’The Wonder’: Ny Netflix-film med Florence Pugh er et lille mirakel

’The Wonder’: Ny Netflix-film med Florence Pugh er et lille mirakel
'The Wonder'. (Foto: Aidan Monaghan/Netflix)

Florence Pughs britiske sygeplejerske Elizabeth ligner fra første færd, at hun er skyllet op på en fremmed planet iklædt sin dyblyseblå, ankellange kjole ude i det vindblæste, irske sletteland.

Hun er i det civiliserede 19. århundrede hyret som lægmand af det lokale byråd af mandlige læger og sognepræster til at våge over mirakelbarnet Anna, der hævder, at hun har fastet i fire måneder og nu lever af Guds manna.

Elizabeth tager ikke det irske folks blinde tro for gode varer. Hun prøver at italesætte Annas sygdom gennem små, delte hemmeligheder og kærlige kaldenavne for at få hende til at spise igen.

‘The Wonder’. (Foto: Aidan Monaghan/Netflix)

Ligesom instruktør Sebastián Lelios tidligere engelsksprogede film ’Disobedience’ om to lesbiske kvinders hemmelige romance i et jødisk-ortodoks newyorker-miljø, handler hans streamingaktuelle ’The Wonder’ om kvinders plads i fundamentalistiske samfund, og de bånd, de skaber med hinanden for at overleve deres pålagte martyrdom.

Her er Rachel McAdams og Weisz’ elskere skiftet ud med Pugh og den unge skuespiller Kila Lord Cassidys mor-datter-forhold. De to er fundamentale modsætninger som Elizabeth og Anna, den skeptiske våger og altruistiske patient, men under deres kaldenavne Liz og Nan transformeres deres forhold til noget mere hjertevarmt og nært.

At Pugh stråler i rollen som den sorgramte Liz, der kæmper med sin pligtfølelse over for sin opgave mod sine moderkærlighed til det døende barn, kan næppe komme som en overraskelse.

‘The Wonder’. (Foto: Aidan Monaghan/Netflix)

Sammen med Mia Goth, Mia Wasikowska og Anya Taylor-Joy er hun indie it-kvinden til tiden. Yndefuld og dragende med en dyster sprække, der rækker ud og reflekterer i et uendeligt komplekst kalejdoskop. Hvad enten hun eftertænksomt mæsker sig i fårestuvning eller forsigtigt smager på sit eget blod i et tranceinducerende ritual før sengetid, er Pugh umulig at flå øjnene fra.    

Hun får godt selskab af Tom Burke (’The Souvenir’), hvis uimodståelige, tilbagelænede arrogance spiller fantastisk op imod hendes bistre indelukkethed. Som tabloidjournalist fra London, der dog stammer fra lokalegnen, er han en konstant påmindelse om hendes hykleri, når hun som udefrakommende kolonist pådutter de lokale sin egen moral.

‘The Wonder’. (Foto: Aidan Monaghan/Netflix)

Deres tilsluttede natur fremmanes stærkt af stjernefotografen Ari Wagner (’The Power of the Dog’, ’Lady Macbeth’), der efterhånden er blevet synonym med at filme indestængte personager fanget i de brede vidders altomslugende ensomhed.   

Det melodiøse tempo, hvorigennem karakterernes indre natur udfolder sig, vil næppe falde i alles smag. Men Lelio viser også sin hånd fra første indstilling, hvor en silkeblød fortællestemme beder os at tro på disse menneskers historie, præcist som de tror på den, over billeder af et lydstudie, hvor filmen er optaget.

‘The Wonder’. (Foto: Aidan Monaghan/Netflix)

Ingen tvivl om at nogle vil opleve scenen som en form for trigger warning. Advarsel: Filmen, du netop har sat på, indeholder dybt prætentiøse, religiøse billedkompositioner og kræver eftertænksomhed og nysgerrighed fra publikum.

Den nysgerrighed vil dog belønnes med en oplevelse, der i al sin lavmælthed føles som et lille mirakel i sig selv. Og naturligvis endnu en kraftpræstation fra en af vor tids bedste skuespillere.


Kort sagt:
Florence Pugh trækker endnu en gang i den ankellange kjole fra ’Lady Macbeth’ og leverer en pragtpræstation i Sebastián Lelios melodiøse kostumedrama om kvinders plads i religiøst-ortodokse lokalsamfund. 

’The Wonder’. Spillefilm. Instruktion: Sebastián Lelio. Medvirkende: Florence Pugh, Tom Burke, Toby Jones, Ciaran Hinds. Spilletid: 109 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af