhed, der holdes sammen af en komplet uacceptabel sult. 

Kærligheden findes. Men i populærkulturen hedder det stadig spis, drik og had dig selv. 

‘The Menu’ og ‘Triangle of Sadness’ kan ses i biografen, og ‘Bones and All’ får biografpremiere 24. november. ‘The Bear’ kan ses på Disney+, og ‘Boiling Point’ kan lejes på Filmstriben. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af